Peter Skov-Jakobsen er formand for Grænseforeningen.

Foto: Thomas Tolstrup

I forståelsens og anerkendelsens tid

"Det er i fredstider, at man skal lave de vanskelige aftaler", skriver Peter Skov-Jakobsen, formand for Grænseforeningen, i en leder.

Forhåbentlig kommer Stefan Seidler og mindretallets parti, SSW, langt med ønsket om at få mindretalsrettighederne skrevet ind i den tyske forfatning, ligesom mindretallets rettigheder er skrevet ind i den slesvig-holstenske forfatning.

Vi lever heldigvis i en forståelsens og anerkendelsens tid, men vi lever også i opbruddets tid. Endnu har vores politiske udvikling og dagligdag været præget af især erindringen om Anden Verdenskrig og sammenbruddet af demokratiet. Vi husker endnu, at vi kom til en “Stunde Null” – verdens etiske og politiske kompas brød sammen på grund af den vulgære nazisme, der var drevet af et hidtil uset menneskehad med et raseri mod mindretal.

Erindringen er dog ved at glide os af minde, og derfor er der god grund til ikke at forlade sig på forståelsen og anerkendelsen og det gode naboskab. Dette bør omsættes i en kodeks, i nogle rettigheder.

Man skal ikke læse langt ind i nogen verdenshistorie, og man skal ikke læse meget om nogen nuværende konflikt uden at bemærke, at der altid er et bestemt forklaringsmønster, som dukker op af disen og tegner horisonten aldeles mørk for bestemte grupperinger i samfundet.

Hvis der er et kulturelt, socialt eller politisk opbrud i et land, er der som regel også en syndebuk, der må holde for og tåle alle beskyldninger.

Selv om det er så almindeligt et forklaringsmønster, at man egentlig burde mene, at menneskene skulle have lært af historien, så er dette ikke tilfældet.

Det er i fredstider, at man skal lave de vanskelige aftaler, og derfor er det bare med at komme i gang med at sørge for mindretallenes rettigheder. Belærte af historien ved vi, at pludselig står flammerne højt i et samfund, og en politisk afledningsmanøvre er desværre forfølgelse og miskreditering af mindretal. Imens den mistænkeliggørelse finder sted, kan flertallet bekvemt se bort fra egne fejl.

Den observante iagttager af historien og samtiden ved godt, at det aldrig giver mening at tale om fred uden at sørge for, at retfærdigheden også bliver inddraget. Hvis man vil have en fred, der varer ved, og som ikke bare skal være den ene parts nederlag, bliver man nødt til at inddrage retfærdigheden.

Det måtte gerne fremover være lige så meningsløst at tale om anerkendelse af mindretal, hvis ikke anerkendelsen og respekten er fulgt op af rettigheder, der fremhæver lige vilkår i samfundet, og med juraen sætter rammer om anerkendelsen og det gode naboskab.

Måtte det lykkes SSW og Stefan Seidler at sætte sig igennem i Forbundsdagen.