Augustenborgske Arvekrav, Det

Arvekrav på den danske trone. Hertug Frederik Christian 2. af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg udarbejdede 1812-13 en fremstilling af sin slægts rettigheder og krav som en yngre linje af det danske kongehus, såfremt den ældre linje af Oldenborgerne skulle uddø. Heri hævdede han, at både Slesvig og Holsten i så fald måtte tilfalde Augustenborgerne, og at monarkiet bedst kunne holdes samlet, hvis Augustenborgerne også overtog den danske krone. Det sidstnævnte ville dog være en klar tilsidesættelse af Kongeloven. Det augustenborgske arvekrav blev ikke offentliggjort, men blev videregivet som et politisk testamente til hans sønner, hertug Christian August 2. og prins Frederik af Nør. 

I 1840'erne blev arvefølgespørgsmålet aktuelt, da kronprins (fra 1848 kong) Frederik (7.) som den sidste oldenborger var barnløs. De to augustenborgske brødre allierede sig med slesvig-holstenerne for at hævde deres arvekrav, som imidlertid blev klart afvist i 1846 af Christian 8. i Det Åbne Brev. Efter deltagelsen i Treårskrigen 1848-50 blev Augustenborgerne landsforviste. 

Christian August 2.s søn, prins Frederik påberåbte sig efter kong Frederik 7.s død i 1863 det augustenborgske arvekrav på Slesvig og Holsten, men blev hurtigt udmanøvreret af Bismarck. En sidste debat om arvekravet opstod 1880-81, da den augustenborgske prinsesse Auguste Viktoria skulle giftes med prins Wilhelm af Preussen. Hendes bror, hertug Ernst Günther, måtte frasige sig enhver form for arvekrav ved denne lejlighed.

Af Hans Schultz Hansen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.