Tilbage til nyhedsliste

Moselig fra Slesvig tager på ferie i Silkeborg

2. september 2025

Det kendte moselig Tollundmanden får snart fornemt selskab. Museum Silkeborg åbner til oktober udstillingen ’Mosefolket’ med moselig fra Gottorp Slot i Slesvig.

Moseliget her er fundet i Rendswühren mellem Kiel og Lübeck.

Moseliget her er fundet i Rendswühren mellem Kiel og Lübeck.

Foto: Museum für Archäologie Schloss Gottorf, Landesmuseen Schleswig-Holstein

Af Redaktionen

Besøger man Museum Silkeborg Hovedgården fra den 8. oktober i år, kan man se den største samling af moselig i verden i udstillingen ’Mosefolket’.

Som noget helt enestående har museet fået lov at låne og fortælle historie om hele fem moselig fra Gottorp Slot i Slesvig. De præsenteres sammen med de kendte danske moselig Tollundmanden og Ellingkvinden i den nye udstilling ’Mosefolket’

”Det er både en glæde og en stor ære, at Tollundmanden og Ellingkvinden får fornemt besøg af moseligene fra Stiftung Schleswig-Holsteinische Landesmuseen Schloss Gottorf i Slesvig” skriver Silkeborg Museum i en pressemeddelelse.

Det er ingen hverdagsbegivenhed, at moseligene forlader Gottorp Slot for at skulle udstilles på andre museer, men en renovering af Gottorp Slot, der vil tage ca. tre år, har gjort dette usædvanlige lån muligt. Der er tale om helt enestående skatte, og det er et udtryk for stor tillid og velvilje mellem institutionerne og Danmark og Tyskland, at museet i Slesvig udlåner de uerstattelige fund til museet i Silkeborg. 

”Vi kan ikke forestille os et bedre sted end museet i Silkeborg til at gøre vores moselig tilgængelige for offentligheden i den periode, hvor slottet i Slesvig er lukket. Silkeborg er berømt langt ud over Danmarks grænser for Tollundmanden – et virkelig enestående velbevaret og velundersøgt moselig. Vores moselig er i de allerbedste hænder hos min kollega Ole Nielsen og hans team og bliver integreret i et spændende udstillingskoncept”, siger museumsdirektør, Dr. Ralf Bleile, Gottorp Slot.

Tollundmanden er Museum Silkeborgs hovedattraktion. Han blev fundet i 1950 af familien Højgård i en mose ved Bjældskovdal nær Bølling Sø, ca. 10 km vest for Silkeborg.

Tollundmanden er Museum Silkeborgs hovedattraktion. Han blev fundet i 1950 af familien Højgård i en mose ved Bjældskovdal nær Bølling Sø, ca. 10 km vest for Silkeborg.

Foto: Arne Mikkelsen

Silkeborg Museum glæder sig til at kunne præsentere nogle af de mest fantastiske moselig fra jernalderen og samtidig fortælle om moselig generelt og om jernalderfolkenes brug af mosen til både praktiske og religiøse formål. 

”Tolkningen af vores egen Tollundmand er, at han er et menneskeoffer. Mennesker kan dog være havnet i mosen af flere forskellige grunde. Udstillingen vil rumme den største samling af velbevarede moselig i verden, men der vil også være eksempler på moselig, der kun er bevaret som skeletter, fordi de er nedlagt i en anden type mose end højmoserne, hvor bløddelene kan bevares”, siger Ole Nielsen, museumsdirektør, Museum Silkeborg. 

Udstillingens titel er taget fra professor i arkæologi Poul Vilhelm Globs bog fra 1965, ’Mosefolket – Jernalderens Mennesker bevaret i 2000 År’. Glob var en dengang en dygtig formidler af viden om fortidens mennesker, og han optrådte ofte i tv-programmet på Danmarks Radios fjernsynskanal, som i en tid uden internet var det eneste massemedie med levende billeder i Danmark.

Her præsenterede han på en let forståelig og samtidig poetisk måde. I bøgerne fortæller han om ikke færre end fem af de moselig, man kan se i udstillingen. Mon ikke, bogen kan købes i museumsshoppen, når udstillingen åbner for offentligheden den 8. oktober?