Det danske rockband The Minds of 99 synger ‘Alle skuffer over tid’. Jørgen Kühl skriver over tid, og han skuffer ikke. Manden, som har haft en stribe toneangivende poster i grænselandet er måske en af de flittigste bidragydere til Flensborg Avis’ debatsider over tid. 

Nu er hans klummer fra avisen samlet i en bog, der udgives i anledning af Jørgen Kühls 60-års fødselsdag. I den anledning taler magasinet Grænsen med ham om de emner, der er i centrum for hans skribentvirksomhed og virke i det hele taget, og som alle kredser om det danske mindretal i Sydslesvig.

“De sidste 35 år har jeg forsøgt at forstå mindretallene i grænselandet. Det er en evig proces, og man bliver hele tiden overrasket. Det er en evig problematik – også udefra når man følger med i Flensborg Avis,” siger Jørgen Kühl.

Han nævner debatterne om sproget, altså hvor meget dansk der bliver talt i mindretallets organisationer.

“Der kommer de her sprogdebatter. Så vedtager man en sprogpolitik i den ene organisation, så flader det lidt ud. Alligevel er det ikke den samme debat, det er ikke kun mindretallet, der præger dem, der vælger det danske. Det er også dem, der tilvælger det danske, der præger mindretallet.”

Han beskriver, hvordan mindretallet har udviklet sig, og han mener, det har udviklet sig anderledes i Flensborg end i andre dele af Sydslesvig:

“Vi har dem i kernen i mindretallet. Det er dem, der har været del af mindretallet på tværs af generationer, de findes i mindretallet. De findes rundt omkring. Det er ikke kun et Flensborg-fænomen. I Flensborg er der flest. For det er det område, hvor der er noget volumen af dem, der lever en dansk hverdag, og som færdes i danske kredse – også fordi der er så mange danske kulturelle muligheder i Flensborg.”

Jørgen Kühl konstaterer, at der er et aktivitetsniveau i Flensborg; en volumen, der gør, at det er muligt at færdes i en dansk hverdag.

“Det er ikke rigtig tilfældet i det øvrige Sydslesvig, fordi der ikke er volumen nok. I dag ser vi også, at dem, der kommer med impulser, er lærere, der er flyttet til. Det betyder også, at i Flensborg kan man leve en dansk parallel samfundstilværelse.”

“Udenfor Flensborg området er det meget almindeligt, at man lever i blandede fællesskaber, et lille samfund, hvor der er en dansk skole og en dansk forening. Der kan mindretallet ikke reproducere sig. Det er i højere grad end i Flensborg afhængigt af, at der kommer andre til.”

Frivillige er rygraden

De frivillige ude i foreningerne rundt omkring udgør rygraden i mindretallet, mener Jørgen Kühl.

“Det er dem, der bliver boende, der er vandbærerne i maskinrummet og bærer stole, brygger kaffe og bager kager. Kvinder er centrale aktører”, siger han.

I forlængelse af de løbende sprogdebatter er det også vigtigt at se på, hvem der går i de danske skoler i Sydslesvig. 

“En stor del af dem i danske skoler er rent tyske. Der er tit en kritik af, at der tales for lidt dansk. Der må svaret være: Hvem skal de tale dansk med? Der er mange familier, der har børn i danske skoler, som bor ude på landet, hvor der ikke er mange, som taler dansk.”

“Det er lettere at være dansk, når du bor tæt på grænsen og kan høre dansk radio og se dansk tv. De kan ikke streame og gå online, så får de at vide, at Danmarks Radio ikke har rettigheder.” 

Han efterlyser en fælles forståelse af mindretallet, og dermed måske også lidt modspil gennem de mange år som debattør og klummeskriver i Flensborg Avis.

“Når man ser på SSF’s kulturprogram, er det ikke også kulturimport? Ikke meget udspringer af mindretallet. Flensborg Avis’ oplag falder. Hvordan skaber du en fælles reference? Noget, jeg har været optaget af, er: findes der en fælles mindretalsforståelse. Når vi ser på dem, der er aktive, dem, der skriver i Flensborg Avis, er der sjældent læserbreve fra sydslesvigere. Der er gæstekommentarer.”

“Men du har jo ikke nogen offentlighed, der debatterer. Dem, der tegner mindretallet, er dem, der er valgt ind i organisationen.  Og der er nogle ansatte. Men du har slet ikke en bredde. Der er sjældent en diskussion, Når der er, er det eliten, der diskuterer med hinanden. Det er interessant, for findes denne for så vidt fælles forståelse af, hvad mindretallet er?  Hvad former holdninger i mindretallet? Ikke Flensborg Avis i hvert fald med det nuværende oplagstal,” siger Jørgen Kühl.

Han mener, der er en udfordring for mindretallet, der er lige så stor en udfordring som sproget. 

“For efterhånden mange år siden gik jeg bort fra at tale om identitet, identifikationer er meget mere præcist. Identitet er stationært. Der er nogle, der er 100 procent eller 150 procent danske. Og så er der dem, som i hverdagen identificerer sig få procent med mindretallet. Og det kan jo have stor betydning for, hvilken skole man sætter sine børn i, og hvilket parti du sætter dit kryds ved.”

“I mange år har de unge sagt: Jeg er tysker. Når du stiller spørgsmålet, stiller du det ud fra en forventning om et etnisk svar. Men de svarer på deres civile identifikation. Og de er jo tyske statsborgere, ellers kan de ikke være mindretal. ”

Identifikationer ændres over tid

Jørgen Kühl oplever, at identifikationerne ændrer sig over tid, og det kan også være i løbet af en dag.

“Skolens sprog er dansk, men frikvarterernes er tysk. Referencerammen er dansk, men de lever i en tysk hverdag, identifikationen kan variere over tid. Der er sammenhænge, hvor man er meget dansk, og sammenhænge, hvor man er lidt dansk. der er mange situationer, hvor det er relevant og det italesættes, og der er situationer, hvor det er irrelevant.”

Den tidligere rektor på A.P. Møller Skolen bruger som eksempel, at når mindretallets elever vågner om morgenen, er de hverken danske eller tyske, de er bare trætte. 

“De tager en skolebus og møder kammerat, som de taler tysk med. De når skolen, går ind ad døren, og så er de i en dansk kontekst. Så er de i en mindretalskontekst. Så kan det være, de bevæger sig ud af den og spiller håndbold med et tysk hold. Det at være dansk eller tysk er ikke en statisk tilstand.”

“De fleste elever har et tysk udgangspunkt. Det er kun et mindretal, der har et dansk udgangspunkt, hvor mor og far selv har gået i dansk skole. Der findes også familier med flere børn, hvor nogle børn går i tysk og andre i en dansk skole. Når man er flertalsmenneske, er situationen en anden, så har man en fornemmelse af sin kulturelle og sproglige prægning, men i grænselandet er begge kulturer givet, det er skolen, der associerer dem ind i det danske. Mine børn i Harreslev lærte først tysk, da de kom i en dansk børnehave, for det var det, de fleste børn talte der. Men det så vi som uproblematisk. For så lærte de begge sprog”, fortæller Jørgen Kühl.

Han konstaterer, at det tyske samfunds terminologi er tysk.

“Og sydslesvigerne forstår det jo godt, når man bruger begreber, der kommer fra tysk og omvendt. I den landsby, hvor jeg bor, kan jeg udpege en håndfuld af tyske middelklassefamilier, der ikke stammer fra Slesvig-Holsten, og deres børn går i dansk skole, jeg mærker, hvor danske ord går ind i deres tyske sprog‚ ‘hast du die Lektier gemacht? Hast du deine madpakke mitgebracht?’”

En dansk idealtype

Jørgen Kühl mener, at den måde man omtaler mindretal på, er som en dansk idealtype. 

“Det, jeg sætter mikroskopet på, er: Hvad er realtypen? Hvad er det så at være mindretal. Da opstår et modsætningsforhold. Selv om mindretallet i egen fortælling er autoktont forstået som traditionelt hjemmehørende, så er det efterhånden kun en lille del af det. For mindretallet rækker ikke tilbage til Dannevirke. Det er sådan det har været siden 1945, og alligevel er det ikke. Det var en verdenshistorisk undtagelsessituation. I 1945 var der en forventning om, grænsen blev flyttet, der var sult, Tyskland fandtes ikke før 1949. Du havde en afstandtagen fra nazismen og tyske flygtninge, som kom til. Så havde man et tilbud: I har altid været danske, I har bare ikke vidst, I er det!”

Han tilføjer, at tilslutningen til det danske topper i 1948. 

“København-Bonn Erklæringerne er et eksempel på en tilbagegang. Det er fordi man ikke kan få et mandat i Landdagen, fordi man ikke kommer over spærregrænsen. Dengang troede og håbede man på en grænseforskydning. Det er ikke tilfældet længere.”

I det hele taget har danskeres og tyskeres syn på hinanden ændret sig, og det har også betydning for mindretallets forståelse af sig selv:

“Tyskere har en forelskelse i Skandinavien og Norden. De flytter til Sønderjylland, fordi de bl.a. har gode ferieminder og positive forestillinger om Danmark. De er optaget af en forestilling om dansk pædagogik. Mange har forestillinger om det danske som merværdi. Det er jo ikke de nationale interesser, der gør sig gældende.”

Han understreger, at tilslutningen til mindretallet i dag ikke skyldes mennesker, der fjerner sig fra det tyske. 

“I 1945 var det afstandtagen til det tyske. Det er det ikke i dag. Da tilvælger de det danske. Børnenes virkelighed bliver mindretallets, mens forældrenes sjældent gør det. De udgør flertallet af dem, der har børn i skolerne og dem, der stemmer på SSW. Dem, der står i spidsen for mindretallets organisationer, er meget danske. Mere danske end de er i Danmark. Men dem, der bruger børnehaver og skoler, artikulerer sig sjældent i en mindretalssammenhæng.”

Mindretallets diskurs

Ifølge Jørgen Kühl påvirker ændringerne i mindretallets sammensætning ikke mindretallets diskurs.

“Man siger: ‘Vi er så danske som muligt og så tyske som nødvendigt.’ Her er der en forskel på dem, der gør brug af mindretallet. Man siger ‘Sydslesvig – en del af folket.’ Kan en landsdel være en del af et folk? Eller bruges Sydslesvig som et udtryk for det danske mindretal. Det er jo synonymt for det danske mindretal. Men det udgør kun 6-7 procent af befolkningen i Sydslesvig.’

Han betegner sloganet som interessant. 

“Betydningen er ‘en del af det danske folk’. Det folkelige fællesskab. Det er sådan, mindretallet ser sig selv. Det er samtidig en del af det tyske folk, men det er det i civil forstand. Den tyske grundlovs paragraf 116 definerer man det tyske folk: Tyske statsborgere. Jamen, du er en del af det folkelige fællesskab, der er større end Danmark.”

Jørgen Kühl kommer også ind på, at det nationale, danske mindretal forstår sig som autoktont, det vil sige hjemmehørende i Sydslesvig, modsat et alloktont mindretal, som er flyttet til fra et andet sted.

“Mange af dem, der gør brug af de autoktone rettigheder er jo alloktone. De er første generation. Det er det, jeg kalder alloktonisering af mindretallet. Hvis der ikke kommer nye til mindretallet, kan det ikke overleve, når to tredjedele af en årgang kommer til Danmark og kun få folkeskolelærere kommer tilbage.”

“Det er kun en lille del af dem, der rejser til Danmark for at tage en uddannelse, der vender tilbage. Arbejdsmarkedet i mindretallet er meget begrænset. De er alle vegne, de giver sig ikke nødvendigvis til kende. Det kan være, deres aktive mindretals tilhørsforhold er begrænset. Men de vil være præget af det hele livet og være ambassadører.”

Bindestregsidentitet

I den forbindelse ser han ikke bindestregsidentifikationer som nogen trussel, men som en ressource.

“Det er den virkelighed, de unge lever i. Den forståelse af at være bindestegsidentitet er en hjælp for de unge. Mindretallet ser det som en trussel. Jeg har en forskers tilgang og siger: Det er et faktum. For unge, der kommer med en mindretalsfremmed familiebaggrund, er det et tilbud om at forstå, hvad de er. Når jeg imod denne kommentar skriver, det er en ressource: Det er et udtryk for, at de bevæger sig fra noget tysk til noget dansk. De bliver mere danske. Det er udtryk for en positiv begrebsdannelse.”

“Jeg kan godt forstå, det etablerede mindretal ser det som en trussel. Jeg er selv traditionel og på sin vis dansk national. Da jeg første gang blev kaldt dansk-tysk historiker, stejlede jeg. Men det er noget andet, når du kommer med et tysk udgangspunkt, og jeg tror med et slag på tasken, at det gør to tredjedele. Jeg er efterhånden i tvivl, om det er anderledes i Flensborg. Jeg tror, man nærmer sig 80 procent. Allerede i 2017 oplevede nogle skoleledere, at 90 procent havde tysk baggrund.”

Jørgen Kühl tilføjer, at selv i deres tilfælde, hvor der er en dansk forælder, som har gået i dansk skole, har mange af dem en tysk forælder. 

“Der har bindestregsbegrebet hjulpet dem som individer. Men et organiseret mindretal må se det som en trussel. Det korrigerer med det store narrativ. Det er helt naturligt og legitimt, og sådan er det også hos andre mindretal. Det fænomen, vi ser i grænselandet, er ikke unikt. Alt det, der har at gøre med identifikationer og tilhørsforhold, er kernenarrativ hos alle mindretal både de nationale og ikke-nationale.”

Dansk soft power

Han fortæller, at det er undersøgt blandt ungarerne i Transsylvanien for mange år siden.

“En kulturantropologisk undersøgelse viser, at på den en side er det nationalistiske budskab: ‘I skal være så ungarske så ungarske så ungarske,’ og så er der hverdagsetniciteten, hvor det slet ikke opleves som et problem. Men et nationalt mindretal skal efterleve nogle normer og kriterier, ellers bliver det noget andet. Og så kan det være svært at opretholde det nationale mindretals rettigheder.” 

Jørgen Kühl er overbevist om, at hvis du lavede svenske skoler i Stralsund eller Greifswald, ville der opstå svenske mindretal.

“Der er en positiv holdning overfor det nordiske. For hos tyskerne er det lidt det samme. Jeg spurgte nogle forældre, hvorfor de gerne ville have deres børn i en dansk skole, og de svarede ‘de danske mindretals skoler ligger jo i top i Pisa-undersøgelserne’. Så svarede jeg, at de danske skoler i Sydslesvig ikke deltog i Pisa-undersøgelserne, men de finske skoler klarede sig godt. De danske skoler klarede sig ikke godt, men det danske mindretals skoler deltog ikke.”

Jørgen Kühl mener, det er et udtryk for dansk ‘soft power’, og derfor er det danske mindretal så genialt.

“Hvis det ikke fandtes, så burde man opfinde det. Det danske mindretal lever på at være en stærk kulturnational. Det er positivt, det er forestillinger om danske. De 600 millioner kroner er da ingenting,” siger Jørgen Kühl.