Med et vantro blik i det sårbare ansigt, der ser så ungt og dog så forknyt ud, kigger han ud på os under hjelmen, som på preussisk vis toppes af en spids som på et spyd. På hjelmen står påskriften R 86. Kresten Andresen tilhørte den tyske hær, regiment 86, da han blev dræbt i et af Første Verdenskrigs mest modbydelige slag ved Somme, 25 år gammel.

Men den unge sønderjydes beskrivelser, oplevelser og refleksioner fra en front uden illusioner, men masser af tomhed og gru, lever endnu. Det har de gjort siden Kresten Andresens mor i 1919 udgav nogle sider fra hans dagbøger og de breve, han sendte hjem til familien i Ullerup på Sundeved, fra Vestfronten i bogform. Bogen og de originale skrifter er Lars Malm, der underviser i historie i HF og er musiker i bandet Nordstrøm, ja, dem med det lige så irriterende som insisterende hit om at sove i ‘Berlin’, blevet berørt af.

Det kan jeg sagtens forstå, for Lars Malm har mig fra første strofe og tone på det, der er blevet til albummet ‘Menneske igen’, som naturligvis stammer fra Kresten Andresens egne skriverier. Man skal være lavet af et andet materiale end mig for ikke at blive ramt langt ind i sjælen af albummets indledning, hvor musikken kommer rullende ind som en tung tåge, ledsaget af slagtøjets ildevarslende klirren og tangenter, der trykkes i mol.

Og så synger vokalen ellers med linjerne om et ungt menneske, der rives op fra sine daglige sysler og skriblerier af det brutale budskab om, at han er tvangsindkaldt til at gøre tjeneste i den tyske hær. Kresten Andresen var dansksindet, men blev som mange andre tvunget til at gå i krig for Tyskland.

Der så stille nu/ Kun mine hjerteslag/ Vi skal i krig.... Det var mens jeg skrev/ De allersidste ord/ Om ungdom og vår/ Nu ligger de og kigger/ På mit bord/ Som en verden af i går/ Gud nåde os/ Der skal med

Angsten ligger knugende og lurer i både musik og tekst på albummets fine, første sang. Så er stemningen sat sammen med det overskud, der præger både Kresten Andresens oprindelige tekster og Lars Malms omskrivninger til sangtekster. Man kan faktisk høre den unge soldats nervøse hjerteslag, så fint tempereret er den musikalske ledsagelse.

En på en gang foruroligende og smuk indgang til et album, der faktisk på forunderlig vis byder noget virkelig godt nyt fra Vestfronten. Det mudrede massemord på unge mænd i Første Verdenskrigs skyttegrave er gjort påtrængende aktuelt igen af instruktøren Edward Bergers massivt Oscarbelønnede, nye film, ‘Intet Nyt fra Vestfronten’, baseret på tyske Erich Maria Remarque klassiske roman. Samt på grund af de igangværende kampe om den ukrainske by Bakhmut, som soldaterne har givet det uhyggelige tilnavn ‘Kødhakkeren’.

Ikke just en poetisk beskrivelse af krigens nådesløse logik – dræbt eller bliv dræbt. Det er til gengæld just det, man kan sige om makkerparret Kresten Andresen og Lars Malms samarbejde med godt 100 års afstand. Lars Malm, der bare har valgt at udgive albummet under kunstnernavnet Malm, har ladet sig inspirere af den unge soldats ord fra dengang og frit dannet dem om til nogle overraskende fine og ind i mellem uafrystelige sangtekster. Der er på ingen måde tale om at lave rædslerne om til et skønmaleri. Men vendingerne lyser alligevel ofte af refleksion og begavet poesi.

Musikken er moderne, smidig og elegant elektronisk på en måde, der fremmer det visionære og nærmest filmiske i de smukt glidende melodier. Aldrig anmassende eller banal. Men en passende støtte til de ord, der sendes tydeligt og fint afsted af Lars Malms lyse vokal, som bærer af de vigtige ord, som står helt enkelt og klart mod den musikalske baggrund.

Som det afsvedne korn, der står på marken – helt sort – på den anden sang, hvor observationerne fra (måske) Kresten Andresens originale tekster atter næsten lammer følelserne:

Står vagtpost/ I dejligt solskinsvejr/ Stiller skarpt, min kikkert/ Ser hvad der sker/ I et træ/ Bygger fuglene rede/ En kirke der står/ Med huller i taget.

Sådan står skamskudte bygninger i den afbrændte natur og lider under soldatens blik mod fjendens linjer, hvorfra faren kan komme hvert et sekund og forandre kedsommelige rutiner til den visse, men pludselige død.

Udtrykket i melodi, arrangement og produktion er ensartet hele vejen igennem uden, at det bliver monotomt. For hele tiden ligger soldatens undren og angst over den virkelighed, han befinder sig i, og trænger sig ind på os. Som i sangen med den uhyggeligt sigende titel ‘Trommeild’, der indledes af et crescendo af trommehvirvler og instrumenter, som hvirvler det musikalske støv op omkring lytteren, mens vores soldat er

Begravet under jord og sten/ Mærker efter begge ben/ De råber at vi mangler mænd/ Tar’ spaderne vi graver dem frem.

Det er vitterligt ofte som at være ved fronten. Men vi daler også tankerne bag den, når der er lidt ro til at mærke den evindelige frygt trænge gennem det også ret kedsommelige liv, som skildres i brevskrivning og tanker til dem derhjemme. Båret af det fuldt forståelige håb om at blive sig selv igen, blive menneske igen, bare slippe levende derfra, som trænger igennem den kontrollerede musik som et desperat skrig i nattesorte stemninger. Og ind i mellem barokke observationer.

Som i sangen om den faldne ‘Kammerat Maritz’, der var munter og ikke anede noget om, at en kugle var på vej mod hans hoved.

På kirkegården talte prædikanten/ Så smukt om Gud og himmerige/ Men Maritz var gudsfornægter.

Ak ja, der findes ingen himmelsk trøst for det skrøbelige liv, når man konstant er så tæt på en meningsløs død for fjendens våben.

Stærkest står de centrale sange ‘På bunden af min sjæl’ og især den bønfaldende ‘Levende herfra’, der indledes med taksigelser fra de sokker, soldaten har fået sendt hjemmefra, mens en akustisk guitar med den afklarede ro, som præger hele albummet, sætter stemningen. Desperationen ligger under som et uomgængeligt vilkår eller som der synges:

Hvem ved hvad der venter mig?/ I dette øjeblik der lever jeg/ Og måske der findes kun et svar/ At ingen kommer levende herfra.... Så gør mig dog til menneske igen/ Et menneske, et menneske jeg ka’ kende/ Hjertet slår ikke som det skal/ Men uniformen gir’ mig intet valg.

Det er ord og musik, som indlysende kan bruges til at gøre undervisningen i for eksempel gymnasiet mere nærværende. Men det er også et album, som fortjener at finde et stort publikum som et svar på den afmagt, mange af os har følt i det år, der er gået, siden Rusland indledte overfaldet på sit naboland. Her er de nye sange om krigens meningsløse gru, hvis formål oftest fortaber sig til stumme spørgsmål for soldaten i teksterne, vi har manglet. ‘Menneske igen’ er befriende renset for store ord eller slagsange. Netop derfor er albummet så velkomment og påtrængende.

Tonen er ikke langt fra den, man finder i Kresten Andresens egne ofte dæmpede ord til familien derhjemme, som han tydeligvis ikke ville skræmme. Under sin anden påske på Vestfronten skrev han hjem:

“Det har regnet ustandseligt i Gaar og i Nat, og det er temmelig klamt og koldt, saa man har absolut ingen Festfornemmelse. Nu har jeg holdt min anden Fødselsdag, og anden Jul og anden Paaske i Felten, det er just ikke opbyggeligt at se tilbage paa.

Til dagligdags gaar den ene Dag som den anden, og man tænker ikke saa meget; men kommer der saadan en Festdag, saa drager Tankerne uvilkaarlig tilbage, og saa bliver man saa underlig tung over den Kendsgerning, at Krigen har varet saa længe, og endnu absolut ikke er tilende”.

Om denne unge mand, Kresten Andresen, virkelig havde overskud til at håbe, som der gøres i den sidste, afrundende sang, at alle lidelserne skal føre til fred, skal jeg ikke kunne sige. Men sangen står som en fin afrunding på et meget anderledes, overraskende godt gennemført og næsten alt for meningsfyldt dansk musikprojekt.

Håbet får lov at stå, mens det afsluttende ‘Krestens tema’ toner ud under kanonernes torden:

Alligevel vil det vise sig/ Der kom noget godt Ud af denne krig / Evig fred til evig tid.

MALM: Menneske igen. Musik af Lars Malm, tekst af Lars Malm og Kresten Andresen, produceret og arrangeret af Tomas Raae.