Opråb forud for oprettelsen af Nordslesvigsk Skoleforeningen, november 1892
I 1880 var Sprogforeningen blevet oprettet med ønsket om styrkelse af det danske sprog. I 1892 fulgte Den nordslesvigske Skoleforeningen (senere kaldt Sønderjysk Skoleforening), der ønskede at sikre undervisningen i dansk. Dette skete bl.a. gennem ansættelsen af vandrelærere.
Opråbet blev underskrevet af 64 ledende personer i den nationale kamp. Det blev bragt i en række dagblade i Nordslesvig.
Vort modersmål er nu snart fuldstændig fortrængt af den offentlige skole, vore privatskoler er lukkede og man forbyder os at lade vore børn undervise i kongerigske skoler. Disse sørgelige skoleforhold må ganske naturligt opfordre alle danske forældre til af al kraft at værne om den rest af dansk, der endnu er tilbage i folkeskolen, til at tage energisk fat på dansk undervisning i hjemmene, og til i så stor udstrækning som muligt at sørge for ungdommens undervisning i dansk, efter at skolepligten er ophørt.
En forening, som kan lede, spore og støtte arbejdet i disse retninger, vil efter vore mening kunne gjøre et velsignelsesrigt arbejde og danne et betydningsfuldt led i den nationale forsvarskamp, der er bleven os påtvungen.
Vi indbyde derfor vore meningsfæller til et offentligt møde hos gjæstgiver Aabling i Skærbæk onsdagen den 30. november, efterm. kl. 3 for at rådslå om, henholdsvis oprette en almindelig skoleforening for Nordslesvig.
Kildehenvisning:
Quellen zur Geschichte der deutsch-dänischen Grenzregion /Kilder til den dansk-tyske grænseregions historie III. Der nationale Gegensatz /De nationale modsætninger 1864-1914. Flensburg/Aabenraa 1996, s. 293-295.