Oprøret i Rendsborg
Den 20. marts 1848 om formiddagen indløb der i København besked om et møde, som havde fundet sted i Rendsborg to dage før, hvor slesvigske og holstenske repræsentanter havde vedtaget at sende en deputation til kongen (Frederik 7.) med slesvig-holstenernes krav om en fri forfatning, Slesvigs forening med Holsten og Slesvig optagelse i Det tyske Forbund.
På baggrund af disse forlydender hævdede den førende nationalliberale politiker Orla Lehmann, at der var udbrudt oprør i hertugdømmerne og indkaldte sammen med andre nationalliberale, bl.a. Tscherning, Clausen og Hvidt til et offentligt møde i Casino samme aften, altså den 20. marts. Her lykkedes det de nationalliberale at få vedtaget en henvendelse til kongen, hvori han blev anmodet om "uopholdeligt" at afskedige regeringen og udpege ministre, der var "Opgavens Storhed voksne" og kunne redde Danmark.
Den følgende dag samledes ved middagstid 15-20.000 mennesker på Gammeltorv, hvorfra de gik til Christiansborg (hvor kongen boede) for at kræve en ny regering. Da havde Frederik 7. allerede, på sin nyudnævnte gehejmestatsminister Bardenfleths foranledning, afskediget sine gamle ministre.
Da efterretninger om Casinomødet, folketoget til Christiansborg og regeringens afskedigelse nåede Kiel den 23. marts sidste på eftermiddagen, kunne man der næppe opfatte dem på anden måde end, at der var udbrudt revolution i København, således som det få dage forinden var sket i Berlin og Wien, og at den svage konge var i hænderne på "gadens parlament". Der dannedes derfor en provisorisk regering, der skulle forsvare hertugdømmerne mod de forventede aktioner fra kongerigets nye ledere, og i løbet af aftenen blev denne regering godkendt af en forsamling på Kiels rådhus. I regeringen sad de to konservative Prinsen af Nør og grev Reventlow-Preetz og de mere radikale Beseler, Bremer og Schmidt.
Om morgenen den 24. marts udsendtes fra Kiel rådhus en proklamation, der ikke var rettet mod kongen, men mod de nationalliberale, som på ulovlig vis havde taget magten i København (dannelsen af den nye regering i København var endnu ikke kendt i Kiel).
Der krævedes en forening af hertugdømmerne, men ikke en ophævelse af personalunionen med kongeriget. I proklamationen hed det, at hertugen (kongen) var "ufri", fordi en folkebevægelse havde tvunget ham til at indtage en fjendtlig holdning til hertugdømmerne, det var derfor den provisoriske regerings opgave at forsvare hertugdømmernes ret og den arvede hertug (altså den danske konge) mod overgreb.
I Kiel var man overbevist om, at den nye ledelse i København ville bruge magt imod den slesvig-holstenske rejsning, og derfor var en besiddelse af fæstningen i Rendsborg med dens store garnison og righoldige arsenal nødvendig. Tidligt om morgenen den 24. marts afgik Prinsen af Nør derfor med Kiels garnison og 50 mand af borgerbevæbningen med et ekstratog til Rendsborg, hvor fæstningen blev indtaget ved at overrumple dens garnison og den kommanderende general.
Alle de øvrige garnisoner i hertugdømmerne gik i løbet af de følgende dage over til den provisoriske regering. Så godt som alle menige og underofficerer forblev ved deres afdelinger og kæmpede for Slesvig-Holsten i den efterfølgende krig, Treårskrigen. Af officererne gik 65 i slesvig-holstensk tjeneste, mens 94 forblev tro mod deres ed til kongen. Af alle den danske hærs afdelinger sluttede ca. en fjerdedel sig til den slesvig-holstenske rejsning.
