Ahlefeldt, Friedrich, 1623-1686, greve og storkansler

Friedrich Ahlefeldt blev født og voksede op på på godset Søgård øst for Kliplev, som hans forældre hver for sig havde delvis arveret til, og som det lykkedes Frederik Ahlefeldt at samle. Faderen ejede endvidere de to ladegårde Grøngrøft og Aarup. Dog blev hans opvækst på Søgård afbrudt, da familien i 1626 for at undgå Wallensteins hærgen op gennem Sønderjylland måtte flygte til familie på Sjælland. 

Allerede som 9-årig mistede Friedrich sin mor, og da han var enebarn, blev der intet sparet på hans opdragelse og uddannelse. På Søgård fik han, som det var almindeligt for unge adelsmænd, undervisning i ridning og fægtnig samt latin og græsk. Godt tyve år gammel blev han udrustet med rigelige pengemidler og sendt på en dannelsesrejse rundt i Europa, hvor han over en 6-årig periode kom til at studere på universiteter i både Jena, Bologna, Paris og Amsterdam. Straks efter sin hjemkomst i 1651 begyndte han en karriere i samfundets højeste kredse og tæt på kongehuset via den tyskfødte dronning Sophie Amalie, som yndede den smukke og begavede Friedrich Ahlefeldt.

Friedrich Ahlefeldt pådrog sig i 1656 Frederik 3.'s vrede, da han giftede sig med Margarethe Dorothea Rantzau uden hendes faders samtykke.  Faderen var hertugdømmernes mægtigste mand, grev Christian Rantzau til Breitenburg og statholder i hertugdømmernes kongelige del og tillige en af Danmarks rigeste mænd. Han kunne ikke straks godtage Friedrich Ahlefeldt som et passende parti. Hans gods indskrænkede sig til den sønderskudte ruin, Søgård, som han endda kun ejede halvdelen af, samt nogle ladegårde. Så Friedrich Ahlefeldt måtte bortføre sin kun 15-årige brud, og de blev i al hemmelighed viet i en lille landsby i nærheden af Lübeck.

Der gik et par år, inden grev Rantzau anerkendte sin svigersøn, men efter forliget kom de til at stå hinanden nært. Med nogle års forsinkelse overdrog grev Rantzau i 1659 som bryllupsgave to kongelige obligationer på 62.000 rigsdaler til det unge par, som gjorde det muligt for Friedrich Ahlefeldt i 1662 at erhverve Gråsten og det tilhørende Fiskbæk af den fallerede hertug Philipp af Glücksborg. Gråsten Slot blev herefter hans foretrukne opholdssted. Samme år, i 1662, fødte Margarethe Dorothea sønnen Friedrich Ahlefledt den yngre og i 1670 Carl Ahlefeldt (1670-1722). 

Friedrich Ahlefeldt var en varm tilhænger af enevælden. Efter svigerfaderen grev Christian Rantzaus død i 1663 udnævnte Frederik 3. Friedrich Ahlefeldt til statholder i hertugdømmerne, og i denne egenskab bidrog han i 1667 til udsoning mellem kongen og hertugen af Gottorp. I tæt samarbejde med kongens halvbror Ulrik Frederik Gyldenløve og Peder Schumacher (Griffenfeld) udmanøvrerede han efter Frederik 3.s død i 1670 den magtfulde Christoffer Gabel til fordel for Griffenfeld. Selv fik Friedrich Ahlefeldt i denne periode afgørende indflydelse på udenrigspolitikken.

Efter Griffenfelds fald i 1676 blev Friedrich Ahlefeldt storkansler og støttede en forsigtig inddæmningspolitik over for Gottorp, der dog blev forladt straks efter Ahlefeldts død i 1682. Ved sin død var Friedrich Ahlefeldt greve til Langeland og Rixingen, friherre til Mørsberg og han ejede desuden Graasten, Sågård, Ballegård, Herningsholm og marskområdet Wildnis. Han var storkansler, gehejme-. stat- og landråd. Statholder i hertugdømmerne Slesvig og Holsten, Guvernør og amtmand over Steinburg, Sønder-Ditmarsken og Langeland samt Ridder af Elefanten.

Friedrich Ahlefeldt er begravet i Tranekær kirke på Langeland.

Litteratur:
Louis Bobé: Slægten Ahlefeldts Historie, bind 1-6. 1897-1912. 
Poul Andersen, Graasten – et slot og et sogn, 1986.