Samarbejdet over grænsen kan fortsætte
Regeringen sikrer vigtig struktur for grænseoverskridende samarbejde i sundhedsreform.
Christian Dirschauer er formand for Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW) og er medlem af landdagen i Slesvig-Holsten.
Foto: SSW
Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW) og mange andre på begge sider af den dansk-tyske grænse glæder sig over den danske regerings beslutning om at bevare regionernes ansvar for det dansk-tyske grænseoverskridende samarbejde.
Dermed sikres, at region Syddanmark og den fremtidige region Østdanmark (Hovedstaden og Sjælland) også fortsat varetager finansieringen og koordineringen af samarbejdet.
”Vi er yderst tilfredse med, at regeringen har lyttet til SSWs kritik og henvendelser. Det grænseoverskridende samarbejde, herunder Interreg-programmerne, er fundamentalt for både kulturel og økonomisk udvikling i regionen. At bevare regionernes ansvar betyder, at disse projekter kan fortsætte med at blomstre til fordel for begge sider af grænsen", lyder det fra en tilfreds SSW-landsformand, Christian Dirschauer.
Bagerst i regeringens oprindelige sundhedsudspil, hvor det naturligvis fik stor opmærksomhed, at regionerne Hovedstaden og Sjælland skal lægges sammen, det nære sundhedsvæsen skal styrkes, og der skal uddannes flere læger, stod der:
”Regeringen foreslår dog, at opgaver vedrørende kultur og grænseoverskridende samarbejder flyttes til kommunalt niveau”.
Planerne om at centralisere ansvaret og fjerne det fra regionerne, vakte stor bekymring i grænselandet, fordi den truede med at underminere projekter og relationer, som har været opbygget gennem næsten tre årtier.
Det medførte voldsomme protester, både fra SSW, Slesvigsk Parti og fra Region Sønderjylland-Schleswig, som binder ting sammen for Aabenraa Kommune, Tønder Kommune, Haderslev Kommune og Sønderborg Kommune i Danmark og Stadt Flensburg, Kreis Nordfriesland og Kreis Schleswig-Flensburg i Tyskland. Også de sønderjyske kommuner opfordrede regeringen til at ændre den del af sundhedsreformen.
Da den endelige aftale kom på plads, var ordlyden ændret til:
“Aftalepartierne er enige om, at regionerne fortsat skal have mulighed for at deltage i og medfinansiere grænseoverskridende samarbejde, herunder Interreg-projekter, der ligger inden for deres opgaveportefølje på det regionale udviklingsområde. Den administrative forankring af Interreg-programmerne vil fortsat være i regionerne. Derudover er der enighed om, at særlige forhold taler for, at Region Syddanmark og Region Østdanmark bør have adgang til at deltage i og medfinansiere grænseoverskridende samarbejde inden for kulturområdet.”
Så alle drog et lettelsens suk.
"Samarbejdet mellem regionerne er en hjørnesten i vores fælles fremtid, og vi er stolte over at have bidraget til at beskytte det", siger Christian Dirschauer.
Flere nyheder: