Hovedpine, mavesmerter, søvnproblemer, rystende lemmer, angst, uro, nedtrykthed, selvmordstanker og hallucinationer. Symptomerne hos de sønderjyske mænd, der havde været i krig på tysk side under Første Verdenskrig, var ofte omfattende og svære at samle i en enkelt diagnose. Det var et mudret og uoverskueligt billede af symptomer, og lægerne var meget i tvivl om, hvordan det skulle forstås. Var der tale om hypokondri? Problemer, der var opstået før eller efter krigen? Eller var det lidelser, som var opstået som direkte følge af de oplevelser, soldaterne havde været udsat for under krigen?

Under Første Verdenskrig blev 30.000 sønderjyske dansksindede mænd sendt i krig på tysk side, og mange af dem vendte hjem med alvorlig sår på krop og sjæl. Mens de fysiske skader var til at forstå og forholde sig til, var de langt vanskeligere med det mentale eftervirkninger af krigen. Man kendte dengang ganske vist til fænomenet ‘granatchok’. Men lægerne var i tvivl, om dette fænomen skyldtes svag moral hos soldaterne, var afstedkommet af fysiske trykbølger fra granatnedslag eller snarere var en mental eftervirkning efter traumatiske oplevelser af død og ødelæggelse. I Danmark blev det først fra 1920 for alvor en nærværende problemstilling, for efter den nye grænsedragning, hvor Sønderjylland igen blev en del af kongeriget, var krigsveteranerne nu et dansk anliggende, og danske myndigheder skulle nu tage stilling til, hvilke af de tidligere soldater der var berettiget til at modtage økonomisk støtte som kompensation for deres skader.

Væld af symptomer

Derfor oprettede man Invalidenævnet, hvor veteranerne kunne søge om pension. Omkring 6500 mænd søgte om pension på grund af enten fysiske eller psykiske krigsskader, og af dem fik 4000 tildelt en pension. Blev sagen i første omgang afslået, eller var den tidligere soldat utilfreds med omfanget af den tildelte erstatning, kunne han klage til Invaliderådet, der fungerede som ankeinstans.

“De tidligere soldater kom med et væld af forskellige symptomer, og mange af dem fremstår virkelig ødelagte, når man læser de ofte hundredvis af bilag til hver sag. Det er ikke så underligt, at det har været svært for lægerne at få hold på symptombilledet og vurdere, hvem der havde ret til erstatning, og hvor stor erstatningen skulle være, og mit materiale viser tydeligt, at det nærmest var det Vilde Vesten; om man fik tildelt pension eller ej, afhang meget af den enkelte læge, der behandlede sagen, og hans holdning til krigsskaderne,” siger cand.mag. i historie og gymnasielærer på Rysensteen Gymnasium i København, Kasper Nissen. I 2019 afsluttede han sit historiestudie med et speciale om de danske psykiske krigsinvalider fra Første Verdenskrig og behandlingen af dem.“

Første Verdenskrig har altid været en af mine hovedinteresser, og jeg har altid interesseret mig mere for de enkelte skæbner, og hvordan krigen blev oplevet nedefra, end for traditionel militærhistorie. Efterhånden gik det op for mig, at mens der findes en enorm litteraturmængde om traumer og granatchok i de krigsførende landes historieforskning – især i England og Frankrig, men også i Tyskland – er der nærmest ingen forskning om det i Danmark,” siger han.

“Der har hersket en tavshedskultur i Sønderjylland, hvor man ikke talte om det, men tav det ihjel – undtagen i veteranforeninger og andre steder, hvor veteranerne kunne tale med folk, der havde oplevet det samme. Men tavsheden har jo ikke fået traumerne til at forsvinde, måske nærmest tværtimod, og det har præget ikke kun den generation, der selv oplevede krigen, men også de efterfølgende generationer,” siger Kasper Nissen.

Han er opvokset i Sønderjylland og har noteret sig, hvordan krigens traumer har sat sig spor i familieberetningerne.

“Jeg har aldrig mødt en sønderjyde, der ikke kan fortælle om en farfar, farfarens bror, en oldefar eller en anden mandlig slægtning, som var lidt halvskør, holdt sig meget for sig selv, drak for meget og måske tog sit eget liv. I alle familier er der en eller anden skæbne, der kan knyttes til eftervirkningerne af deltagelsen i Første Verdenskrig,” siger han.

Hans speciale er skrevet på baggrund af en grundig gennemgang af 40 sager fra Invalidenævnet om veteraner, der søgte om erstatning på grund af psykiske krigsskader. Det er altså nogle af de værst ramte veteraners skæbner, han på den måde får indblik i.

“En del klarede at komme tilbage i arbejde, så de kunne forsørge familien, men for nogle var det ikke muligt, og det er dem, der optræder i Invalidenævnets sagsakter,” siger Kasper Nissen.

De 40 sager, han fik adgang til, omfattede omkring 8000 siders dokumenter, som afspejler, at sagsbehandlingen nok kunne virke tilfældig, men også var meget grundig.

“Ofte er der 300 bilag eller mere i hver sag, hvor man har indhentet dokumenter fra hospitaler, hvor ansøgeren har været undersøgt, eller dokumenter, som kan fastslå, om ansøgeren har været det sted, hvor han hævder at være blevet skadet, og om det er sandsynligt, at han kan have været udsat for granatnedslag. De kontaktede gamle soldaterkammerater, overordnede i hæren og tyske hospitaler for at efterprøve ansøgernes beretninger. Det handlede meget om at finde ud af, om der var en sammenhæng mellem lidelsen og krigen, når sådan en sag skulle afgøres,” siger Kasper Nissen.

Svært at få erstatning

Der findes ikke mange eksempler på, at danske læger skrev om fænomenet i videnskabelige tidsskrifter, men de har formodentlig kendt til de diskussioner, der foregik internationalt og blandt læger og forskere i lande som England, Tyskland, Frankrig og USA.

“Man har så tidligt som sidst i 1800-tallet begrebet traumatisk neurose, som den tyske neurolog Hermann Oppenheim introducerer på baggrund af ulykker i industrien. Han brugte udtrykte posttraumatisk, som man også i en periode bruger om krigstraumerne. Men i 1926 bliver det ulovligt at bruge diagnosen i Tyskland, fordi man mener, at det vil undergrave landets økonomiske bæreevne, hvis alle de krigsinvalider, der har mentale skader, kan få erstatning. I stedet begyndte man at bruge begrebet hysteri, hvilket ikke berettigede til erstatning,” fortæller Kasper Nissen.

I arkiverne fra Invalidenævnet fandt han meget forskellige positioner blandt de danske læger. Mens nogle fuld ud anerkendte de psykiske krigstraumer og betonede, at krigen har gjort enormt sjæleligt indtryk, som man kan blive syg af, er andre mere skeptiske og kræver beviser i form af fysiske skader efter granatnedslag for at anerkende symptomerne som en krigsskade.

“Nogle læger vil meget nødig give erstatning, medmindre det kan påvises, at ansøgeren har fået et voldsomt slag mod hovedet eller noget andet håndgribeligt somatisk,” fortæller historikeren.

Der var som nævnt mulighed for at anke afgørelsen, hvilket ganske mange gjorde.

“En ansøger, der blev afvist i Invalidenævnet, kunne ende med at få 50 procent krigsskadeserstatning i Invaliderådet. Men det kunne også gå den modsatte vej, så en ansøger, der var utilfreds med en tildeling på 30 % erstatning, endte med 10 % efter en ankesag,” fortæller Kasper Nissen.

I materialet fandt han eksempler på ansøgere, der har fået afslag flere gange, og som anmoder om at komme på kurophold på grund af nervøse lidelser.

“Manglen på anerkendelse fyldte helt klart meget for nogle af dem. Der er eksempler på ansøgere, som skriver, at de kan mærke, at de bliver mistænkt for at være simulanter, og som beskriver, hvordan de går i vildelse og er slået helt ud af kurs. Det var skrøbelige mennesker, og et jobafslag eller anden form for modgang kunne påvirke dem dybt, fordi de i forvejen følte sig mistænkeliggjort og misforstået,” siger Kasper Nissen.

I en årrække udgjorde krigsskadeserstatningerne over en procent af statsbudgettet, og det blev debatteret både blandt politikere og læger, hvorvidt veteranernes krigsskader nu også var så alvorlige, som ansøgerne beskrev. Ligeledes blev det diskuteret, om det at tildele erstatning og pension kunne gøre veteranerne passive og fastholde dem i deres sygdomsbillede – en diskussion, som det ifølge Kasper Nissen ikke er svært at finde paralleller til i dagens diskussioner om fx tildeling af førtidspension.

“Man var meget bange for det, man kaldet ‘renteneurose’. At folk blev syge af at få pension, fordi man så fastholdt dem i deres sygdomsforestillinger, og at det kunne forhindre dem i komme i gang med beskæftigelse,” siger historikeren.

I de sager, han har gransket, spiller familien, især veteranernes hustruer, ofte en betydningsfuld rolle, enten fordi de bliver brugt som en form for vidner, der indimellem i lægernes korrespondancer beskrives som mere troværdige end ansøgerne selv, eller fordi hustruerne henvender sig til Invalidenævnet eller sygehusene for at bede dem om at tilkende manden erstatning eller indlægge ham igen – af hensyn til familiens tarv.

“Det siger noget om de konsekvenser, som de psykiske krigsskader havde for familien. Man havde jo ingen effektiv behandling, og man fornemmer ud fra sagsakterne, at det, man i dag vil kalde sekundær traumatisering – altså at de nærmeste omgivelser bliver traumatiseret af mandens traumer – er meget udbredt. Der er virkelig nogle hårde skæbner iblandt,” siger Kasper Nissen.