"En ydmygelse for vort folk og en grænseløs sorg..."

Denne artikel bringes med tilladelse fra forfatteren og magasinet ”Genforeningen 100 år. 1920-2020”, der er udgivet af Museum Sønderjylland. Magasinet præsenterer en række artikler med nye vinkler på Genforeningen og ikke mindst mange hidtil ukendte fotos fra begivenhederne i Sønderjylland og Danmark.

Af René Rasmussen

Redaktør Ernst Christiansen, Flensborg Avis, gik benhårdt efter en grænse ved Danevirke. Efter den tabte afstemning i 2. zone (Mellemslesvig) blev han den samlende figur i Flensborg-hjem-bevægelsen, men da også det glippede, stod han foran en afgørende beslutning: Skulle han give op? Eller skulle han fortsætte kampen for en sydligere grænse?

Strandet uden for landets grænser

Mens H.P. Hanssen den 17. november 1918 talte til den store forsamling foran Folkehjem i Aabenraa, var Ernst Christiansen stadig undervejs hjem fra krigen. Til daglig var han chefredaktør for Flensborg Avis, men siden 1916 havde han fristet en mere ydmyg tilværelse som armeringssoldat (arbejdssoldat). Denne novembersøndag befandt han sig ved Sombreffe, dybt inde i Belgien. Her ventede han stadig på, at det skulle blive hans og regimentets tur til at påbegynde den knap 300 kilometer lange hjemmarch til kasernen. I sin dagbog skriver han: ”Hundekoldt. Kedeligt. Kan vi dog ikke snart komme af Sted! Masser af Tropper er mar­cherede forbi os.”

Mens de mange andre soldater var på march hjemad, hang Ernst Christiansen stadig fast i Belgien. Men det havde hastværk: Kun 15 dage, regnet fra våbenstilstandsdagen den 11. november 1918, havde de tyske soldater til at forlade de besatte områder af Frankrig og Belgien, hvis de ikke ville i krigsfangenskab. Og skete det, så vidste kun guderne, hvornår de ville komme hjem.

På mange måder blev dette sindbilledet på, hvordan Ernst Christiansen senere skulle opfatte afstemningerne i Sønderjylland: Mens Nordslesvig kom sikkert hjem, nåede Sydslesvig det ikke i tide.

Selv nåede Ernst Christiansen det lige akkurat: Den 19. november 1918 var der afmarch, og endelig, den 26. november 1918, passerede han den tyske grænse i sidste øjeblik, inden tidsfristen udløb. Yderligere mange dages march ventede forude, inden Ernst Christiansen kunne komme med et tog nordpå. Sent den 10. december 1918 ankom han til banegården i Flensborg, hvor familien ventede:

”Jeg nærmer mig Udgangen. En lille Fyr stikker sin Haand i min, en Mor er der med glade Øjne. En stor lille Pige spørger: – Hvem er det endnu, Mor? Er det en Far! hvorefter hun tager min anden Haand.

Vi følges hjem igennem de svagt oplyste Gader. De første Ord falder om, at stærke Kræfter nordfra søger at forhindre, at vor By og Sankelmark og Isted og Danevirke kommer med hjem til Danmark. Vantro slaar jeg det hen! I Morgen! Nu maa jeg have Lov til kun at være glad! I Dag er jeg naaet hjem fra Krigen.”

Danevirke-standpunktet

Straks den følgende dag kastede Ernst Christiansen sig ind i afstemningskampen. Da havde H.P. Hanssen for længst fået vedtaget, at 1. zone – Nordslesvig – skulle stemme, men Mellemslesvig fik dog mulighed for at kræve det samme. En underskriftsindsamling for en afstemning i Flensborg og Mellemslesvig var allerede i fuld gang. Den opnåede inden jul 4.300 underskrifter og gav grundlag for også at rejse kravet om afstemning i det, der skulle blive 2. afstemningszone.

Men for Ernst Christiansen var dette ikke nok. Han sluttede sig til den lille, men ret indflydelsesrige gruppe af meget nationalt sindede mænd i Danmark, der satte alt ind på en grænse ved Danevirke.  De forkastede det demokratiske grundlag, som den danske bevægelse i Sønderjylland havde ført sin nationalitetskamp på siden 1866. Det baserede sig hverken på Paragraf 5 i Pragfreden eller på det mere generelle princip om folkenes selvbestemmelsesret, der dannede grundlag for mange nye europæiske grænser efter 1919. Danevirke-standpunktet baserede sig derimod på forestillinger om hele Slesvig som dansk folkegrund: Slesvig var ifølge denne tankegang dansk så langt historien rakte tilbage – og det var slesvigerne også, uanset om de aktuelt følte sig som danske eller ej, og uanset om de ønskede at komme til Danmark eller ej. En grænse Slien-Dannevirke-Frederiksstad ville ifølge denne tankegang være fuldt retfærdig, også uden afstemning, for når først hele Slesvig var blevet en del af Danmark, ville befolkningen hurtigt besinde sig på sin iboende danskhed. En egentlig afstemning i Mellemslesvig kunne, mente Ernst Christiansen, desuden heller ikke blive retfærdig, fordi en virkelig fyldestgørende oplysningskampagne om Danmark slet ikke ville kunne gennemføres pga. den korte tid, der var til rådighed, og pga. tysk tryk.

I Flensborg Avis fik Danevirke-bevægelsen et slagkraftigt redskab. Avisen var langt den største danske avis i Nordslesvig, og med et dagligt oplag på op imod 14.000 eksemplarer i 1919 kunne den endda måle sig med mange af de største provinsaviser i Danmark. Flensborg Avis fik under afstemningskampen i brede kredse status som en dansk skanse. Men det var en meget fremskudt skanse, for mere end 90% af oplaget blev solgt i 1. afstemningszone og nord for Kongeåen.

”Da brast Flensborg af din hånd, Christiansen!”

Flensborg-folkene, der ønskede at koncentrere kræfterne om den gamle hovedby og dens nærmeste opland, var ikke utilbøjelige til at mene, at Ernst Christiansens stædige fastholden ved Danevirke i sidste ende medvirkede til tabet af Flensborg.

På et møde i Askov den 4.-5. januar 1919, hvor de stridende sønderjyder og deres danske støtter forsøgte at opnå et kompromis, fastholdt Ernst Christiansen sit standpunkt – hvad der fik Hans Jefsen Christensen, en mangeårig kampfælle af Ernst Christiansen, til halvhøjt at udbryde de bevingede ord: “Da brast Flensborg af din hånd, Christiansen!” Oppositionen til H.P. Hanssen og Aabenraa-folkene blev delt – og dermed svækket.

Ufortrødent kastede Ernst Christiansen al sin energi ind i afstemningskampen i Mellemslesvig, men han gav tiltagende udtryk for bitterhed over at være nødt til at kæmpe på to fronter: Mod de tyske modstandere og mod Aabenraa-folkene og den danske regering. Navnlig den danske regerings afvisning af en 3. afstemningszone og regeringens og Den Nordslesvigske Vælgerforenings forbeholdne opbakning til Flensborg og 2. zone betragtede Ernst Christiansen som et kolossalt nationalt svigt og som en hovedårsag til afstemningsnederlaget i 1920.

Natten efter afstemningsnederlaget den 14. marts 1920 betroede Ernst Christiansen dagbogen sine tanker:

“De første efterretninger kommer, dybt nedslående fra landet. Angel, højderyggen, vestkysten, alt reves omkuld af strømmen sydfra ... Der bliver stigende tummel på gaden, sort på torvet, nidviser, truende fagter, brus af stemmer. … Klokkerne runger tysk sejr over hele vor gamle by; den bitreste af de preussiske sejre i vort land. En sten klinger gennem ruden. … Pinligt ikke at kunne være alene. Hylene lyder udenfor, som om alle onde ånder var slupne løs ... Bittert som dansk Flensborger at opleve dette ... En ydmygelse for vort folk og en grænseløs sorg… ”

”Hans majestæt kongen har sagt mig… ”

Straks den følgende dag hastede Ernst Christiansen med bil og tog til København, hvor stemningen for at tage Flensborg med til Danmark på trods af det klare afstemningsresultat var på kogepunktet. Dødtræt ankom han til hovedbanegården, hvor studentersangerne i spidsen for en begejstret menneskemængde tog imod og bar ham i guldstol hele vejen ned gennem Strøget til Amalienborg. Det er immervæk en strækning på små tre kilometer! Stadig i guldstol og under taktfaste råb fra mængden: ”Flensborg hjem! Ned med Zahle!” ankom Ernst Christiansen til en fyldt Amalienborg Slotsplads: ”Langsomt bares han gennem folkemasserne helt hen foran døren til kongefamiliens værelser. Og i samme øjeblik, han var nået frem, lukkede kongen døren op og stod her over for Flensborgs trofaste forkæmper og mange tusinde mennesker, som hilste hans majestæt med brusende jubel.”

Hvad de to sagde til hinanden, kan vi ikke sige med sikkerhed. I Nationaltidendes gengivelse sagde Ernst Christiansen: ”Vi dernede har … lige fra vi lærte at tale dansk af vore forældre, været tro mod Danmark. Vi har gennemlevet mange års undertrykkelse, de forfærdelige krigsår, den hårde kamp siden krigen hørte op. Nu står vi over for afgørelsen. På tusinder af jævne danske mænds og kvinders vegne beder jeg om, at vi ikke må blive efterladte i elendighed. Jeg lægger vor sag i Danmarks konges og det danske folks hænder.”

Kongen udtalte sin fortrøstning om, at den internationale kommission nok skulle løse denne sag på en tilfredsstillende måde, og Ernst Christiansen afsluttede demonstrationen med at tale til mængden: ”Hans majestæt kongen har sagt mig, at der er udsigt til den løsning af vor sag, vi alle håber på.” Efter et møde i Statsrådet blev det dog dementeret, at kongen skulle have givet Ernst Christiansen sin tilslutning. At kongen var af samme mening som Ernst Christiansen, er der dog næppe tvivl om. Få uger senere udløste Christian den 10. påskekrisen, da han afskedigede ministeriet Zahle.

Internationalisering?

Men heller ikke den nye Venstre-ministerium Neergaard, der var komme til efter påskekrise og nyvalg, ville strække sig længere end til uforpligtende støtte til mellemslesvigernes bestræbelser på at få internationaliseret 2. afstemningszone. Som medlem af en lille mellemslesvigsk delegation rejste Ernst Christiansen i maj 1920 til Paris for at gøre et sidste forsøg på at undgå Flensborgs og Mellemslesvigs genindlemmelse i Det tyske Rige. Målet var nu, at området skulle internationaliseres under Folkeforbundet– enten som Danzig eller Saar. Delegationen søgte foretræde både i Paris og London, men på trods af alle anstrengelser var der ikke mere at gøre. Ernst Christiansen fremmanede en fremtid for de dansksindede mellemslesvigere i dystreste farver: Det ville blive meget værre end under preussisk styre. ”Alle de tusinder, som åbent har bekendt deres sindelag, deltaget i den danske bevægelse, vist danske farver i vinduerne og hejst det danske flag, – alle disse mennesker vil nu blive udsat for tyskernes hævn og der vil ikke være andet at gøre end at udvandre.”

Da det sidste håb i maj 1920 brast, blev Ernst Christiansen hensat i fortvivlelse. Han befandt sig på daværende tidspunkt i Paris, og Franz von Jessen, Nationaltidendes korrespondent i Frankrig, oplevede, hvordan han “kastede sig på en divan, borede hovedet ned i en pude og rystede som i feber; da han atter rejste sig, sagde han med dirrende stemme: Vi må bort fra Flensborg, alle sammen, også Flensborg Avis”.

Men efter at have besindet sig, besluttede Ernst Christiansen sig for, at både han og Flensborg Avis måtte og skulle blive og fortsætte kampen for at stride også resten af Slesvig ”hjem” til Danmark.

Fremtidsmålet: Vækkelse i Sydslesvig og samling i Danmark

Det blev Ernst Christiansens grundopfattelse, at afstemningen den 14. marts 1920 egentlig var kommet for tidligt. Han mente, at den mellemslesvigske befolkning var nået at komme i nationalt skred, der dog endnu ikke havde nået sin fulde udstrækning, da afstemningerne fandt sted. Der havde ikke været tid nok til at overbevise mellemslesvigerne om, at de egentlig var danske. Opgaven var påbegyndt, men endnu ikke fuldført. Og hvis ikke han skulle fuldføre den, hvem skulle så?

En væsentlig årsag til afstemningsnederlaget var ifølge Ernst Christiansen, at han havde måttet føre krig på to fronter: Dels imod tyskerne i arbejdet for at overbevise slesvigerne om, at de burde stemme dansk; dels imod den danske regering og de kredse i Kongeriget og i Nordslesvig, der så på mellemslesvigernes nye danskhed med mistro. Ifølge Ernst Christiansen betød den danske regerings og store dele af det danske folks lunkne eller endda direkte afvisende holdning, at der var opstået en fornemmelse af, at Danmark i grunden slet ikke ville have Sydslesvig. Uden støtte og opbakning fra Danmark, kunne kampen i Slesvig ikke føres til sejr. Dette blev en afgørende erfaring for Ernst Christiansen.

Man kunne heller ikke basere sit ønske alene på Danmarks historiske ret til hele Slesvig, uanset befolkningens øjeblikkelige nationale sindelag, således som flere af de mere fundamentalistisk indstillede i Dannevirke-bevægelsen lagde op til. Situationen var nu en ganske anden, og sammenholdt med erkendelsen af, at strategien fra afstemningskampen i 1920 havde slået fejl, måtte den ifølge Ernst Christiansen følgelig ændres. Uden et aktivt udtrykt ønske fra sydslesvigerne selv gik det ikke. Sydslesvigerne måtte vækkes for danskheden, således at deres nationale sindelag kom i overensstemmelse med deres afstamning. Samtidig skulle danskerne forberedes på at være rede til at tage imod deres landsmænd, når tiden var inde.

Der var altså behov for national oplysning i Sydslesvig og national samling i Danmark. Han tog derfor fat på at organisere både mindretallet i Den slesvigske Forening og den danske befolkning i Danmark i Grænseforeningen. Ernst Christiansen gik ind for en stærk centralisering af arbejdet på begge sider af grænsen. Han ville derved selv komme til at indtage en nøglestilling i dette arbejde. Og selvom organisationen både i Danmark og i Sydslesvig blev betydeligt mindre centraliseret, end Ernst Christiansen havde ønsket sig, så blev han alligevel den helt dominerende person i organiseringen af mindretallet, og Flensborg Avis’ redaktion blev det danske mindretals kommandocentral.

Hvis det var lykkedes at få Flensborg og nærmeste omegn med til Danmark, ville det formentlig have betydet enden på danskheden i Sydslesvig. Uden Flensborg ville der ikke have været flere danske tilbage i Sydslesvig, end at de billedligt talt ville have kunnet forsamles omkring et kaffebord. Nu var der med den forholdsvis stærke og velorganiserede danskhed i Flensborg et udgangspunkt for det videre arbejde. Målet var stadig en grænse ved Danevirke. Men nu var perspektivet skudt ud i en uvis fremtid.

Læs mere: 

Troels Fink: Da Sønderjylland blev delt I-III. Aabenraa, 1979.

René Rasmussen: Front og bro. Flensborg Avis i spil mellem Danmark og Tyskland 1930-1945, 2005.