Se alle arrangementer

Forfatteraften med Anna Elisabeth Jessen

Anna Elisabeth Jessen fortæller om sin sønderjyske trilogi med hovedvægt på sin nyeste udgivelse, romanen Verdensport. 

 

Forfatteren Anna Elisabeth Jessen

Forfatteren Anna Elisabeth Jessen

Gyldendal Presse

Forfatteren Anna Elisabeth Jessen modtog i 2024 Sprogforeningens Sprog- og Kulturpris på Folkehjem i Aabenraa for sine sønderjyske romaner.

Grænseforeningen inviterer i samarbejde med Viborg Bibliotekerne til forfatteraften med Anna Elisabeth Jessen, hvor hun vil fortælle om hele sin sønderjyske romantrilogi, hvis første bind er Om hundrede år og andet bind Hjemsted, men hun lægger denne aften  hovedvægten på den tredje og seneste roman Verdensport og løfter måske også  sløret for sin næste roman, der udkommer i 2026.

I  Anna Elisabeth Jessens  verdensomspændende roman Verdensport krydser menneskeskæbner hinanden i et stormfuldt dansk-tysk erhvervseventyr, der starter i Sønderjylland 1937. De to skibsrederfamilier Hassel og Nielsen har vind i sejlene. Skibsfarten på verdenshavene blomstrer, og familierne ejer fornemme villaer og palæer i både Danmark og Fjernøsten. Det er driftige folk, der forstår at navigere, også da verdenskrigen kommer med nye fronter og fjender – og venner.
I krigsårene bor to drenge under samme tag i familien Nielsens villa i Shanghai. Dansk-tyske Georg er sønnen i huset og en af arvingerne til dynastiet; kinesiske Hai Song er familien Nielsens teaboy. En polsk pige, Eva, arbejder også i huset, men pludselig en dag er hun væk.
De næste 80 år udfoldes konsekvenserne af de dramatiske og ikke mindst de hemmeligholdte begivenheder i krigens skygge. Sporene fører kloden rundt: fra Shanghai til Lissabon, fra Hong Kong til København, fra New York til Costa del Sol – og tilbage til Sønderjylland, hvor det hele begyndte. Og fortsætter.