With, Erik, 1869-1959, officer

Efter kort at have været lærling i søværnet i 1884-85 skiftede Erik With til hæren, hvor han gjorde karriere frem til generalløjtnant i 1931. I årene 1911-1918 var han chef for generalstabens efterretningssektion, hvorigennem han fik talrige kontakter såvel indenlands som udenlands.

Erik With kom fra stærkt nationalistiske kredse, og han var talerør for hærens kraftige antityske holdning under Første Verdenskrig. Hans yndlingsaversion var "tyskerkursen", det vil sige de bestræbelser, der med Erik Scavenius som udenrigsminister gik på at finde en ordning med Tyskland og derigennem løse landets sikkerhedspolitiske problem, ligesom han også var meget engelsk-venlig.

Tyske diplomater i Danmark klagede over With, som de, utvivlsomt med rette, beskyldte for at levere oplysninger videre til englænderne. P. Munch anså With for at være en fantast og betragtede ham som en belastning for landets neutrale holdning under Første Verdenskrig. Efter krigen blev han i 1918 udnævnt til oberstløjtnant, en udnævnelse der gjorde det muligt at fjerne ham fra efterretningsvæsenet og lade ham gøre tjeneste uden for København.

Allerede under 1. Verdenskrig havde With gjort sig overvejelser om, hvorledes et tysk nederlag kunne udnyttes til at skaffe Sønderjylland tilbage til Danmark. Denne sag optog ham efter verdenskrigens afslutning stærkt. Han gjorde sig til talsmand for, at Danmark fik Sønderjylland tilbage ned til Dannevirke-linien, en tanke der klart stred mod den siddende radikale regerings politik.

Erik With søgte i 1919 på eget initiativ kontakt med de udenlandske stormagters gesandtskaber i København for at forklare dem Dannevirke-tanken samt for at hævde, at regeringen i virkeligheden stod meget isoleret med sin opfattelse, der kun ville give mulighed for at få en mindre del af det tidligere danske Sønderjylland tilbage fra Tyskland.

I 1920 arbejdede With og kredsen omkring ham kraftigt for at vælte regeringen af hensyn til det sønderjyske spørgsmål. With havde forbindelser til Christian 10. og hans rådgivere. Her gav han udtryk for, at betydelige kredse i landet stod bag hans synspunkter, og at betydende mænd var villige til at overtage regeringen, således at der kunne føres en mere energisk og optimal politik med hensyn til Sønderjylland. With og kredsen omkring ham havde således et stort medansvar for Påskekrisen i 1920, hvor kongen afskedigede regeringen C.Th. Zahle.

Den hidtidige regering blev erstattet af et forretningsministerium under Otto Liebe, som With selv havde været med til at foreslå. Det var oprindeligt meningen, at Erik With skulle have været forsvarsminister i dette forretningsministerium, men han blev til sin store skuffelse vraget, idet han blev anset for at være for rabiat og derved ville udgøre en risiko for ministeriets image og muligheder.

Dagbladet Social-Demokraten betegnede ham som en "halvforrykt krigsmand" og Politiken som "en militærpolitisk eventyrer". Efter Påskekrisen og efter at forholdene omkring Sønderjylland var faldet til ro, fortsatte With sin militære karriere og blev i 1923 stabschef hos generalinspektøren for fodfolket.

Statsminister Stauning udnævnte i 1931 overraskende og på trods af modstand fra Det radikale Venstre Erik With til hærchef. Trods Withs rolle under Påskekrisen og hans chauvinistiske synspunkter, havde han alligevel evnet at vinde selv socialdemokrater for sig.

Som hærchef beskæftigede With sig især med forsvaret af Jylland mod et eventuelt tysk angreb og et forsvar af grænsen blev under Withs ledelse omhyggeligt planlagt. Det lykkedes ham dog ikke at trænge igennem med sine synspunkter over for politikerne. With gik af på grund af alder i 1939, og det er i høj grad et spørgsmål, hvordan den danske hær ville have reageret, hvis den havde stået under Withs kommando den 9. april 1940.

Erik With døde i 1959 og er begravet på Garnisonen.