Mindeord: Karl Kring var rask og rørig til det sidste

Det kan vel ikke siges at være overraskende, at nogen dør i en alder af 98 år. Og dog. Da magasinet Grænsen, der udgives af Grænseforeningen, besøgte Karl Kring i efteråret 2022 i hans hjem i Harritslev, var Karl Kring i fuld vigør i en grad, så nyheden om dødsfaldet er overraskende.

Han serverede kaffe og kage i udestuen, han var i haven for at hejse Dannebrog i flagstangen, og han var inde i dagligstuen for at hente Jernkorset, han fik efter at være blevet såret i tysk tjeneste under Anden Verdenskrig, og Ridderkorset, som han fik for sin store indsats for det danske mindretal i Sydslesvig.

Læs interviewet 'Jeg valgte danskheden til' med Karl Kring fra magasinet Grænsen

Han fortalte levende om at være tysk, blive dansk, om dengang og nu, om skabelsen af danske institutioner, om mødet med markante personligheder, blandt andet daværende statsminister Poul Schlüter (K), som kom flere timer i forvejen til De danske Årsmøder i Sydslesvig et år og hyggede i Karl Krings have. Og han fortalte om det internationale samarbejde og rejseoplevelser fra møderne i FUEN.

Karl Kring var en af det danske mindretals store personligheder. Han var fuldmægtig i Sydslesvigsk Forening (SSF) fra 1956 til 1963, forretningsfører i Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger (SdU) fra 1963 til 1982 og generalsekretær i SSF fra 1982 til 1989.

Fra 1990 til 1994 var han vicepræsident i den europæiske mindretalsorganisation FUEN. Det var i en brydningstid, hvor jerntæppet var faldet i Europa, Tyskland var genforenet og fremtiden, også for mindretallene, virkede lys.

I efteråret 2022 var han bevidst om, at nu trak de mørke skyer hen over Europa igen.

”Da vi kom hjem fra krigen, sagde vi ”aldrig mere krig”. Vi har oplevet at gå rundt og se husene blive brændt ned for, at fjenden ikke skal have vinterkvarter. I dag må vi desværre altså sige, at folk ikke har lært noget af det,” sagde Karl Kring i interviewet med magasinet Grænsen og konstaterede, at når man ser på i Europa i dag, synes verden ikke at have lært af det.

Hans far havde foreslået ham at desertere til Danmark under Anden Verdenskrig.

”Det turde jeg ikke”, fortalte han.

I stedet kom han til Vestfronten.

”Over Freiburg i Breisgau kom vi i sensommeren til Vogeserne i vinter og sne. Vi spiste vores sidste heste, og alle huse blev brændt. Fjenden skulle ikke have vinterkvarter.”

Karl Kring mindedes ’de gamle’, som han lærte meget af at tale med i sine år som fuldmægtig i SSF i Flensborg sidst i 1950’erne. De fortalte om nazitiden, hvor de blev truet med ikke at kunne få arbejde, hvis de havde deres børn i dansk skole.

Det siger en del om, hvilket varigt præg Karl Kring har sat på det danske mindretal, at da han begyndte som forretningsfører i SdU var et af de store projekter, der blev gennemført i de første år, opførelsen af Christianslyst. Og på hans sidste arbejdsdag som generalsekretær for SSF blev Danevirke Museum indviet.

”De 19 år i SdU har været mine bedste år. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde skulle have sagt ja til blive generalsekretær i SSF. Det var da interessant, men jeg har altid været mere til det daglige og folkelige end de bonede gulve. Jeg er et arbejderbarn”, sagde Karl Kring til magasinet Grænsen i efteråret.

Æret være hans minde.