Tilbage til nyhedsliste

Grænseforeningen Ungdom samler rekordmange frivillige på Roskilde Festival

28. juni 2024

Mere end 230 frivillige deltager i arbejdet, når Grænseforeningen Ungdom (GFU) igen i år har ansvaret for en pantbod på Roskilde Festival. Det er ny rekord for foreningen.

Grænseforeningen Ungdom (GFU) havde i 2023 samlet 175 frivillige til arbejdet i pantboden.

Grænseforeningen Ungdom (GFU) havde i 2023 samlet 175 frivillige til arbejdet i pantboden.

Foto: Grænseforeningen

Af Alexander Leicht Rygaard

Der bliver nok at se til for Grænseforeningen Ungdom (GFU), når årets Roskilde Festival begynder lørdag.

Igen i år har foreningen ansvar for en pantbod, hvor de mange øldåser, shotsrør og flasker fra campingområdet håndteres, og det bliver med et rekordhøjt antal frivillige i ryggen. 

Mere end 230 frivillige er tilmeldt, hvilket er knap 60 mere end i 2023. 

”Det er megafedt, at vi er lykkes med at samle så mange unge frivillige, der alle bidrager til at få Roskilde Festival til at køre. Det viser mig, at det er et attraktivt fællesskab, vi har fået stablet på benene i pantboden”, siger Bo Sösemann, der er formand for GFU.

Bo Sösemann tilføjer, at der er flere årsager til det rekordhøje antal frivillige. For det første bliver der kun tre pantboder på årets Roskilde Festival, hvilket er to færre end i 2023. At GFU så har fået lov til at bestyre en af de tre pantboder, ser Bo Sösemann som et cadeau til det stykke arbejde, foreningen har udrettet, siden man i 2007 var med for første gang. 

”Det er min klare fornemmelse, at festivalen er meget glade for det arbejde, vi udfører. Og vi er meget glade for den tillid. Det er en vigtig opgave at være med til at gøre festivalen så bæredygtig som muligt”, siger Bo Sösemann.

Knap 75 af de frivillige kommer fra det danske mindretal i Sydslesvig. 

”At vi er så mange fra grænselandet betyder, at mindretallet også bliver en del af festivalen. Flere får at vide, hvem vi er, og vi kan tale med folk om, hvad det vil sige at have en identitet, der er påvirket af flere kulturer. Det kan både være ude på festivalområderne eller i vores fællestelt Valhalla, hvor de mange frivillige kan hygge sig mellem vagterne og drikke kaffe eller en øl og tale sammen”, siger Bo Sösemann.

Udover de unge fra Sydslesvig er der mere end 15 nationaliteter repræsenteret i pantboden på Roskilde Festival.

Arbejdet i pantboden centrerer sig om to opgaver. For det første skal den store pantmaskine, der indsamler pantdåser, håndteres. Og så skal festivalens genbrugskrus og -kander med mere sorteres manuelt.

Indsatsen på Roskilde Festival er vigtig for GFU’s økonomi. Festivalen udbetaler nemlig et beløb for det antal frivillige, man har samlet til arbejdet. Her går overskuddet til GFU’s arrangementer resten af året.