H.P. Holst: Slumrer sødt i Slesvigs Jord
Digt, skrevet af Hans Peter Holst, også kaldet ”Mindesang for de Faldne”. Det er skrevet til en mindefest på Rosenborgs eksercerplads i august 1850, som blev afholdt til fordel for de faldnes efterladte efter Treårskrigen 1848-1850.
Melodien er komponeret af J.P.E. Hartmann (1775-1850) i 1850. Den har været optaget i Højskolesangbogen, men gled ud i 17. udgave.
Slumrer sødt i Slesvigs Jord,
Dyrekjøbt den blev ved Eder!
Sommeren sit Blomsterflor
Over Eders Grave breder;
Mindet flyver som en Fugl
Hen til Slesvigs grønne Vange,
Synger der fra Gravens Skjul
Ensomt sine simple Sange!
Ensomt, thi de brustne1 Blik
Ingen kjærlig Haand har lukket,
Ingen ven jert Haandtryk fik,
Ingen hørte Afskedssukket.
Men for Danmark Sukket lød,
For dets Fremtid, for dets Lykke -
Hvil da sødt i Jordens Skød,
Hvil da sødt i gravens skygge!
Skjøn er Døden, som I fik,
Ingen skjønnere der findes -
Derfor vil med vaade Blik
Heller ei vi Eder mindes;
Men hvor danske Hjerter slaae,
Og hvor danske Toner klinge,
Skal med Stolthed Store, Smaa
Fædrelandets Tak Jer bringe!
Ordforklaringer:
(1) uden liv og glans, øjnene på en døende person.
Kildehenvisning:
H.P. Holst: Udvalgte Digte. C.A. Reitzels Forlag 1875, s. 30.

Postkort med gengivelse af første strofe af digtet "Slumrer sødt i Slesvigs Jord".