Emma Jebsen, datter af en reder i Aabenraa, på safari. Hun var gift med Theodor von Hassel, der var farmer i Tysk Østafrika. Deres søn Kai-Uwe von Hassel (1913-1997) blev senere Slesvig-Holstens ministerpræsident, tysk forsvarsminister og præsident for Forbundsdagen.

Foto: Fra bogen

Pak sydfrugterne - ud

Historikeren Marco L. Petersen har redigeret en bog, der undersøger kolonialismens arv i regionen mellem Kongeåen og Ejderen. 

I 1755 stævnede det gode skib Neptunus ud fra Flensborg havn med kurs mod Vestindien. På broen stod kaptajn Hans Bleeke fra Rømø. Skibets afgang var begyndelsen på hertugdømmernes involvering i kolonihandelen. 

Den dag i dag er Flensborg berømt for sin gode rom og for mange andre gode “kolonial- 
varer”. Ordet, som ældre læsere udmærket kender, kræver måske en forklaring for de yngre. Det er varer, der oprindeligt kom fra kolonierne – krydderier, te, kaffe, rom, sukker, tobak. For ligesom kolonisterne, altså de dansk-tyske, satte sig spor i de fjerne egne, som de ekspanderede deres riger ud i, og som de kapitaliserede kraftigt på – også helt konkrete spor ved salg af spæk, korn, saltkød, brændevin og smør fra Nordfriesland – så satte også kulturerne fra de koloniserede lande sig spor i Europa. For eksempel i reklamebranchen, hvor man hurtigt fik etableret faste billeder af det eksotiske. Man behøver bare at se kaffedrengen fra Karat for sit indre øje eller at tænke på en banal negerbolle. 

I bogen ‘Sønderjylland-Schleswig Kolonial’ står Marco L. Petersen, der har studeret historie, filosofi og sociologi, ved roret, når der stævnes ud mod nye erkendelser. Ideen er god. Man vil forsøge at indkredse, hvordan det koloniale er både afsender og modtager i periferien af både Danmark og Tyskland, og før dét, Preussen.  

Det afgrænsede fokus giver både overraskende fakta med historisk vingesus – Helgoland var faktisk en britisk kronkoloni i over hundrede år – og mikrohistorisk indsigt, så man måber. Hvem anede, at en familie engang har haft en “kleyn swarte jonge” – altså en lille sort dreng – boende som ”negertjener” i Tinnum på Sild. 

Bogen er enorm – den vejer næsten tre kilo – og det skyldes blandt andet, at den er ikke bare tosproget, men faktisk tresproget. Når man har læst den fyldige indledning og skimmer diverse oversættelser og billeddele, er man allerede på side 87, hvor den egentlige antologi begynder. For bogen er netop dét, en antologi, en tekstsamling, og i forordet lægger redaktøren ikke skjul på, at den er det, der med et humanistisk fagudtryk hedder eklektisk – den er et ikke specielt nøje udsøgt udvalg af tekster, der er “i vilkårlig rækkefølge”, og skal “ses som det første spæde skridt på denne vej”. Tanken med bogen er med andre ord at åbne ballet. Nu skal der til at forskes og til at skrives om kolonialismen i Slesvig-Holsten. Og starten er altså bevidst spredt fægtning. 

Teksterne er meget forskellige. Her er oversigtsartikler over “sekstenhundrede- og syttenhundredetallets koloniale erfaringshorisonter”, lige herefter kommer historien bag Flensburger Kupfermühle, som igen er efterfulgt af en baron ved navn Seneca Ingersens utrolige liv til søs. Hele hertugdømmets søfart på Vestindien og Sydamerika endevendes. Man følger i næste nu en mursten fra Flensborg til De Amerikanske Jomfruøer, inden kolonialvarerne i Nordfriesland nærstuderes. Et raritetskabinet af en bog! 

Mest interessant bliver værket, når man går ned i de konkrete sager og graver overraskende ting op. Ikke mindst redaktørens eget essay om jernbaneingeniøren Sönke Nissen, der efter mange år i Afrika, kom hjem og sikrede sit eftermæle ved at stå for byggeriet af digerne ud for det landområde, der i dag hedder Sönke Nissen Koog, lige syd for den dansk-tyske grænse, er spændende. Området bærer stadig præg af hans mange gårde, alle helt lysegrønne, som er skåret over en afrikansk-kolonial arkitektur-læst. Spørgsmålet er, for redaktøren, om myten om velgøreren står mål med historiske fakta i virkelighedens verden, hvor Nissen måske snarere var en brutal kolonist? 

Bogen er på mange måder imponerende. Og det kan være forfriskende med et “genbesøg”, som denne art historieomskrivning eufemistisk kaldes i den af identitetspolitiske tendenser hårdt plagede humanistiske forskning. For det er og bliver et forlorent greb. Ingen historisk periode tåler identitetspolitisk sammenligning med nutidens samfund præget af oplysning og uddannelse, kønslig og social ligestilling og globaliseret indsigt.

Og derfor virker det ærligt talt næsten dumt, og egentlig måske faktisk fremturet mod bedre vidende, når 1700-tallet per se kaldes patriarkalsk, når smukke, gamle reklamer, som er fulde af beundring for det eksotiske, nu pludselig skal være bevidst ondsindede og nedgørende, og når malerne Emil Nolde og Paul Gauguin fremstilles som lede racister, fordi de maler indfødte kvinder og udstillede dem i guldrammer – på en tid, hvor end ikke en mandlig europæisk bonde fik den samme ophøjelse og beundring.

Det er revisionisme af værste skuffe – og eftertiden vil næppe se med milde øjne på denne pinlige periode i forskningens historie. Og i bogen savner man derfor en mere elegant balance og faktisk også en reel kritik. Når herrnhuterne fra Christiansfeld rutinemæssigt beskrives som onde og patriarkalske missionærer, havde det været mere overraskende, hvis man havde fremhævet, at de var nogen af de første til at døbe de indfødte i Vestindien – simpelthen, fordi missionærerne fra Sønderjylland så dem som ligeværdige mennesker. 

‘Sønderjylland-Schleswig Kolonial’. Af Marco L. Petersen: 483 sider. 398 kr. På dansk/tysk/engelsk. Syddansk   Universitetsforlag. 

Kristian Ditlev Jensen er sognepræst i Skagen og tidligere sognepræst i Holbøl, Sønderjylland.