Frederik 3., 1609-1670, dansk konge
Frederik 3. Maleri af Abraham Wuchters, formodentlig fra 1646.
Statens Museum for Kunst.
Konge af Danmark og Norge fra 1648. Han var næstældste søn af Christian 4. og Anna Cathrine og blev i 1643 gift med Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg. Da han som næstældste søn ikke var udset til blive konge, fik Christian 4. ham valgt som fyrstebiskop i bispedømmet Bremen og Verden. Han kom derfor som ung til i høj grad at leve i tyske omgivelser som en verdslig fyrste støttet af tyske rådgivere. Da områderne gik tabt efter Torstenssonfejden 1643-45, blev han i 1647 statholder over den kongelige del af hertugdømmerne Slesvig og Holsten og regerede fra Duborg Slot.
I 1647 blev han tronfølger efter den ældre bror Christians død. Han blev af Rigsrådet tvunget til at underskrive en hård håndfæstning. Da svenskerne i 1678 genoptog Karl Gustav-krigen med Danmark og belejrede København, udtalte Frederik 3. "Jeg vil dø i min rede", hvorimod adel og rigsråd var flygtet. Han opnåede betydelig popularitet med denne holdning.
Han fik i samarbejde med Københavns borgere og kirkens folk sat håndfæstningen ud af kraft i 1660 og indførte enevælden, som blev fastslået ved Kongeloven af 1665.
Frederik 3.s valgsprog var "Herren vil være mit Forsyn".