Gå til leksikonoversigt

Hans, 1455-1513, dansk konge

Personer

Konge af Danmark og Norge fra 1482, af Sverige fra 1487. Han var den ældste søn af Christian 1. og dronning Dorothea og blev i 1478 gift med Christine af Sachsen (1461-1521). 

I Slesvig og Holsten forsøgte enkedronning Dorothea at få ridderskabet til at vælge hendes yngste søn, Frederik (den senere Frederik 1.), til enehertug, hvilket Hans var en udtalt modstander af. I 1490 kom det til et kompromis mellem de to brødre, der delte Hertugdømmerne mellem sig, dog således at de hver havde områder i begge hertugdømmer, og de skulle regere Hertugdømmerne sammen for at overholde aftalen fra 1460 om, at Slesvig og Holsten skulle forblive udelte (Up ewig ungedeelt).

I 1497 lykkedes det Hans også at blive kronet til svensk konge, men hans herredømme over Sverige var kun af kort varighed. I år 1500 angreb kong Hans og hertug Frederik Ditmarsken, der nægtede at underkaste sig noget fyrsteligt overherredømme. Her led man dog en stort nederlag i det såkaldte Ditmarskenfelttog, og dette førte til, at svenskerne gjorde oprør mod Hans og fordrev ham som konge. Svenskerne var især utilfredse med de forhøjede skatter under hans herredømme.

Resten af sin regeringstid måtte Hans især bekæmpe hansestæderne, der var utilfredse med, at deres rivaler, de nederlandske købmænd, vandt indpas på de skandinaviske markeder, og at krigen mellem Danmark og Sverige forstyrrede deres handel. 

Indenrigspolitisk kom det i stigende grad til modsætninger mellem kongen og den danske højadel, der ønskede indflydelse på, hvordan riget blev regeret, og at opnå fordelagtige forleninger, skattefrihed og andre privileger. Den indflydelsesrige adelsmand Poul Laxmand blev myrdet i 1502, og der gik rygter om, at kongen havde ladet ham myrde. I hvert fald anklagede kongen Laxmand kort tid efter dennes død for forræderi og beslaglagte hans gods. Hans søgte herefter på forskellig vis at stække den danske adels ambitioner og tildelte len til borgerlige på trods af håndfæstningens forbud mod noget sådant. 

Kongen døde i 1513, efter at han året forinden havde indgået en fredsaftale med hansestæderne. Han blev efterfulgt af sin ældste søn Christian (2).

Kong Hans fremstillet på Kronborgtapeterne af Hans Knieper fra 1582-1584.

Kong Hans fremstillet på Kronborgtapeterne af Hans Knieper fra 1582-1584.

Nationalmuseet.