Én, som flittigt har beskrevet den sønderjyske kamp for det danske i de senere år, er Lis Mikkelsen fra Toftlund. Hun bor lige uden for byen. På den anden side af vejen ligger det landbrug, hun og hendes mand, Svend, har drevet.

Hun er dog ikke selv ud af en landbofamilie. Lis Mikkelsen familie er fra Rødekro. Hun kom til Toftlund, da hendes far byggede den lokale biograf i 1953. 

“Vi har haft en lille gård på 32 hektar. Svends far købte den i 1935 med hjælp fra foreningen Landeværnet, der købte jord til unge danskere for at hindre, at jorden kom på tyske hænder. Han kom hertil fra Viborg”, fortæller hun. 

Opvæksten som biografejerens datter har ikke givet hende celluloid i blodet. Tværtimod. 

“Jeg gider ikke se film”, siger hun.

Til gengæld har hun livet igennem haft en stor kærlighed til det skrevne ord. Hun er uddannet på Haderslev Seminarium som dansklærer med musik og håndarbejde. Men hun underviste stort set kun i dansk og var så skolebibliotekar. 

“At være skolebibliotekar var et dejligt arbejde. Der mødte man de bedste elever. Jeg var også lektør og skrev 1250 anslag pr. anmeldelse på de grønne sedler.”

“Jeg blev færdig i 1968. Der var lærermangel dengang. Skoleinspektøren kom cyklende hen til os og spurgte, om jeg ikke ville have jobbet. Jeg var glad for at undervise. Men jeg er også glad for, at jeg ikke er i skolen i dag. Jeg tror, der er meget administration. Og forældre, der blander sig meget”, siger skolelæreren, som for alvor begyndte at skrive, da hun i 2006 gik på pension efter at have været på den samme folkeskole i Toftlund hele sit arbejdsliv.

Hun var dog tæt på at vælge en anden metier.

“Jeg skulle have været journalist. Jeg havde fået en praktikplads på Ekstrabladet. Men det brød mine forældre sig ikke om, og det endte med, at jeg begyndte på seminariet. Jeg har altid haft lyst til at skrive. Jeg skrev kronikker i Jyllands-Posten og fik Jyllands-Postens pris for en kronik om indvandrere i 1990’erne.”

Sønderjyde 

Hun er sønderjyde og bærer på de ting, sønderjyder ofte gør.

“Jeg har bedsteforældre, der var med i Første Verdenskrig, men det var ikke noget, de fortalte om”, siger Lis Mikkelsen.

Hun har altid været interesseret i grænselandets historie. Især i tiden fra 1864 til 1920, hvor Sønderjylland var i udlændighed. 

“Men efter pensioneringen fik jeg lov til at skrive de bøger, jeg altid har haft lyst til at skrive. Jeg kan godt lide at få opgaver. Den tidligere skatteminister og sønderjyske politiker Frode Sørensen ville have mig til at skrive et indlæg i Sønderjysk Månedsskrift om børneasyl. Det blev til en bog.”

Lis Mikkelsens virke som forfatter går hånd i hånd med hendes arbejde som bestyrelsesmedlem i Sprogforeningen.

Hendes seneste bog er ‘Lad de små komme til mig’ om de børn, der blev anbragt i Nordslesvigsk Asyl. Men hun har også skrevet om blandt andet H.P. Hanssens kone, Helene Hanssen, og om kampen for det danske sprog i Sønderjylland i de svære år fra 1864 til 1920.

“Helene Hanssen elskede jeg jo. I 1964 om sommeren var jeg i huset i H.P. Hanssens hjem. Det var hans bror, som fik gården. Så jeg føler, jeg har været lidt tæt på”, fortæller Lis Mikkelsen. 

Opgaven med at skrive bogen kom i forbindelse med et møde i Sprogforeningen. Historikeren Hans Schulz Hansen skulle skrive bogen om H.P. Hanssen. Så sagde Lis Mikkelsen: “Jeg vil gerne skrive om Helene”. 

Det var en opgave, der lå hendes hjerte nær. Hun sidder i lænestolen derhjemme i stuen i Toftlund med bogen om Helene Hanssen foran sig og peger på forsiden med et foto af hende.

“Bare se på hende! Hun ser noget hjemmesyet ud”.

“Hendes mand var en verdensmand i Berlin og færdedes på de fine hoteller og restauranter. Hun interesserede sig tydeligvis ikke for tøj. Hun passede virksomheden og hjemmet. Hun var tit uenig med journalisterne, kan jeg se af korrespondancerne. For H.P. Hanssen var der ingen linje. Det strittede. Helene Hanssen skrev til sin mand, at Anders Lebech, som stod for det redaktionelle, ikke forstod lokalavisen. Der var en stor brand i Aabenraa, men på forsiden af Heimdal var en historie om et kup i Argentina, mens konkurrenten, Flensborg Avis, havde en grundig dækning af branden i Aabenraa.”

Lis Mikkelsen har læst rigtig mange breve, som Helene Hanssen har skrevet til H.P. Hanssen.

“Der lå bunkevis af breve, som hun har skrevet til ham fra 1885 til 1924. Fra 1893 skrev hun hver dag. Jeg følte, at man kiggede lidt ind ad vinduerne. H.P. Hanssen var mild og positiv. Hun havde mere temperament.”

Forfatteren mener, man kan undre sig over, at de to havde så lykkeligt et ægteskab. 

“Men han voksede ikke fra hende, og hun skulle nok få ham pillet ned. Det er sjovt, at alle deres syv døtre kom til at interessere sig for tøj, sko, tasker og frisurer. Det gjorde hun ikke. Hun så igennem de fine falbelader. Hun havde et par håndsyede sko – og et sølvspænde til, når hun skulle ud sammen med ham. 

Skeptisk

“Hun var noget skeptisk overfor folk. Hun kunne gennemskue folk. H.P. Hanssen troede altid godt om andre. Det gjorde hun ikke. Hun skulle overbevises, og det tog tid. Men hun havde også sit at holde styr. Hver fredag skulle hun sikre sig, at der var 240 mark til lønninger. Han havde sin egen økonomi som medlem af Rigsdagen og boede på Hotel von Fürstenhof, som var et meget fint hotel i Berlin dengang.”

Men historien er selvfølgelig så fascinerende, fordi Sønderjylland forblev dansk på grund af H.P. Hanssen, og fordi han sagde, grænsen skulle gå, hvor den går. Og så er der jo en direkte forbindelse til en af Lis Mikkelsens andre bøger ‘Kampen om sproget’.

Avisen Heimdals ophavsmænd var J.P. Junggreen og Henning Matzen. J.P Junggreen var også den første formand for Sprogforeningen, som blev stiftet i 1880. I Sprogforeningen arbejdede han tæt sammen med Christian Frederik Monrad, som var den første leder af bogkomitéen i Sprogforeningen. Skolemanden Monrad er en af hovedpersonerne i ‘Kampen om sproget’.

“Han var systematiker. Han analyserede sig frem til fem punkter, som vi skulle holde fast i for at bevare det danske sprog.

1)   Tilgængeligt læsestof i form af Sprogforeningens læse kasser, som også rummede let materiale som magasiner, og noget til børnene med billeder.

2)   Sangen. Den danske sang skal bruges. Derfor også en sangbog, den blå sangbog

3)   Offentlige forsamlinger, hvor der bliver talt dansk. Foredrag ved gode danske talere.

4)   En dansk presse

5)   Det levende danske ord skal fremmes gennem foredrag”, fortæller Lis Mikkelsen.

Hun fortæller videre om Mathias Andresen, som siden blev formand for Sprogforeningen, at han tog alle Monrads punkter op og fik dem gennemført i arbejdet for at bevare det danske sprog.

“Mathias Andresen var en rigtig skolelærer, som først og fremmest gik op i, hvordan man fik børnene engageret i det danske sprog og den danske kultur. Han var meget glad for Helene Hanssens børn. Og han sørgede for, at der kom et børneblad med i avisen”.

Den seneste bog ‘Lad de små børn komme til mig’ er om de børneasyler, der blev etableret i Nordslesvig for forsømte børn som alternativ til de tysk børnehjem.

“Nordslesvigsk Asylforening for forsømte børn blev lavet som en reaktion på de tyske børnehjem, som var store hjem. Stifteren Jørgen Jacobsen syntes, at det var en forkert måde at samle dem på. Var de svagelige og havde mistet deres forældre, var det bedre, at de var i små hjem.” 

“I Danmark anbragte man ikke i så høj grad børn i store institutioner, det var mere almindeligt at bruge plejefamilier. Han tænkte, det var bedre at sende børn ud at være i familier, og der var jo store familier dengang”.

“Men skulle man bygge de børnehjem alligevel, så var det en bedre løsning end de tyske børnehjem, og der var et stort behov op mod Første Verdenskrig”. 

Arbejdet med bogen ‘Sønderjyske børn ud af ørnens klør’ kom i gang på en anden måde.

“Jeg fik et håndskrevet skrift fra en bekendt, det var Henriette Gubis manuskript. Hun var vandrelærerinde. Der var også meget materiale i rigsarkivet”, fortæller Lis Mikkelsen.

Systematisk

Når hun arbejder med en bog, går hun meget systematisk til værks.

“Jeg laver et tidsskema og sætter de ting ind, jeg finder: Breve, avisklip. Når jeg har hele tidsforløbet, kan jeg skrive det, jeg skal i gang med.”

Hun blev rigtig glad, da forfatteren Linda Lassen henvendte sig om arbejdet med ‘Sønderjyske børn ud af ørnens klør’. Det blev til romanen ‘Men sko må jeg have’ om Henriette Gubi. 

Linda Lassen blev interviewet til magasinet Grænsen om sin bog ‘Den skyldige – en grænselandskrimi’, som finder sted i Sønderborg og trækker tråde til tiden, der rådede i grænselandet lige efter krigen, hvor der var alvorlige spændinger mellem det danske og et tyske.

Kampen for det danske er og var en vigtig kamp, mener Lis Mikkelsen.

“Hvis ikke, de havde bevaret sproget og fået fat i børnene, havde vi ikke været danske. Tyskerne gjorde skolerne meget tyskorienteret.”

Men i dag er en anden og mere forsonlig tid. 

“Da jeg var barn, vidste vi, hvem der var den ene og den anden. I Rødekro handlede vi ikke hos den tyske slagter. I dag er det noget andet. Vi har en tysk borgmester i Tønder Kommune, og det er glimrende. Han er en god og dygtig mand.”

Lis Mikkelsen mener dog stadig, der er ting mellem det danske og det tyske, som det er for tidligt at tage op. 

“Det må vente til kommende generationer”, mener hun.

Hvad de kommende generationer angår, kan hun godt have nogle bekymringer om fremtiden, som intet har det danske og det tyske at gøre. Men om at skriftligheden er ved at forsvinde ud af vores kultur. Mange af de oplysninger, hun har gravet frem i arbejdet med sine bøger, kommer fra brevvekslinger. Men ingen skriver breve mere.

“Ja, hvor skal vi finde det henne. Det findes jo ikke mere? Vi kan godt gemme noget elektronisk. Men vi ved jo alle, hvor svært det er, og hvor let det forsvinder. Vi sender et billede med telefonen i dag. Der er mange andre ting i arkiverne”, siger hun.