Efter at have givet mig et gæsteskilt og brugt sit personalekort på at få mig gennem indgangen, byder Mirco Reimer-Elster på kaffe. Der er frit valg mellem alle specialiteter, så med en cappuccino i hånden går turen op ad det store trappeparti mellem de hvide svalegange under et glastag, som kaster masser af lys ned gennem bygningen hos TV 2 i København. 

Vi passerer forbi et studie, hvor der ser ud til at blive sendt live fra. Mirco Reimer-Elster har efterladt sin computer ved et lyst bord, som er placeret ud for nogle små samtalebåse på en af de øvre svalegange. Her har vi sat os for at tale om at være sydslesviger i Danmark, hvor han bor på Frederiksberg sammen med sine kone og deres fire børn.

Mirco Reimer-Elster er efterhånden blevet et kendt mediemenneske, som er blevet interviewet til en række medier. Han er søn af en enlig mor og kassedame fra Slesvig. Han har gået på Hiort Lorenzen-Skolen i Slesvig og har taget sin studentereksamen fra Duborg-Skolen i Flensborg. Siden har han studeret i København, Leeds, New Haven og Firenze. Han er uddannet i historie og amerikanske studier. Og han har i skrivende stund lige afleveret sin Ph.d.-afhandling om Tyskland under Den Kolde Krig. 

Professionelt deler han sin tid mellem at være USA- og Tysklandanalytiker på TV 2, klummeskribent for Jyllands-Posten og radiovært på kulturprogrammet ‘Only in America’ og det eneste ugentlige danske radioprogram om Tyskland, Radio 4’s ‘Genau’. Privat er han sommetider dansk, sommetider tysk.

Når man taler med ham, virker han sådan set ret dansk. Når han bliver interviewet, italesætter han ofte sig selv som tysker. 

“Det er noget, jeg har fået ørerne i maskinen for. Det er lidt ‘damned if you do, damned if you don’t’. Når man siger, man er tysker, bliver man spurgt: ‘Hvorfor taler du så godt dansk?’ Når man siger, man er sydslesviger, spørger folk: ‘Hvad er det?’  Sydslesviger er måske det mest retvisende. Eller: ‘Tysker og kommer fra det danske mindretal.’ Men det overrasker mig, hvor stor uvidenheden er i Danmark”, siger han. 

Bog om Tyskland 

Efterhånden må han vel siges at være en af dem, der har gjort mest for at øge danskernes viden om Tyskland. Den sydslesvigske baggrund er også kommet med i samtalebogen ‘Skønhed og skræk – to generationer på rejse i Tyskland’, en bog hvor Tyskland forklares vidende og humoristisk i samtaler, der bygger på modsætninger mellem den erfarne dengang 78-årige mangeårige udlandsreporter Ulla Terkelsen og den dengang 36-årige analytiker, hvor de spiller på aldersforskel, forskel på dansk og tysk og fortsætter den rejse, de begyndte på, da TV 2 sendte dem rundt i Tyskland for at dække det tyske forbundsdagsvalg i 2021. 

“Jeg mødte Ulla Terkelsen, og jeg var ikke imponeret på samme måde som en dansker, der havde fulgt danske medier hele livet, ville være over at skulle arbejde sammen med hende. For jeg er ikke vokset op med hende. Jeg spurgte: ‘Hvorfor er du ikke gået på pension?’ Hun svarede: ‘Synes du, jeg burde være på pension?’” 

Og det kan man jo ikke mene, Ulla Terkelsens arbejdsindsats taget i betragtning. Men aldersforskellen blev tydelig, da hun spurgte Mirco Reimer-Elster: ‘Er du på sociale medier?’. 

“Jeg svarede: ‘Ja’. Så svarede hun: ‘Du skal ikke tro, du bliver berømt på det!’”

Mellem dansk og tysk 

Berømte er de så begge to nu. Men berømmelsen ændrer ikke på, at Mirco Reimer-Elster må forholde sig til at være både dansk og tysk. 

“Mine forældre taler ikke dansk, men min bedstemor har også gået i dansk skole. Så mit danske var et skolesprog. I andre sammenhænge talte vi tysk med hinanden, det gjorde vi også i frikvartererne eleverne imellem på den danske skole. Men i Slesvig IF, hvor jeg spillede fodbold, var det genialt at bruge det danske sprog, når vi spillede kampe. Så kunne modstanderne ikke forstå, hvad vi råbte”, fortæller Mirco Reimer-Elster, som både er blevet kaldt ‘Speck-Däne’ og ‘Pølsetysker’. 

Så har man da et ben i hver lejr! Han er også fra en generation, hvor det danske mindretals børn kom på ferielejr. Han havde en værtsfamilie, som han var meget glad for på Bornholm. Men han blev kaldt ‘Helmut Hitler’ af de andre danske børn. 

Før han tog til København og studerede, gjorde han sig lidt erfaringer med det danske samfund og arbejdsmarked som handicapmedhjælper i Sønderborg. Her mødte han en dreng fra 9. klasse, som sagde: ‘Du taler mærkeligt dansk’. 

“Jeg troede, han mente accenten. Men det var mit skoledansk. Jeg havde slet ikke de kulturelle referencerammer. Jeg vidste ikke, hvem Nik & Jay var. Samtidig bliver jeg af mine tyske venner kaldt ‘the fake German’. For jeg har aldrig været i en tysk institution. Fra børnehave til universitet har jeg været i danske institutioner. Jeg har ingen tysk uddannelse overhovedet. Men jeg har været pragmatisk og hele tiden overvejet: ‘Hvordan kan jeg mest praktisk bruge det at kunne både dansk og tysk? Jeg brugte det danske meget lidt i Tyskland. I Danmark har jeg så til gengæld de sidste mange år ikke været tysk-tysk. Her bliver jeg efterhånden regnet for at være dansker.” 

Rundet af mindretallet 

Og eftersom han også som voksen har levet i Flensborg med sin familie og haft sin datter i dansk institution i Sydslesvig, så forholder han sig selvfølgelig også stadig til det danske mindretal, han er rundet af. 

“Det er en udfordring i mindretallet, som jeg ser det, at der er en gruppe toneangivende personer, som gerne vil have, at mindretallet groft sagt skal være mere danske end danskerne. Det skaber en ærgerlig dynamik. Da jeg blev student i 2007, var vi på en afsluttende tur til København. Der var nogle få, som skulle til en reception på Københavns Rådhus. Skolen havde valgt en håndfuld elever, som talte totalt flydende dansk. De ville bare have dem, der var fedest at vise frem, men som ikke var særlig repræsentative for vores årgang, endsige Sydslesvig” siger han. 

Mirco Reimer-Elster mener, at man i mindretallet bør stå ved, at tingene er, som de er. 

“Det er min kæphest, at meget altid har været skjult, nok for at sikre tilskuddet. Et spil for galleriet så at sige. Men de mennesker, der sidder i Sydslesvigudvalget, ved jo godt, hvordan det forholder sig i Sydslesvig. Det nytter ikke at skjule, at folk taler meget tysk. Man skal jo være døv for at ikke at konstatere og høre det åbenlyse.”

“Jeg er uenig med dem, der siger: ‘Hellere et mindre, men ægte mindretal’. Det hænger ikke sammen, at magtfulde dele af mindretallet, som går op i rummelighed og tolerance fra flertalssamfundet, er så intolerante og diskriminerende overfor de mange forskellige facetter af det danske mindretal.”

“Jeg er ikke spor bekymret for mindretallets fremtid, så længe man ikke går i Nordkorea-modus og lukker sig om sig selv. Jeg vil til enhver tid slå et slag for, at man også modtager mennesker uden tidligere tilhørsforhold i mindretallet med åbne arme. Jeg er total ligeglad med, om du er kommet til Sydslesvig fra Bayern i går og ikke taler et ord dansk (eller ordentligt tysk for den sags skyld) eller har boet i Sønder Brarup og talt dansk i flere generationer. Velkommen til! Det danske har heldigvis vist sig at have en stærk tiltrækning på tyskere i grænselandet, og det vil jeg meget hellere fokusere på end snakke om angivelige ægte og uægte mindretal. Jeg vil gerne have et ærligt og et åbent mindretal, og den største cadeau, som man efter min mening kan give til et andet land, nemlig Danmark, er da at vokse op i sit hjemland, Tyskland, og aktivt vælge det danske til!” 

Opgraderet 

Således rustet med danskhed var det også i Danmark, Mirco Reimer-Elster valgte at gennemføre sin uddannelse og arbejde for en karriere. I begyndelsen handlede det ikke om Tyskland, men om USA, som er hans helt store fascination. 

“Jeg plejer at sige med et glimt i øjet, at jeg er blevet opgraderet til også at lave Tyskland. Jeg er uddannet i historie og amerikanske studier. Min store faglige interesse er USA. 11. september 2001 var den formative begivenhed for mig. Den blev, hvad 1989 blev for Lykke Friis’ generation”, siger han med henvisning til en anden Tysklandsekspert, den tidligere klima- og energiminister og nuværende direktør for Tænketanken Europa, som er født i 1969.

Hun repræsenterer altså en generation, der i deres ungdom oplevede Berlinmurens fald og voksede op med tro på et bedre, fredeligt, samlet og demokratisk Europa, som kunne vise vejen for resten af verden. 

“Betydningen af 11. september gik først op for mig meget senere. Jeg var 15-16 år dengang og så det lige i tv den dag, så var jeg hurtigt ude at spille fodbold. 2000’erne var mildest talt ikke et fedt årti. Det var præget af et meget pessimistisk syn.”

“Min interesse for USA blev for alvor vækket med Obamas valg i 2008. Der er også sket meget siden. I 2024 står vi overfor en valgkamp med en, der er 80 år gammel, og en, der er fire gange sigtet, blandt andet efter at have opildnet til et stormløb på Kongressen, der kostede mindst syv menneskeliv”. 

I dag er Mirco Reimer-Elster en anerkendt ekspert, både når det kommer til USA og Tyskland. Men han har kæmpet for sit personalekort til TV 2’s redaktion i København. 

På lønningslisten 

“Jeg arbejdede gratis i tre år, når jeg leverede analyser på TV 2 News, og når jeg prøvede at tage det med betaling op, blev det ligesom slået hen. Så fik man at vide, at det var god reklame, og at man i øvrigt ikke aflønner kilder. På den måde mindede jeg mere om en universitetsansat ekspert, der med udgangspunkt i sin faglighed bliver bedt om at analysere situationen og ikke kan forvente betaling for sit arbejde. I realiteten stod jeg så til rådighed for TV 2 i så stor stil, at man i mediebranchen nok havde en formodning om, at jeg var ansat på TV 2 og en form for medarbejder. I realiteten var jeg gratis arbejdskraft.

“Det skaber selvfølgelig en dominoeffekt i mediebranchen, som er meget usund og resulterer i en form for løndumping. Eller som en kollega, som jeg talte med op til præsidentvalget i 2020, formulerede det: “Hvis folk som dig, som er dygtige til at formidle, gør det gratis, hvordan skal vi andre så kunne leve af det?” 

Nu har Mirco Reimer-Elster for længst fået en aftale med TV 2, som han er tilfreds med. 

“Mit Ph.d.-stipendiat finansierede på sin vis i mange år mit gratis analytikervirke, hvilket selvsagt ikke var meningen. I hvert fald indtil præsidentvalget i 2020, hvor TV 2 hyrede mig som fast USA-analytiker. Efter valget i 2020 sagde flere: ‘Du har fået dit store gennembrud’, og jeg tænkte bare ‘ja, på lønkontoen måske, men jeg har altså analyseret amerikansk politik for TV 2 siden 2016 og været på skærmen hundredvis af gange, før jeg fik betaling for det’. Men jo, jeg var da blevet TV 2’s primære analytiker, når det handlede om USA, og det er selvfølgelig et fantastisk job, når man rent faktisk får løn for sit arbejde”. 

Men det lå fjernt for USA-eksperten at skulle beskæftige sig professionelt med Tyskland. 

“Jeg havde aldrig tænkt at skulle arbejde med Tyskland. Min chef på TV 2 spurgte mig i foråret 2021, om jeg ikke ville være Tyskland-analytiker, hvortil jeg i første omgang takkede nej og kom med en række andre, i min bog mere kvalificerede bud. De var dog ‘for tyske’, måtte jeg forstå – hvilket vist var synonym med kedelig – så det endte med, at jeg også blev Tyskland-analytiker, og som noget af det første sagde, at Olaf Scholz ikke ville blive kansler, ellers ville jeg gå fra Hamborg til München. Den gåtur har jeg stadig til gode”, fortæller Mirco Reimer-Elster med et grin. 

Han var nu så rigeligt også Tysklands-ekspert, og ikke kun fordi han kommer fra den anden side af grænsen. Allerede, da han brød igennem som USA-ekspert, arbejdede han som forsker med Tyskland og Den Kolde Krig. 

“Jeg var i Firenze på Europauniversitetet i forbindelse med min Ph.d. Jeg kunne søge et tysk stipendium grundet mit tyske pas eller et dansk stipendium, fordi jeg havde en særlig tilknytning til Danmark og var blevet universitetsuddannet her. Men da jeg havde børn, kunne jeg ikke tage til Firenze og få det til at løbe rundt på et tysk stipendium, så jeg søgte kun det danske stipendie og fik det højst overraskende. Mine tyske kolleger var misundelige. Jeg var tysk statsborger som dem, men jeg fik dobbelt så meget i stipendium, fordi det var dansk. Det var dér, jeg blev til ‘the fake German’. ”

Tyskere og danskere 

Når det kommer til stykket, synes Mirco Reimer-Elster ellers selv, at han har fået det bedste af to verdener. Han har i Flensborg stiftet bekendtskab med de danske børneinstitutioner. Men i København er valget faldet på den tyske skole. 

“Min kone er dansk, og mine børn har kun dansk pas. Men de vokser op tosprogede. Min ældste datter går i første klasse på den tyske skole, Sankt Petri Skole. Hun har gået i Dansk Tysk Børnehus på Frederiksberg. Nogle vil sige, at Sankt Petri Skolen er for tysk, andre vil sige, at den er for lidt tysk. Der er nogle forældre, som kommer fra Tyskland af arbejdsmæssige grunde med børn, der kun kan tysk. Der er børn, som ikke kan tysk, når de starter, og der er blandingsfamilier som vores. Jeg er meget positivt overrasket. Uden Skt. Petri vil det næsten være umuligt at fastholde det tyske sprog, når vi taler dansk derhjemme. På den måde er jeg nu blevet del af to mindretal, både et dansk og et tysk.” 

Professor emeritus Ove Korsgaard siger i en anden artikel her i magasinet, at forholdet mellem danskere og tyskere har udviklet sig fra fjende til broderfolk. Mirco Reimer-Elster er ikke enig 

“Jeg vil ikke bruge ordet broderfolk. Jeg er blevet mest konfronteret med mit tyske opdrag, efter jeg er kommet til Danmark”, siger han.

“Og i øvrigt er uvidenheden i Danmark dertil for stor og interessen for Tyskland fortsat for begrænset. I den forstand er Tyskland nok snarere en stedbror.”

I en fredagsbar på historiestudiet på Københavns Universitet blev han spurgt af en jævnaldrende medstuderende, om han ikke skammede sig over at være tysker. 

“Først forstod jeg ikke spørgsmålet. Så tilføjede han: ‘På grund af det, dit folk har gjort’. Jeg syntes, det var en underlig ting at sige til en tysker, der er født i 1986. Men jeg fik vist svaret, at det var godt, han læste historie, for så kunne det være, han blev klogere”. 

“Skal man se rent analytisk på det, så er der også en varm kartoffel i Sønderjylland med de mange tyskere, der flytter til. I løbet af sommeren var der f.eks. en kronik i Jyllands-Posten, hvori en journalist fra Aabenraa slog et slag for, at ’tysk tilflytning skal holdes i ørerne’. Det er vildt at læse i 2023. På den anden side er det mit indtryk, at ingen sønderjyske borgmestre tør stille sig op og sige, at der også er en frustration i dele af befolkningen over den tyske tilflytning, fordi der er et stort behov for en saltvandsindsprøjtning i form af tilflyttere. Samtidig rumsterer der nok en masse dårlige historiske minder ud over frygten for udfordringen ved integrationen, selvom der er brug for de tyske tilflyttere i Sønderjylland. Men man skal ikke undervurdere, at der er nogen, som er bekymrede”, slutter Genau-værten.