Bülow, Frederik R.H., 1791-1858, officer
Frederik Rubeck Henrik Bülow blev født i Lille Nustrup præstegård ved Ribe. Han havde fra sin tidlige barndom lyst til at blive soldat som sin far og bedstefar. Som ung gjorde han tjeneste i Rendsborg og i 1806 kom han på Det Militære Institut i København, hvor skolen om Bülow skrev at han var "skrækkelig provinciel".
Men han blev premierløjtnant i 1811 og fik flere gange mulighed for at udmærke sig. Således ledede han i 1812 succesfuldt en aktion mod engelske tropper, som havde besat øen Nekselø. I april 1814 fik han i forbindelse med Napoleonskrigene med sit regiment marchordre til Rhinen, men vendte dog tilbage allerede i løbet af sommeren. Herefter blev han forstander for regimentets eksercerskole i Aalborg, fra 1827 i København og i 1836 forfremmedes han til major.
I forbindelse med hærloven af 1842 blev officerkorpset reduceret og Bülow overvejede at søge sin afsked. Han avancerede yderligere og blev samme år bataljonschef og i 1847 oberst. Umiddelbart efter oprøret i Rendsborg i marts 1848 henvendte han sig uopfordret til den nyudnævnte krigsminister A.F. Tscherning og tilbød sig som leder af det kommende felttog mod slesvig-holstenerne. På det tidspunkt var Hans Hedemann allerede udnævnt, men Tscherning skrev i sine erindringer, at Bülow "siden har vist, at hans tilbud ikke havde været at foragte".
Det er med rette sagt, at det at skildre Bülows deltagelse i Treårskrigen ville være det samme som at skildre hele krigen. Han var i centrum ved stort set alle større begivenheder under krigen, og hver gang gjorde han sig positivt bemærket. Ved Slaget ved Bov den 9. april 1848 angreb Bülows brigade med stor succes fjendes flanke og afskar ham tilbagetoget. Under Slaget ved Slesvig den 23. april 1848 beviste han sin evne til at angribe sin fjende på hans mest sårbare punkt. Ved panikken i Flensborg den 25. april samme år spillede han og hans afdelinger en hovedrolle i bestræbelsen på få overblik og besat højdepunkterne syd for Flensborg for at imødegå det forventede angreb fra preusserne. Under kampen ved Nybøl den 28. maj, da Bülow var blevet forfremmet til generalmajor var det hans brigade som gjorde udslaget. I marts 1849 fik Bülow kommandoen over styrkerne på Als med hvilke han slog slesvig-holstenerne ved Adsbøl, Arnbøl og Ullerup i dagene 5. og 6. april 1849.
Efter general Kroghs tilbagetræden efter Slaget i Egernførde Fjord blev Bülow udnævnt til overgeneral og var herefter hjernen bag det succesfulde udfald fra Fredericia den 6. juli 1849. I planlægningen heraf stod Bülow urokkelig fast over for krigsminister C.F. Hansen, som blandede sig i de militære dispositioner. Han satte uden vaklen sin vilje igennem og gennemførte udfaldet med succes.
Bülow led af gigt og et alvorligt anfald hindrede ham i at fortsætte som overgeneral. Han deltog således ikke Treårskrigens sidste og afgørende slag ved Isted den 25. juli 1850. Efter krigen boede Bülow i Flensborg i tre år, hvorefter han forflyttedes til København med stillingen kommanderende general. I 1856 trådte han ud af aktiv tjeneste og levede sine sidste år på Sandbjerg Slot på Sundeved. Han er begravet ved Dybbøl kirke.
Litteratur:
Dansk Biografisk Leksikon, Gyldendal 1981.
