Jens Jessen: Kærligheden binder
Jens Jessen købte i 1882 Flensborg Avis og var avisens redaktør. Han skrev utallige ledende artikler til avisen. Artiklen ”Kærligheden binder” blev bragt i Flensborg Avis den 25. juli 1882, som er årsdagen for Slaget på Isted Hede. Her mindes de faldne; de, der gav deres liv af kærlighed til fædrelandet. Denne kærlighed findes ifølge Jessen endnu i sønderjydernes hjerter, om end de er under preussisk styre.
I Dag, den 25. Juli, er det 32 Aar, siden Istedslaget1 foreløbig afgjorde Sønderjyllands Skæbne. Dengang troede Folket, at nu var Sønderjylland for bestandig bevaret for Danmark. Men kun fjorten Aar skulde gaa hen, før vor Landsdel blev forenet med et fremmed Land, kom under en fremmed Hersker, under en fremmed Styrelse, under fremmed Lov og Ret. Men det blev ikke derved. Selve Folket skal nu omskabes. Der skal indpodes det et fremmed Liv og en fremmed Aand; dets Modersmaal skal trænges tilbage. I Hedenold dyrkede Folket Nordens Guder, og da talte det Dansk lige ned til Ejderen. Guldhorn og Runestene foruden meget andet har vidnet om vore Forfædres Sprog i hine gamle Tider. I Kristendommens første Dage, da Ansgar2 og Ødbert3 bragte Livets Ord til Norden, talte vort Folk Dansk i Hedeby4 eller Slesvig, hvor den første Kirke byggedes. Dronning Thyra5 satte Danevirke til Værn for danske Sønderjyder, og endnu bor Sagnet blandt Folket om Danmarks fromme Dronning Dagmar. ”Ad denne Vej er Dronning Dagmar kommen," siger de ude paa Højderyggen, naar de taler om "Oksevejen"6. Endnu da dette Hundredaar oprandt, talte Folket sit gamle danske Sprog ved Sliens Bred. Det er dette danske Sprog, dette Sønderjydernes fælles oprindelige Modersmaal, som vore Modstandere vil søge at udtrænge. Skal det nu virkelig forsvinde fra vort gamle "Søndenaa", skal det stive højtyske Sprog eller noget fordærvet Plattysk efterhaanden bane sig Vej som Folkets Sprog til Kongeaaen og derefter videre? Har vore Heltes Kampe været saa aldeles frugtesløse, at Danmark og Norden selv i aandelig Henseende skal miste al Lod og Del i Sønderjylland? Er alt det danske Blod flydt forgæves?
Der staar i en Sang om de danske Kæmper, der er faldne i Kampen for Sønderjylland, to vægtige Ord: Blodet binder7. Det i Kampen udgydte Blod skulde for evig have bundet Sønderjylland fast til Moderlandet og forenet Sønderjyderne med det øvrige danske Folk til een aandelig Enhed. I lstedslaget blev 37978 danske Mænd dræbte eller saarede. Hvis Sønderjylland, aandelig talt, for evig var bevaret for Danmark, saa har disse mange Mænd, der lod deres Liv eller udgød deres Blod for Fædrelandet, ikke forgæves bukket under for Døden eller set den i Øjnene. Men er det nu saa, at Blodet binder?
Det er ikke alt Blod, der binder. Hvis saa var, da vilde det være en let Sag at binde Lande og Folkeslag sammen, der er adskilte i Slægt og Sprog, i Sæd og Skik. Thi da vilde enhver stor Hær, der gik ud paa Landvinding, kunne fuldbyrde en Gerning for Evigheden, da vilde de smaa uden Haab og uden Trøst for bestandig være prisgivne til at kues og knuses af Overmagten. Men det er lykkeligvis ikke saa. Det er ikke alt Blod, der binder.
Paa Kæmpegraven hist oppe paa Kirkegaarden9 staar iblandt de mange Mindesmærker en Sten, der mellem Buskene og under Bladhanget maaske er skjult for alle deres Øjne, der ørkesløse slentrer omkring i Dødens Have, men som snart opdages af enhver, der med Stolthed, om end med Vemod, dvæler ved Graven. Paa denne Sten staar de Ord af Menneskesønnen, som han udtalte den sidste Nat, før han gik i Døden: Ingen har større Kærlighed end den, der sætter Livet til for sine Venner (Joh. 15, 13). Her er der sagt, hvad der alene kan give Blodet samlende og forenende Kraft! Det er Kærlig heden, der binder. De Helte, der med Hjertevarme gik i Døden for Fædrelandet, der med Glæde satte Livet til for deres Venner, for deres dyrebare Landsmænd, de udgød deres Blod af Kærlighed, og dette Blod har bindende Kraft. Deres Ild tænder i andre Sjæle, deres Troskab gemmes i andre Hjerter, deres Kærlighed genopvækkes i andre Sind. Mange Taarer er udgydte ved de faldnes Grave. Hist oppe ved den store Grav er der i Ly af de skønne Buske, der breder sig skærmende ud over Højen, opsendt mangen en stille Bøn for den Sag, som vore hedengangne Kæmper led og stred for. Disse Taarer og disse Bønner er ikke frugtesløse: de vedligeholder Kærlighedens hellige Ild. Vi kender nok det dristige Ord om "Blod og Jern"10, der skal sammenkitte og sammenføje de før adskilte Lande og Folk til een Statsenhed. Vi glemmer ikke, at der ogsaa er flydt meget Blod paa den anden Side i Kampen om Sønderjylland. Dette Blod har foreløbig bundet os til den prøjsiske Stat og det tyske Rige. Men derved er vi ikke blevne fremmede for os selv. Lad os længe nok tælles med blandt Kongeriget Prøjsens Undersaatter og Kejserriget Tysklands Indbyggere: vore Hjerter gemmer dog trofast en Kærlighed, som ingen Magthaver kan udrive.
Ordforklaringer:
(2) Ansgar var missionær, kaldet "Nordens apostel".
(3) Autbert, Ansgars klosterbroder, der fulgte ham med på missionsrejsen til Danmark. Aubert blev dog syg og vendte tilbage til klosteret i Corbie.
(4) Hedeby var en handelsplads fra vikingetiden.
(5) Ifølge myten om dronning Thyra var hun Danevirkes bygherre.
(6) også betegnet Hærvejen
(7) I digtet "Slumrer sødt i Slesvigs jord" står der i strofe 3 følgende: "Slesvigs land er atter vundet! / blodet binder - med jert blod/ har I det for evigt bundet".
(8) I dag vurderes tallene til at være 845 faldne og 2.405 sårede.
(10) slagord brugt af Bismarck
Kildehenvisning:
Redaktør Jessen i Tale og Skrift i Udvalg ved Marie Jessen, f. Fibiger. Flensborg Avis’s Forlag, Padborg 1921, s. 137-138.