Det har Grundloven betydet for grænselandet

Af Poul Struve Nielsen

I dag er det ikke bare Grundlovsdag. Det er 175-års jubilæet for Danmarks Rige Grundlov, eller Junigrundloven, som den også kaldes. Med Grundloven begyndte den danske udvikling mod demokrati, men den splittede også den danske helstat, for den gjaldt ikke hertugdømmerne syd for Kongeåen, og da den blev suppleret med Novemberforfatningen i 1863 bar det kimen til krigen og nederlaget til Preussen og Østrig i 1864 med tabet af Slesvig til følge.

Det har historiker Jens Lei Wendel-Hansen skrevet om i sin bog ’De træer de drypper endnu: 1864 i dansk politik’, der udkom i 2023. Han tager tråden med Grundloven op i en helt ny bog: ’Grundtvig og Grundloven’, der netop er udgivet af Center for Grundtvigforskning på Aarhus Universitet.

”Junigrundloven betyder overordnet set to ting. Der er både den nationale sag, som er vigtig. Men også den konstitutionelle. Grundloven giver valgret og medindflydelse på lovgivningen og danner grundlag for vores demokrati. Men tanken var oprindeligt i lige så høj grad at definere grænserne for den danske nation. Den hedder Danmarks Riges Grundlov, og det var accepteret blandt de nationalliberale kræfter, at Danmarks Rige gik til Ejderen, så alene i navnet ligger håbet om at forene Danmark og Slesvig. Derfor bliver grundloven et samlende projekt”, siger han.

Det lykkes de nationalliberale så ikke med.

”Man vinder ganske vist Treårskrigen (Den Første Slesvigske Krig), men det er stormagterne, der udlægger, hvordan sejren skal tolkes. England, Frankrig og Rusland pålægger den danske regering, at man skal få helstaten til at fungere helt til Elben, altså Danmark nord for Kongeåen samt hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. Og så nytter det ikke, at man har en grundlov, som kun gælder til Ejderen. Da man bliver dikteret, at Danmarks Rige Grundlov kun må gælde til Kongeåen, så prøver man at lave en overbygning, en fællesforfatning, som gælder helt til Elben eller i hvert fald så langt som muligt. Det arbejdes der på op mod 1864”, fortæller Jens Lei Wendel-Hansen.

Man magter ikke at få denne fællesforfatning til at gælde for mere end Danmark og Slesvig, og dette er anledning nok for Preussen til at erklære krig i 1864, og stormagterne greb ikke ind, idet Danmark jo ikke havde holdt sammen på helstaten som lovet.

”Det går galt i 1864, fordi - enkelt sagt – at den nationale bevægelse både i de danske og de tyske områder bliver så stærk, at man ikke kan få tingene til at hænge sammen. Navnlig efter Treårskrigen er der ikke meget politisk velvilje. Holsten og Lauenborg trækker sig med Det Tyske Forbunds støtte fra helstaten, idet Novemberforfatningen for Danmark og Slesvig tolkes derhen, at man opgiver helstatstanken fuldstændig.”

Nu er der jo også meget fokus på præsten og salmedigteren Nikolaj Frederiks Severin Grundtvig i år, blandt andet med en tv-serie på DR om manden, der satte tanker på, hvordan folkeoplysning er forudsætningen for, at vi kan formes som demokratiske danskere. Og som nævnt har Jens Lei Wendel-Hansen skrevet bogen om ’Grundtvig og Grundloven’ i anledning af lovens 175-års jubilæum.

”Grundtvig har hele tiden stået på, at for at Grundloven skal komme til at virke med alt det her medbestemmelse, så er man nødt til at uddanne befolkningen. Det er der, højskolerne kommer ind i billedet. De er med til at skabe den folkeoplysende, samlende, virksomme og dygtige stat,” fortæller han.

Efter 1864 spredte højskolerne sig hastigt over hele landet, og nu bliver der undervist i dansk litteratur, kultur og historie. Der sker en uddannelse og en dannelse af landbefolkningen.

”Danskerne kommer til at stå sammen som folk, kende sin historie, og derudover indebærer bevægelsen også som en slags manen til genrejsning af nationen, hvilket skal forstås meget bredt. Man får opdyrket heden, bygget jernbaner, andelsmejerier, andelsslagterier og så videre”. 

”I alt det bliver Grundtvig brugt som navn. Han dør i 1872 og er ikke selv videre engageret i selve højskolebevægelsen, men det er hans ideer, den er baseret på. Det bliver hans tanker, der kan danne grundlag for den nationale folkeoplysning og genrejsning – i en fredsommelig form,” slutter Jens Lei Wendel-Hansen.