Tilbage til nyhedsliste

Regeringen vil have Dybbøl Mølle på finansloven

24. marts 2023

Står det til SVM-regeringen, skal nationalsymbolet Dybbøl Mølle have en fast plads på finansloven. Det fremgår af det finanslovsforslag, som finansminister Nicolai Wammen (S) præsenterede torsdag.

Dybbøl Mølle står på Dybbøl Banke ikke langt fra Sønderborg.

Dybbøl Mølle står på Dybbøl Banke ikke langt fra Sønderborg.

Foto: Alexander Leicht Rygaard/Grænseforeningen

Dybbøl Mølle skal have en fast plads på finansloven. Det er der lagt op til i SVM-regeringens udspil til finanslov for 2023.

I finanslovsudspillet er der en fast, årlig bevillig på 400.000 kr. til vedligeholdelse og restaurering af møllen. Det glæder Jens Peter Rasmussen, der er formand for Den Selvejende Institution Dybbøl Mølle.

”Det er rigtigt dejligt, at der nu kommer et fast beløb til Dybbøl Mølle”, siger han til SønderborgNYT.

Det er en række sønderjyske folketingspolitikere, der har presset på for at få den historiske mølle på finansloven.

”Dybbøl Mølle er et nationalt symbol, og det er vigtigt, at vi som stat bakker op om den”, siger Henrik Frandsen (M), tidligere borgmester i Tønder for Venstre, til JydskeVestkysten.

Den Selvejende Institution Dybbøl Mølle har længe kæmpet med at få økonomien til at hænge sammen og finde penge til restaurering af møllen. Institutionen har derfor ad flere omgange søgt om at blive en del af finansloven.

I forbindelse med fejringen af 100-året for Genforeningen satte den daværende regering 2,5 millioner kroner af til en omfattende restaurering af møllen. Undervejs fik møllen nye vinger, og det samlede beløb for restaureringen steg til 3,5 millioner kroner. De ekstra penge blev fundet gennem Slots- og Kulturstyrelsen og ved en fond.

De seneste to år har Den Selvejende Institution Dybbøl Mølle årligt modtaget 400.000 kr. til vedligeholdelsen af møllen. Det var en toårig bevillig, der stod til at udløbe, som blev en del af finansloven i 2020 i forbindelse med de sidste forhandlinger. SVM-regeringen nu lægger op til, at pengene til Dybbøl Mølle ikke er noget, der skal forhandles om i ellevte time.

På Facebook skriver det tidligere folketingsmedlem Ellen Trane Nørby (V), der i dag er en del af Sønderborg byråd og 2. viceborgmester, at det betyder alverden, at der nu er sikkerhed omkring møllens økonomiske fundament.

”De 400.000 er et godt første step, men vi kæmper videre, for der skal også penge til brandsikring, løbende renovering og en endnu stærkere formidling af møllens historie”, skriver Ellen Trane Nørby på sin Facebook-side, hvor hun også takker de sønderjyske folketingsmedlemmer Hans Christian Schmidt (V), Anni Matthiesen (V), Torsten Schack (V) og Benny Engelbrecht (S).

Dybbøl Mølle blev oprindeligt opført i 1744, men er siden blevet ødelagt og genopført flere gange, blandt andet på grund af beskydning i de slesvigske krige. Den nuværende mølle har stået siden 1935 og er flere gange blevet renoveret.