Kommunalreformen

Den indtil da største reform af det danske kommunestyre. Reformen betød, at man på landsplan gik fra ca. 1.300 sognekommuner og 86 købstadskommuner til 277 kommuner, og fra 25 amter til 14. Skelnen mellem landkommuner og købstæder blev afskaffet, de hed nu alle primærkommuner.

For Sønderjyllands vedkommende betød kommunereformen, at man gik fra 103 til 23 kommuner og fra fire amter til et amt, Sønderjyllands amt. 

Kommunereformen skyldtes den drastiske ændring i erhvervs- og befolkningsfordelingen i Danmark, der ændrede sig voldsomt i 1950’erne. Mens især de store købstæder tiltrak nye indbyggere og dermed voksede kraftigt, var mange landkommuners befolkningstal stagnerede eller ligefrem faldende. For både at kunne håndtere de voksende administrative opgaver for købstædernes vedkommende og for at have det nødvendige skattemæssige grundlag til at finansiere en effektiv service til alle kommunes borgere blev det besluttet, at en kommune ikke kunne have færre end 5.000-6.000 indbyggere, hvilket blev vurderet til at være et tilstrækkelig grundlag for en egen skole og et alderdomshjem. 

Købstædernes sygehuse og gymnasier blev overført til amterne, som overtog tilsynet hermed.