Identitet er noget, vi taler en del om. Der er så meget, der blander sig i et menneskes identitet. Der skal mange farver og toner og ord til for at beskrive et menneske. Ethvert menneskeliv består af mange nuancer.

Nationalitet er en af de komponenter, der angår min identitet. Når jeg tænker over, hvem jeg er, kommer jeg ikke uden om, hvad det har betydet for mig, at dansk blev mit modersmål.

Hvad betyder det, at jeg har lært verdenshistorie ud fra danmarkshistorien. Inden jeg begyndte i skolen, var jeg blevet kodet af den kultur.

Hvad mon naturen og landskaberne har betydet, som jeg er opvokset i. Spejler de sig også i mig?

Nationaliteten betyder, at der er noget i kulturen og i sproget, i historien og i fortællingerne, som jeg bærer videre, fordi jeg enten ikke har fantasien til at bryde ud eller fordi det er så vigtigt, at det skal fortsætte.

Er nationaliteten statisk? Man får den tanke, når man er i nærheden af mennesker, der hævder meget skarpe grænser. Historien kan efterlade os med en vrede mod en nation, som man har været i krig med eller som på anden måde har ydmyget ens liv.

Hvis min far havde været med på D-dagen i 1944 og havde skullet kæmpe sig hen over stranden, eller hvis min mor havde været i Prag i 1968 i august måned og havde været med til at kæmpe mod de sovjetiske styrker, havde min nationalfølelse nok været præget af de kampe.

Min nationalfølelse er præget af, at engang var der en aggressiv nabo syd for grænsen. Tyskland tyranniserede Europa og hævdede sin magt ved alle mulige modbydelige metoder. Når man er født i 1959, er man også skrevet ind i den historie.

Alligevel vil jeg hævde, at min nationalitet er på vandring og er præget af andre udviklinger. I skolen har jeg lært andre sprog. Et par af dem er døde, men man læste om levende mennesker på de sprog. Man læste om eksistensens evige problemer.

Jeg lærte også andre europæiske sprog og fik kultur og sociale forhold ind på livet.

1989 vil altid stå som et befrielsens år for mig. En forbandelse af diktaturer brød sammen. Mennesker kunne endelig sige, hvad de mente.

Når jeg ser ned over min uddannelse, indrømmer jeg, at jeg er en europæisk borger, der har lært af mange europæiske traditioner, altså andre nationale traditioner.

Jeg lever ikke med frygten for Tyskland. Den gamle kolde krig er også forbi (men jeg kan godt frygte den nye). Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at min nationale identitet er dansk, men den er også europæisk, og eftersom jeg lever i en kompliceret verden, er der også træk, der gør mig til verdensborger.

Min nationalitet lukker mig ikke inde, men åbner for horisonterne, og det den øvrige menneskehed erfarer. Jeg oplever det alt sammen fra mit hjertes hjem på jorden – og samtidig forstår jeg mennesker, der bor langt fra mig, og hvis liv jeg oplever på afstand.