Dannevirkebevægelsen

Stærkt nationalistisk bevægelse, som efter at Tyskland havde tabt Første Verdenskrig argumenterede for en historisk begrundet grænsedragning mellem Danmark og Tyskland ved Danevirke og Slien. Bevægelsen respekterede altså ikke princippet om "folkenes selvbestemmelsesret" og afstemningsresultaterne i 1920.

Bevægelsen opstod op til og i forlængelse af det dramatiske møde i Den nordslesvigske Vælgerforening i Aabenraa den 16.-17. november 1918, hvor det blev besluttet at søge gennemført en afstemning under ét nord for Clausen-linjen (den såkaldte zone 1) med mulighed for kommune- eller distriktsvise afstemninger syd for denne linje, i Mellemslesvig (zone 2), hvis der lokalt rejstes krav om det.

Dannevirkefolkene forsøgte før mødet i Aabenraa at påvirke delegerede fra Haderslev til at argumentere for, at spørgsmålet om en kommende grænsedragning alene blev overladt til de sejrende vestmagter uden indblanding fra dansk eller sønderjysk side. Synspunktet var, at ved at overlade spørgsmålet til den kommende fredskonference ville den fremtidige grænse blive lagt sydligere end hvis man fra dansk side tog hensyn til tyske synspunkter og risikoen for en senere tysk revanche. Man frarådede således enhver drøftelse af enkeltheder vedrørende grænsespørgsmålet og udarbejdelse af adresser, da sådanne "efter vort skøn kun kan være egnet til at mistænkeliggøre vor stilling udadtil og bringe det danske folks enighed indadtil i fare".

Dannevirkebevægelsen argumenterede ud fra en historisk ret for, at Danevirke burde være det danske riges sydgrænse. Hovedargumentet var, at dansk folkepræg og sprog frem til begyndelsen af 1800-tallet havde været fremherskende helt ned Slien-Danevirke linjen, men i løbet af 1800-tallet var trængt tilbage af en langsom fortyskning, ikke mindst fordi dansk forvaltning havde forsømt at værne om nationaliteten. Bevægelsen skyede ingen midler for at opnå en sådan grænsedragning og sendte i 1919 på eget initiativ en delegation af indflydelsesrige medlemmer til Paris med det formål at få trukket grænsen ved Danevirke uden afstemning. Det lykkedes bevægelsen at få tilføjet en tredje afstemningszone, men dette blev senere strøget fra Versailles-traktaten efter pres fra den danske regering, herunder ikke mindst udenrigsminister Erik Scavenius, som var stærkt imod.

Allerede i januar 1919 brød mere moderate kræfter med Dannevirkebevægelsen og dannede den såkaldte Flensborgbevægelse.

Bevægelsen opnåede, især ved hjælp af kredsen omkring oberst Erik With, at påvirke den nationalt interesserede Christian 10. til nærmest kupagtigt at afskedige regeringen Zahle med Påskekrisen i 1920 til følge.

Bevægelsen havde mange rigsdanske medlemmer, og dens centrale skikkelse var redaktør ved Flensborg Avis Ernst Christiansen. En anden central person i Sydslesvig var angelbonden Peter Lassen på slægtsgården Strukstrup.

Efter Genforeningen blev Grænseforeningen oprettet, og en del af Dannevirkebevægelsens fremtrædende medlemmer fik stor indflydelse på foreningen. Grænseforeningen var i mellemkrigsårene præget af stærke diskussioner mellem Dannevirkefolkene på den ene side, og "den kritiske fløj" på den anden side. Afstemningsresultatet i 1920 havde ikke ændret Dannevirkebevægelsens principielle syn, som var, at problemet lå i det danske folk, som ikke, med henvisning til historie og afstamning, i tilstrækkelig grad bakkede kravet om en grænse ved Danevirke op. Problemet var ikke sydslesvigerne, for de skulle slet ikke have været spurgt.

Ifølge Axel Johnsen var de mest fremtrædende Dannevirkemænd i Grænseforeningen:

Overkirurg, dr.med. Ionas Collin
Folketingsmand J.S. Vanggaard
Rektor H.P. Hansen (formand for Grænseforeningen 1926-1942)
Skibsreder C. Kraemer
Dr. med. Valdemar Harsløf (næstformand for Grænseforeningen 1926-1943)
Gårdejer N.J. Gotthardsen (næstformand for Grænseforeningen 1934-1956)
Overretssagfører Knud Dahl
Kommunegartner P.C. Larsen Grøn
Gårdejer Jens Ledgaard, Ringkøbing
Højskoleforstander J.C. Christensen Maarssø (skolekonsulent i Grænseforeningen)
Lensgreve Bent Holstein (ikke aktiv i Grænseforeningen)

Litteratur:
Axel Johnsen: Dannevirkemænd og Ejderfolk. Den grænsepolitiske opposition i Danmark 1920-1940. Udgivet af Studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, 2005.
Axel Johnsen: "Grænseflyttere, sydslesvigaktivister og nationale genrejsere i Danmark 1920-1945"
Axel Johnsen: "Grænsen, folket og staten". Grænseforeningens historie 1920-2020. Gyldendal, 2019.
Troels Fink: Da Sønderjylland blev delt. 1918-1920. Bind I, II og III. Institut for Grænseregionsforskning, 1978-79.