Der er et årstal, som bliver ved at dukke op både i den politiske debat, i litteraturen og i film og tv-serier i Danmark. Året er 1864.

Således skrev den tidligere justitsminister for Venstre, Søren Pind, i august i år et opslag på X, det der tidligere hed Twitter:

‘Vi lever i landet, der selv fremprovokerede 1864. Så man kan naturligvis ikke udelukke, at et flertal måtte ville sende Danmark ud over kanten kun allieret med Sverige – og lad os se, hvor længe det holder’.

Søren Pinds korte beskrivelse på de sociale medier var et indlæg i debatten om den såkaldte ‘Korankrise’, som er afstedkommet af, at nogle mennesker har afbrændt eksemplarer af muslimernes hellige skrift, Koranen, foran muslimske landes ambassader i Danmark og Sverige. Det har bragt de to nordiske lande på kant med regeringer og skriftkloge i en række muslimske lande.

Han henviser i øvrigt til en analyse af Weekendavisens udlandsredaktør, Anna Libak, som skriver, at det er den russiske regering, der har støttet koranafbrænderne i deres handlinger for at hindre Sveriges optagelse i NATO, hænge Danmark ud i den islamiske verden og få de muslimske lande over på Ruslands side, mod Vesten, i krigen i Ukraine.

Dermed sætter Søren Pind en tyk streg under det, historikeren Jens Lei Wendel-Hansen er nået frem til i sin bog, som er udkommet i år: ‘De træer, de drypper endnu – 1864 i dansk politik’: Nederlaget i krigen mod de tyske lande med Preussen i spidsen i 1864 har sat dybe aftryk på den danske selvopfattelse og identitet. Fortolkninger af årsagen til nederlaget har spillet en rolle i debatten om forfatningskampen fra 1866 til 1901, under den tyske besættelse 1940 til 1945, i Irakkrigen 2003 og såmænd også nu igen, hvor balladen om koranafbrændingerne har skabt en udenrigspolitiske krise for Danmark.

Nederlag er kraftfulde

I eftermælet på nederlaget i 1864 har der været en kamp om fortællingen og om at anbringe skylden for nederlaget. Jens Lei Wendel-Hansen deler det op i tre overordnede fortællinger: Offerfortællingen, som giver tyskerne skylden for nederlaget, selvforskyldtfortællingen, som placerer skylden hos de forblændede nationalister, og den systemkritiske fortælling, hvor verdensfjerne akademikere i centraladministrationen og blandt politiske beslutningstagere får skylden.

Ifølge Jens Lei Wendel-Hansen er nederlag meget kraftfulde erindringshistoriske instrumenter. Han nævner Slaget ved Solsortesletten, hvor serberne tabte til osmannerne, som eksempel.

“Det foregik i 1389, men i virkeligheden bliver det først gjort til en integreret del af den store nationale fortælling, da den nationale bevægelse er begyndt i slutningen af 1800-tallet. Det er på 500 års afstand. Så nederlag har en stor betydning. Og hvis jeg skal give mit bud på hvorfor, er det fordi, du bliver meget direkte konfronteret med noget, der gik galt. Og så er spørgsmålet, hvad der gik galt. Hvis det var de andres skyld, så kan det føre til revanchisme. Og hvis det var ens egen skyld, så fører det til en lang egen refleksion over, hvad der gik galt,” siger historikeren.

Han mener, at man i Danmark i langt overvejende grad har taget udgangspunkt i, at der var et eller andet på dansk side, der gik galt.

“Det kunne være i det traditionelle konservative synspunkt lige efter nederlaget, at vi ikke oprustede nok, så vi faktisk ikke stod klar til krigen. Det vil sige, at det bliver et argument for at etablere en befæstning rundt om København, som det bliver i 1880’erne, eller en anden form for militær oprustning.”

Eller, tilføjer han, det kunne være i selvforskyldtfortællingens narrativ.

“Altså at nederlaget i 1864 var forårsaget af nationalistisk overmod, som var årsagen til. at man appellerede til militæret”.

Her placeres skylden hos den nationalliberale regering, som forsøgte at gennemføre Danmark til Ejderen-politikken, hvilket førte til krigen mod de tyske lande med Preussen i spidsen. Det er den fortælling, der har vundet i offentligheden, mener Jens Lei Wendel-Hansen.

Ole Bornedals tv-serie ‘1864’ fra jubilæumsåret for Den Anden Slesvigske krig, 2014, fulgte i høj grad selvforskyldtfortællingens narrativ, stærkt inspireret af forfatteren og historikeren Tom Buk-Swientys bøger ‘Slagtebænk Dybbøl’ fra 2008 og ‘Dommedag Als’ fra 2010.

Voldsom debat

Det førte til en voldsom politisk debat, som Jens Lei Wendel-Hansen beskriver i et kapitel, han kalder ‘Den Tredje Slesvigske Krig’.

“1864 er blevet brugt politisk lige siden nederlaget. Derfor bør vi også forholde os kritiske, når politikere spiller på nederlaget i 1864 og argumenterer med det i en nutidig kontekst.”

“Hvis man skal tage en overordnet pointe i min bog, så mener jeg ikke, at vi har lært særlig meget af 1864, men vi har brugt den meget, fordi historien er et stærkt redskab. Men desto vigtigere er det, at man er kritisk over for historien eller for historiebrug, når politikere begynder at hive den op af hatten.”

Han uddyber det politiske motiv til at bruge et historisk narrativ:

“Fordi det handler om noget andet; det handler om, at politikerne instinktivt ved, at det er legitimerende, hvis de kan hive ting fra den nationale historie ind i deres politiske beslutninger. Når de kan gøre det, så får de det hele til at fremstå som et stort narrativ, en skæbnefortælling, en vej vi nødvendigvis må gå”.

1864 og de forskellige forklaringer på årsagerne til nederlaget er på en eller anden måde indgået i de politiske debatter, der har præget dansk politik lige siden.

I årene umiddelbart efter nederlaget var det politiske liv i Danmark præget af forfatningskampen. Der var simpelthen uenighed om tolkningen af Grundloven fra 1849. Den gennemsete grundlov fra 1866 skabte uenighed mellem Venstre, som ønskede folketingsparlamentarisme, og Højre, som fastholdt en ligestilling mellem datidens to kamre, Folketinget og Landstinget, samt kongens valg af regering.

Det var en voldsom strid, der først sluttede i 1901, hvor folketingsparlamentarismen blev indført. Men det var ikke kun forfatningen, der var uenighed om. Fortolkningen af årsagen til nederlaget i 1864 prægede først og fremmest datidens forsvarsdebat. Her ønskede Højreregeringen et stærk forsvar med Københavns befæstning som hjørnesten. Venstre blev splittet i spørgsmålet, og den antimilitaristiske del af partiet dannede Det Radikale Venstre i 1905. Venstre, som fik regeringsmagten i 1901 og fastholdt den til 1909, fastholdt dog, at Danmarks skulle have en vis militær styrke.

En af de personligheder, som i særlig grad omtales som fortaler for selvforskyldtfortællingen og som antimilitarist, er den radikale politiker og en af dagbladet Politikens grundlæggere, Viggo Hørup, som i høj grad støbte de sproglige og politiske kugler til den bevægelse i Venstre, der førte til dannelsen af Det Radikale Venstre, selv om han døde i 1902, tre år før partiet blev stiftet. “Militarismen er den skidneste og løgnagtigste sag i landet – dersom vi ikke knuser den, knuser den os”, citerer Jens Lei Wendel-Hansen Hørup.

I sin bog beskriver han selv dennes indflydelse med ordene: “Den ivrige henvisning til Hørup understreger, at den hørupske 1864-forklaring i de første årtier i 1900-tallert var ophøjet til et ideologisk pejlemærke”.

“Eller det kan være spørgsmålet om, at vi overhovedet ikke kunne gøre noget som helst militært. Og militæret nytter ikke. Og det bliver så også knyttet op på selvforskyldtfortællingen”, siger Jens Lei Wendell-Hansen.”

Han mener, at der har været en tendens til, at højrefløjen i højere grad har ment, at årsagen til krigen var tysk aggression.

“Der var også en hel masse problemer på dansk side, og den danske regerings måde at tackle det på ansås simpelthen som urealistisk. Men for højrefløjen har nederlagets årsag i høj grad været den tyske aggression, som Danmark bliver offer for, men hvor Danmark jo altså samtidig skulle have oprustet.”

Første Verdenskrig

Debatten om forsvaret fortsatte frem mod Første Verdenskrig. Da krigen raser og det neutrale Danmark prøver at balancere mellem stormagterne, er det med Danmarkshistoriens største hær under våben. Og en radikal statsminister.

Ved folketingsvalget i 1909 vinder det konservative parti, Højre, ni mandater på en oprustningspolitik, men de radikale går også frem, og Socialdemokratiet bliver for første gang det største parti. Den parlamentariske situation er så uafklaret, at der først vedtages et forsvarsforlig, dernæst udpeges der en radikal regering, selv om partiet var imod forsvarsforliget. I 1913 fik Socialdemokratiet og de radikale et solidt flertal.

“Den ejendommelige situation skyldes, at vi har fået en radikal regering i 1913. På det tidspunkt er forsvarssystemet under opbygning. Det kan de radikale ikke nå at få lavet om på i løbet af så kort tid. Når verdenskrigen så bryder ud året efter, så skal man jo agere inden for det her. Så antimilitaristen P. Munch kommer til at stå som forsvarsminister på det forsvarsmæssige grundlag, at højrefløjen har stået sammen om at opruste”, siger Jens Lei Wendel-Hansen.

“Vi var nødt til at skabe et militært system, så det blev for besværligt for tyskerne at gå ind, men også så vi viser tyskerne, at vi vil forsvare os over for englænderne, hvis englænderne skulle finde på at rykke ind. Det handler om at skabe et troværdigt neutralitetsforsvar for højre side af det politiske landskab. Men den venstreorienterede, eller den radikale og socialdemokratiske forklaring blev, at man havde holdt sig ude af Første Verdenskrig gennem diplomatisk arbejde.”

Mellemkrigstiden

“Efter Første Verdenskrig siger højrefløjen logisk nok, at læren af Første Verdenskrig var, at det nyttede noget at have et stærkt forsvar.  Og det kan i øvrigt også dokumenteres historisk. Venstrefløjen hævdede, at man havde været god til at spille det diplomatiske spil. Det bliver to rationaler, der står over for hinanden, som kommer til at præge mellemkrigstiden. 1864 står stadigvæk som en form for referencepunkt.”

Jens Lei Wendel-Hansen fortæller, at Første Verdenskrig i mellemkrigstiden tager over som den primære historisk reference. Men der er hele tiden det her argument med, at militæret ikke nytter.

“Og det er med udgangspunkt i 1864. Det er international forhandling og international organisering, der skal til. Ikke krig. Småstaten har kun noget at tabe ved krig. Den fortælling kommer til at dominere.”

Valget i 1929 blev udskrevet, da de konservative væltede Venstre-regeringen i utilfredshed med forsvarsbudgettet på finansloven. Det taber de konservative stort på, og resultatet bliver den første socialdemokratiske regering med Thorvald Stauning i spidsen.

“I mellemkrigstiden gør højrefløjen også flere indrømmelser til selvforskyldt-fortællingen. Altså det her med, at man selv er skyld i 1864, fordi man appellerede til våbnene. Og det gør man f.eks. ved, at de konservative opgiver at vinde et valg på ønsket om et stærkt forsvar efter 1929, da de taber valget på forsvarspolitikken.”

Besættelsen og årene efter

Besættelsestiden får ikke meget plads i Jens Lei Wendel-Hansens bog. Fjenden er den samme som i 1864, mens officielle udtalelser bærer præg af den samarbejdspolitik, regeringen førte med den tyske besættelsesmagt. Daværende statsminister Thorvald Stauning er citeret for på et socialdemokratisk hovedbestyrelsesmøde at sige, at det danske folk efter 1864 har udviklet et venskabeligt forhold til og i høj grad føler sig beslægtet med det tyske folk.

Linjen hos en anden politiker, Erik Scavenius, som både var udenrigs- og statsminister under Besættelsen, var præget af den tydeligere lære fra 1864, at Danmark ikke måtte bringe sig i konflikt med Tyskland. Og det var så regeringens linje.

I efterkrigstidens første år var debatten præget af, at det var let at sammenligne 1864 og 1940, især fordi modstanderen var den samme. Men der var også diskussion om en grænserevision, og den danske regering krævede – og fik – Istedløven tilbage.

Men efterkrigsårene kom i høj grad til at handle om, at Danmark skulle finde sin plads i det nye Europa på den vestlige side af jerntæppet og således indgik i to vigtige alliancer. NATO fra 1949 og EU (dengang EF) fra 1972. I begge tilfælde med Tyskland, som bliver medlem af NATO i 1955. I Danmark var der modstand mod NATO, især fra kommunistpartiet, og fra bredere kredse mod EU. Og 1864 spøger i begge tilfælde (læs også interviewet med højskolemanden Ove Korsgaard om 1864’s betydning for, at højskolefolk engagerede sig i Folkebevægelsen mod EF).

Fred med Tyskland

1864 dukker op og fortolkes igen og igen, også i forbindelse med 100-års jubilæet for nederlaget ved Dybbøl i 1964. Men efterhånden handler det ikke så meget om forholdet til Tyskland. 1864 bliver netop det kraftige erindringshistoriske instrument, som kan bruges i alle sammenhænge; også sammenhænge, der ikke har med Tyskland at gøre.

“Få ting har som København-Bonn-erklæringerne fra 1955 markeret en ændring i det tysk-danske forhold i retning af forsoning”, skriver Jens Lei Wendel-Hansen i bogen. Og det sker så ikke uden problemer, men det lykkes, og siden har der ikke været nogen særlig debat om, at Danmark og Tyskland er en del af den samme forsvarsalliance.

Forsvarspolitikken hvilede indtil 1980’erne roligt i NATO-samarbejdet. Det var under Den Kolde Krig, den eneste potentielle fjende var Sovjetunionen. Da den konservative Poul Schlüter blev statsminister i 1982, var det fordi, de radikale skiftede side og valgte at støtte en borgerlig regering. Men de radikale var ikke enige om forsvarspolitikken, og det førte til den såkaldte ‘fodnotepolitik’, hvor skiftende regeringer med Poul Schlüter i spidsen og Venstres Uffe Ellemann-Jensen på udenrigsministerposten i internationale fora måtte stemme mod de andre NATO-lande og i NATO-regi ikke kunne stemme for forslag, de andre NATO-lande var enige om. 

I 1988 vandt regeringen et valg på forsvarspolitikken, da den kom i mindretal, og Poul Schlüter tog de radikale med i en VKR-regering. Dermed var det slut med fodnoterne.

Men der har været langt mellem valgsejre på forsvarspolitik i Danmark.

“Der var jo ikke nogen, der vandt et valg på forsvaret, før Schlüter gjorde det i 1988. Man kan argumentere for, at højrefløjen vandt folketingsvalget i 1909, fordi man fik et forsvarsforlig, der førte til, at man mobiliserede, men efter 1929 havde selv De Konservative netop opgivet at føre valgkamp på den dagsorden”.

Hvad EU angår, var der større splittelse i den danske befolkning, og Jens Lei Wendel-Hansen har da også plakaten med ‘Holger og konen siger nej til unionen’ fra afstemningen i 1992 med i bogen. Dengang sagde de danske vælgere nej til aftalen om at indgå i den europæiske union efter en dygtig valgkamp af især SF’s formand Holger K. Nielsen. Og selvfølgelig har 1864 spøgt her. Det handlede om at afgive dansk suverænitet til unionen. Men det lykkedes at vinde en aftale, hvor Danmark tilsluttede sig unionen med de undtagelser, at Danmark stod udenfor det militære samarbejde, det retlige samarbejde, Euroen og unionsborgerskabet.

1864 og Sønderjylland

Der har i tidens løb været situationer, hvor 1864 ikke nødvendigvis blev mobiliseret, men hvor debatten stadigvæk er formet af det, man endte med at konkludere en gang. Det gælder for eksempel de offentlige arbejdspladser i Sønderjylland.

“Efter 1864 siger sønderjyderne: ‘I må også tage jer sammen derovre på den anden side af grænsen. Nu er den danske regering nødt til at gøre noget for at få os igen’. Efter Genforeningen var man nødt til at gøre noget for Sønderjylland. ‘I er nødt til at investere i at beholde os’, lød det nu. Det førte til et rimeligt markant sønderjysk argument for, at der skulle ligge militære anlæg i Sønderjylland”, siger Jens Lei Wendel-Hansen.

Historikeren er begejstret for den tidligere konservative forsvarsminister Hans Engells beskrivelse i sine erindringer af, hvor han som forsvarsminister bliver kaldt ind til statsministeren Poul Schlüter. Engell kan virkelig ikke huske, at Poul Schlüter særlig mange gange har blandet sig i hans ressortområde.

“Men denne ene gang, gør Schlüter det faktisk. Som en god Haderslev-dreng siger han til Engell, at han er blevet ringet op af sin mor. Hendes veninder er blevet stikhamrende tossede i forbindelse med rygterne om, at kasernerne skal flyttes fra Sønderjylland, så Schlüter siger til Engell, at han må finde på noget andet”.

Danmark i krig igen

Det blev under Schlüters efterfølger, socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen, at Danmark for første gang siden 1864 deltog i en krig uden at være angrebet af Tyskland. I 1999 sendtes en bataljon med den internationale styrke til at løse konflikten i Kosovo, efter at der allerede var sendt F16-fly på togter mod Serbien. Forud for den militære indgriben havde den radikale udenrigsminister Niels Helveg Petersen som formand for OSCE i 1997 været dybt involveret i forsøget på at finde en diplomatisk løsning.

“I hvert fald i historiefortællingen har man gjort Kosovo i 1999 til den første gang, at Danmark engagerede sig i krig siden 1864. Det skete under en radikal udenrigsminister. Og det radikale folketingsmedlem Jørgen Estrup sagde i den forbindelse med implicit henvisning til Hørup, at militæret skulle nytte, og det gjorde det nu. Fra de radikales side var argumentet, at der var tale om en humanitær intervention. Altså at det internationale samfund med international voldgift og international retsorden også var nødt til at have nogle hårdtslående argumenter. Og det var dem, man gjorde brug af i Kosovo. Men det kunne jo i høj grad problematiseres, fordi der ikke var et FN-mandat. Det var NATO, der gik ind,” siger Jens Lei Wendel-Hansen.

Han tilføjer, at i den situation mente man godt, at en småstat kunne spille en rolle.

“Og det betød, at læren fra 1864, som tidligere havde været, at militær ikke nytter, bliver ændret til, at militær nytter, hvis man har en alliance. Det var jo omvendt det, man ikke havde i 1864. Så 1864-forestillingen blev brugt på den vis.”

“Konklusionen endte med at være, at læren fra 1864 om at tilpasse sig som en småstat var vi nødt til at lægge bag os, fordi vi nu var en del af internationale samarbejder og kunne agere internationalt”, siger Jens Lei Wendel-Hansen.

Poul Nyrup Rasmussen bliver afløst på statsministerposten af Venstres Anders Fogh Rasmussen, og han lægger sig udenrigspolitisk, hvor Danmark har ligget siden slutningen på Anden Verdenskrig: I læ af USA. Men mens USA selv fik lov at føre sine krige i Korea og Vietnam i 1960’erne og 1970’erne, så gik Danmark prompte med, da USA og NATO gik ind i Afghanistan i 2002 og i Irak i 2003. Det sidste skete dog kun med et snævert flertal i Folketinget

Jens Lei Wendel-Hansen fremhæver i sin bog, at fortællingen ændrede sig, da man ‘vandt’ over Irak. Men det var kun det første slag. Det endte ikke sejrrigt. Faktisk tabte Danmark og vores allierede begge krige.

“Det var på meget kort sigt. I nullerne kommer der stort fokus på, at det nyttede, når vi engagerede os internationalt. I Kosovo, Afghanistan og Irak. Vi gjorde op med tilpasningspolitikken, og vi gjorde op med det, vi lærte af 1864.”

Da krigslykken vendte

“Da Irak-krigen brød ud, tænkte jeg selv personligt som ung historiestuderende af realpolitiske årsager, at man havde gjort det rigtige ved at lægge sig op ad amerikanerne. Men det viste sig, at man ikke kunne rive et helt samfund ned og så bygge det op igen. Der opstod en masse problemer, som også kom til udtryk i den offentlige debat,” siger Jens Lei Wendel-Hansen.

Det interessante var, at da krigslykken vendte, og alliancen kom under pres, dukkede 1864 op i medierne igen.

Under overskriften ‘Farvel til våbnene’ skrev Politikens daværende chefredaktør Bo Lidegaard, som før tiden på Politiken var diplomat og udenrigspolitisk rådgiver i statsministeriet, i anledning af tilbagetrækningen fra Irak i 2013, at ‘når Danmark har været repræsenteret ved G20-møder, er det i kraft af vores grønne aktivisme, ikke den militære.’ Han skrev videre, at Danmark delte nederlaget med sine allierede, og at USA havde genopdaget, at ‘det er let at komme ind i en krig, men svært at komme ud’, mens Danmark, der ‘gennem 100 ikke havde været i direkte krig’ havde lært af erfaringerne, og ‘der vil gå lang tid, før danske styrker igen bliver sendt i krig’.

Et næsten mere markant bidrag til diskussionen var dog illustrationen til analysen af tegneren Roald Als, som viste danske politikere trække en beskadiget tank på samme måde som i værket ‘danske infanterister trak en kanonlavet ved tilbagetoget fra Dannevirke stillingen 1864’, malet i 1864 af Niels Simonsen.

“Altså det her med, at da det begyndte at brænde sammen, da illustreredes det ikonisk med en parafrase over Niels Simonsens maleri af tilbagetrækningen fra Dannevirke, hvor det bare er de danske politikere, der trækker afsted. Da det begynder at gå dårligt, så bliver det netop nederlagsfortællingen om igen.”

Fortællingen fortsætter

Og som Roald Als tegning nok huskes bedre end Bo Lidegaards analyse, så påvirker en tv-serie som Bornedals ‘1864’ også den folkelige bevidsthed mere end den debat, faghistorikerne fik ud af det.

Ole Bornedals tv-serie ‘1864’, der kom i 150-året for nederlaget, medfører en fornyet debat om hvilken lære, vi kan drage af nederlaget. Og hvad der var årsagen til det.

“Ole Bornedals tv-serie var med til at fastholde vores kollektive bevidsthed om nederlagets betydning, og her står en tv-serie ofte stærkere end de historikere, som tager den seriøse debat om begivenhederne i fortiden. Mange historikere kom på banen og sagde, at det er en alt for unuanceret fortælling, at nederlaget alene skulle være Danmarks skyld, for Bismarck havde også brug for Slesvig. Slesvig var et kæmpe, stort nationaltysk symbol på det her tidspunkt. Så der var også en egen tysk grund til den her tyske aggression. I hele Bismarcks realpolitik spillede Slesvig en afgørende rolle.”

“Samtidig var Danmark stillet i en umulig situation, fordi man skulle opretholde helstaten. Det var jo konklusionen på Treårskrigen. Der havde stormagterne sagt. Og det var fuldstændig umuligt at få to parter, der havde været i borgerkrig med hinanden, til at forlige sig. Så der var en hel masse nuancer i den her historie, som gjorde, at det altså ikke kun var Danmarks skyld,” slutter Jens Lei Wendel-Hansen.

Jens Lei Wendel-Hansen:  De træer, de drypper endnu – 1864 i dansk politik. 432 sider. 399,95 kr. Forlag: Nord Academic