Tilbage til nyhedsliste

Internationalt højskoleophold i grænselandet er skudt i gang

4. april 2022

Det internationale kursus Minority Changemaker Programme er i forrige uge skudt i gang på Jaruplund Højskole. I alt deltager 21 unge europæere med 12 forskellige nationaliteter i 13 uger.

21 unge europæere skal i de næste tre måneder deltaget i det internationale kursus Minority Changemaker Programme på Jaruplund Højskole, der sætter fokus på mindretalsrettigheder i Europa.

21 unge europæere skal i de næste tre måneder deltaget i det internationale kursus Minority Changemaker Programme på Jaruplund Højskole, der sætter fokus på mindretalsrettigheder i Europa. Her ses 17 af deltagerne.

Foto: Ole Præstkær Jørgensen/Dansk Skoleforening for Sydslesvig

Det internationale kursus Minority Changemaker Programme (MCP) er i sidste uge blevet skudt i gang på Jaruplund Højskole, der er en dansk højskole i Sydslesvig. I alt har 21 unge europæere med 12 forskellige nationaliteter meldt sig til det 13 uger lange kursus, der sætter fokus på mindretalsrettigheder i Europa.

Maria Lindahl Strøm, der er projektleder for MCP i Grænseforeningen, glæder sig over, at kurset nu er skudt i gang.

”Det har været en meget intens første uge for deltagerne, der jo kommer fra forskellige lande og har forskellige baggrunde. Nogle kommer selv fra nationale mindretal, andre har stor interesse for mindretallenes forhold. Nu glæder vi os til for alvor at komme i gang med kurset”, siger Maria Lindahl Strøm, der fortæller, at der indtil nu har været fokus på at ryste deltagerne sammen og give dem et indtryk af det område, de skal bo i de næste tre måneder.

Det er Grænseforeningen, der står bag kurset i tæt samarbejde med Jaruplund Højskole, Center for Grænseregionsforskning på Syddansk Universitet og den europæiske mindretalsorganisation Youth of European Nationalities (YEN).

Tanken er, at deltagerne skal blive uddannet til forandringsagenter for mindretalspolitik. Det fortæller direktør Hanne Sundin, Grænseforeningen.

”Minority Changemaker Programme er et kursus for og om mindretal, som giver unge europæere indblik i deres kontinents mangfoldige historie. Mindretalspolitik er fredspolitik, og kursisterne bliver her uddannet til at være forandringsagenter, der senere kan engagere sig for fredelig sameksistens mellem mindretal og flertalsbefolkningen i deres hjemlande og i Europa. Udgangspunktet for kurset kunne ikke være bedre, for hvad mindretalspolitik angår, har vi virkelig noget at vise frem i det dansk-tyske grænseland”, siger Hanne Sundin i en pressemeddelelse.  

Lektor Marin Klatt, Center for Grænseregionsforskning ved Syddansk Universitet, der selv står for den akademiske undervisning på kurset, understreger, at kursets fokus er yderst relevant i disse tider, hvor Rusland fører krig i Ukraine.

”Krigen i Ukraine viser, hvordan nationale mindretal kan blive misbrugt i geopolitiske konflikter og rå magtpolitik. Minority Changemaker Programme er et initiativ, der giver rig mulighed for at diskutere mindretal konstruktivt: Hvordan mindretal kan bidrage til fred og andre mindretalsrelaterede emner vil være omdrejningspunktet for undervisningen på kurset”, siger Martin Klatt i en pressemeddelelse.

MCP, der fortsætter frem til 24. juni 2022, sætter fokus på mindretalsspørgsmål i Europa med afsæt i det dansk-tyske grænseland. Der er også planlagt en række ekskursioner, bl.a. til Sydtyrol og Folkemødet på Bornholm. Kursusdeltagerne har på kurset mulighed for at opnå ECTS-points til deres studier.

MCP, der ikke blev afholdt i 2020 og 2021 på grund af corona, planlægges også gennemført i 2023 og 2024. Kurset støttes af Folketingets Sydslesvigudvalg, Dansk Skoleforening for Sydslesvig, Wistifonden og Dansk Folkeoplysnings Samråd.