Tilbage til nyhedsliste

Genforeningsdagen fejres i medierne

12. juni 2020

Både DR og TV2 og en række aviser sætter fokus på 100-året for Genforeningen i dagene omkring mandag den 15. juni, Genforeningsdagen. Dagen har kun sjældent tidligere været særligt fejret, siger museumsinspektør René Rasmussen, Museum Sønderjylland

I anledning af Genforeningsdagen den 15. juni bringer DR1 mandag et interview med dronning Margrethe om hendes forhold til Genforeningen og Sønderjylland. Også TV2 vil på næste søndag den 21. juni bringe et interview med H.M. Dronningen i anledning af Genforeningsdagen.

I anledning af Genforeningsdagen den 15. juni bringer DR1 mandag et interview med dronning Margrethe om hendes forhold til Genforeningen og Sønderjylland. Også TV2 vil på næste søndag den 21. juni bringe et interview med H.M. Dronningen i anledning af Genforeningsdagen.

Foto: Kim Refslund/DR

En række landsdækkende medier sætter fokus på 100-året for Genforeningen i dagene omkring mandag den 15. juni, Genforeningsdagen, da Sønderjyllands genforening med Danmark officielt trådte i kraft i 1920. Den 15. juni vil også være dagen, da den dansk-tyske grænse bliver genåbnet, så danskere igen kan rejse til Danmark, og slesvig-holstenere og tyske turister igen kan rejse til Danmark.

DR1 sender live fra Dybbøl på mandag kl. 20-21 med Kåre Quist som vært i en udsendelse, hvor der vil være interview og musik fra scenen. Bl.a. vil statsminister Mette Frederiksen holde en tale om Genforeningen, og der vil blive bragt et interview med Dronning Margrethe, der fortæller om sit forhold til Sønderjylland.  

TV2 vil fra på mandag og ugen ud også berette om Genforeningen i programmet ’Go’ Morgen Danmark’. Næste søndag den 21. juni bringes et interview med dronning Margrethe, der interviewes af Cecilie Frøkjær.

Museumsinspektør René Rasmussen, Museum Sønderjylland, forklarer, at Genforeningsdagen egentlig ikke historisk har haft så stor en folkelig betydning, fordi den har stået i skyggen af to andre datoer: Afstemningsdagen den 10. februar 1920 og 10. juli 1920, som var dagen, hvor kong Christian 10. red over den gamle grænse ved Kongeåen.  

”Jeg tror, man kan sige, at Genforeningsdagen den 15. juni er blevet klemt lidt mellem de andre to datoer. Sønderjyderne har først og fremmest taget 10. februar til sig som markeringsdag, da det var her, de selv havde indflydelse på begivenhederne, og selv var med til at stemme deres landsdel ’hjem’. Det står jo i skarp kontrast til 15. juni, hvor tingene i høj grad foregik på de bonede gulve i Paris”, siger René Rasmussen med henvisning til det internationale ambassadørråd, der ved et møde i den franske hovedstad den 15. juni 1920 notificerede aftalen om en ny dansk-tyske grænse. Aftalen gav Danmark territoriel kontrol over 1. zone, men endnu ikke suverænitet. Det skete først nogle uger senere med tilbagevirkende kraft til den 15. juni.

”At Sønderjylland nu var blevet dansk, var der altså ikke mange sønderjyder, der opdagede på selve dagen. Først ved midnatstid gik det op for folk helt tæt på grænsen i Skodborg, at der var sket noget, og der blev holdt nogle improviserede fester med bål og taler, tilføjer René Rasmussen.

I 2021 bliver der også fornyet opmærksomhed om Genforeningsdagen den 15. juni. Det vil nemlig være i dagene omkring den 15. juni, at H.M. Dronningen og den kongelige familie besøger Sønderjylland og deltager i Folkefesten på Dybbøl Banke, der skulle have været afholdt 9.-12. juli i år.

”Den 15. juni er måske en mere praktisk dato fra et festsynspunkt. Det ligger ikke i sommerferien, hvor mange er ude at rejse”, siger René Rasmussen, der ser frem til at indhente den officielle fejring af 100-året for Genforeningen til næste år.