Gå til leksikonoversigt

Lenz, Siegfried, 1926 - 2014, tysk forfatter

Personer

Siegfried Lenz debuterede i 1951. Han fik sin første tyske succes med humoristiske fortællinger fra sin østpreussiske hjemegn, men ellers er han mest kendt som roman- og novelleforfatter med mere alvorlige temaer fra den tyske historie og nutid. Hans internationale gennembrud kom med romanen Deutschstunde (1968, på dansk Tysktime, 1970): En politibetjent skal i nazitiden sørge for, at en af hans bekendte, en kritisk maler, ikke uden lighed med Emil Nolde, overholder regimets forbud mod at male. Mens betjenten er nidkær, gør hans søn oprør ved at redde malerens billeder og sætter dermed spørgsmålstegn ved faderens og tyskernes mekaniske pligtopfyldenhed.

Siegfried Lenz har gennem talrige sommerophold i sit sommerhus på Als et godt kendskab til danske forhold. I 2007 blev den komiske novelle "Det sønderjyske kaffebord" oversat til dansk.