J.P.S.S. Clausen om Slaget ved Slesvig

Den 23. April. Paaskedag

Idag var jeg oppe i god Tid, fordi jeg vilde i Kirke og først maatte have mit fra de foregaaende Dage endnu noget vaade Tøj pudset og i Orden. Heldigvis havde jeg faaet alt samlet, da der Kl. 8 blæstes Allarm. En Time efter stod vi igen nær ved Færgegaarden, men under Dækning af en Bakke og nogle Jordvolde. Denne Gang syntes det at være Alvor. Fjenden er virkelig syd for Slien, og fra Bakkens Kam kan jeg tælle, at han har mindst 6 Kanoner, som beskyder vore to ganske livligt og besvares af dem efter Evne. Samtidig høres en stadig Knatren af Geværerne ovre paa Fjendens Side; skønt denne vedvarer i længere Tid, har vi endnu ingen saarede. 3. Kompagni har besat selve Færgegaarden og de nærmeste Bakker, 2. og 4. staar hvert paa sin Side af Vejen som Reserve under Kommando af vor Kaptajn. I Længden bliver dette kedeligt, hvorfor jeg beder Kaptajnen, om jeg maa gaa ned til Færgegaarden for at se, hvordan det staar til; men han siger nej. Kort efter leverer han mig dog et Papir, med hvilket jeg som Ordonnants skal begive mig til Bataillonskommandøren, og »saa kan De jo se Dem lidt om der, og da melde mig, hvordan det staar til.« Jeg begiver mig nu afsted, søgende Dækning undervejs, hvor den kan faas, afleverer min Melding og forsøger nu at klare mig Situationen. Fjenden har ganske rigtig 6 Kanoner, med hvilke han helt har fordærvet vort gode Gavlværelse, idet Muren er maset og Borde og Bænke ligesaa. For Øjeblikket skyder imidlertid alle seks Kanoner paa vore to, og just nu kommer der Melding til Bataillonskommandøren, at den ene Kanon har faaet en Kugle paa Mundingen og er ubrugelig, medens den anden har faaet sit ene Hjul skudt itu. Ogsaa nogle af Mandskabet er saarede. Efter at der var paasat et Reservehjul, maatte den ene Kanon overtage Arbejdet mod de 6 fjendtlige. Uheldigvis er Færgetovet ikke i Tide blevet kappet, men under heftig Geværild udfører den flinke Løjtnant, Baron Stampe, sammen med en Menig denne Bedrift. Dækket af en Mur staar jeg i Samtale med en Løjtnant, da en Geværkugle slaar mod en Sten i vor Nærhed. Vi undersøger den; den er noget fladtrykt, men den har oprindelig været spids, hvilket i Forening med den ejendommelige hvislende Lyd tyder paa, at Fjenden har Spidskugle geværer, - maaske det er Preussere? 2. Kompagni kommer nu ogsaa og besætter Færgestedet; jeg tør ikke blive længere og melder mig saa tilbage til Kaptajnen, som efter at have hørt min Forklaring mener, at det er rettest at lade Mandskabets Middagsmad - Ærter og Flæsk - blive kogt i Brodersby og senere baaret ned, i hvilken Anledning Fureren¹ og Mandskabet afgaar. 

Før det blev Middag havde den stærke Kanonskydning fra Slesvigkanten lydt, som om den kom fra Byen og deromkring; en kort Tid syntes vi, at den kom ligesom længere sydfra, men ud paa Eftermiddagen lød den igen mere nordlig, hvilket Kaptajuen sagde ikke tydede godt. Han har netop givet mig Ordre til at begive mig til Brodersby for at høre, om Ærterne er færdige, saa kommer pludselig en Dragon farende paa usadlet Hest, og bagefter en Sergent, der var kvartersyg². Han er paa Tøfler og uden Vaaben, men bægge beretter, at Fjenden er i Brodersby³, at Trænet med Bataillonskassen og Officerernes Bagage er taget, samt at det ved Trænet værende Mandskab - 8 à 10 Mand - ligeledes er fanget. Kaptajnen lader nu Kompagniet med Skytterne foran tage Front mod Brodersby, for saaledes at modtage den ventede Fjende og sender derefter Melding om det forefaldne til Bataillonskommandøren, som endnu opholder sig i Færgegaarden. Meldingen indeholdt et Forslag om, at hvis Tropperne skulde forlade Stillingen, ansaa Kaptajnen det for heldigst, at Tilbagegangen sker ad den vest for Vejen liggende Lavning, for at undgaa Brodersby.  

Klokken er nu henimod 8, det er mørkt og kun med Vanskelighed transporteres Kanonerne med Tilbehør over Engene og Hegnene, men det lykkes, og Kl. 9 staar vi vest for Brodersby, i Nærheden af Geel, paa Slesvigvejen; men nu skal Løjtnant Darre, som er efterladt med 40 Mand ved Færgegaarden, afhentes af 4. Kompagni, som gaar samme Vej tilbage over Marker og Enge. Kompagniet naar ned mod Færgestedet, Løjtnanten trækker sig hen til os i stor Stilhed, men Tilbagevejen gaar nu gennem Brodersby, som ifølge Meddelelse fra en velvillig Bonde er forladt af Fjenden. Kompagniet benytter Lejligheden til at redde Kogekedlerne og Flæsket, men maa spilde Ærterne. Bataillonen fortsætter saa Marchen til Skaleby. Idet vi passerer Geel Skov, bemærker vi smaa Ildglimt i denne, hvilket formodentlig hidrører fra brændende Cigarer, da Fjenden efter Bondens Sigende var gaaet ind i Skoven, fordi han antog, at vi var de stærkeste.  

Ved Skaleby møder os en Rytter, som nok egenlig er Oppasser hos Overlægen, men som har faaet fat paa en ledig Dragonhest. Han melder Oberstløjtnanten, at Fjenden har taget Slesvig, og at vor Hær er gaaet nord paa, hvilket han havde erfaret, da han red forud og var bleven anraabt med »Wer da?« Han, der er fra Eidersted og altsaa kan tale Tysk, svarede »Gut Freund,« og spurgte samtidig, om der var noget i Vejen for, at et lille Kommando kunde rykke ind i Byen? Herpaa faar han det Svar:» Komm man, da is keen Dän mehr in der Stadt.« Bataillonen maa altsaa ad en Tværvej se at naa Hovedvejen. Det er nu begyndt at gry, og ved fuldt Dagslys naar hele Kommandoet Landsbyen Tolk, hvor der gøres Hvil. Udenfor Kroen staar nogle Geværpyramider og i Stalden nogle af vore Dragonheste; vi slutter deraf, samt af at der i Gæsteværelset staar halvtømte Glas og endog brændende Lys, at fjendtlige Soldater nylig er flygtede fra Kroen. Vor Kaptajn befaler os at undersøge Kroen, særlig Loftetagen. S. og jeg befaler Kromanden, som naturligvis ikke vidste noget som helst, at gaa foran op ad Trappen. En Pige havde sagt os, at der var nogle af vore ovenpaa, hvorfor vi med stor Bestemthed forlangte Kvistværelserne aabnede. Til de to Værelser havde Kromanden Nøglen og lukkede op, men til de to andre kunde han paa ingen Maade finde Nøglen, men han kunde ikke tænke sig, at der var noget at se efter derinde. Da han nu altsaa ikke vilde lukke op, gjorde vi kort Proces, slog Fyldningen ind med Geværkolberne og op af Sengen farer 10 Mand, nemlig de, der var blevne fangede med Trænet, deriblandt Korpsskriveren, Bøssemageren og en Sergent. De blev helt glade ved at høre, at Fangenskabet nu var forbi, men man havde taget Klæderne fra dem, paa Skjorten og de hvide Benklæder nær, for at hindre dem i at flygte. Efter at Kaptajnen havde forsynet dem med Bajstrøjer, Huer og Fodtøj, var de færdige til at følge med Bataillonen, som i Mellemtiden havde været saa forsynlig at rekvirere Vogne til Tornystrene. Kromanden skulde egentlig have været ordentlig straffet, fordi han vilde skjule Fangerne for os, men han maatte nøjes med den lille Huskeseddel, som S. og jeg leverede ham oppe paa Loftet. 

De Rygter, som vi hørte, før vi igen begyndte Marchen, tydede alle paa, at vi havde haft et stort Tab ved Slesvig, men tillige at vor Hær om Natten var bleven staaende ved Lyrskov, hvoraf dog maatte fremgaa, at den var i god Orden. 

Vi maa være glade ved at være komne helskindede paa nogle faa saarede nær, fra Midsunde⁴ Halvø, thi hvis der virkelig har været 1000 Mand Friskarer⁵ i Brodersby, og de havde kastet sig over os, mens vi stod derude, saa kunde de have bragt os svære Tab mellem den dobbelte Ild. I Stueværelserne i Kroen blev der fundet en Ritmester Flindt af vore, men han blev, mærkværdigt nok, tilbage. 

Over Vedelspang og videre nordpaa marcherede vi da ad Flensborg til. Vi var jo nu fri for Tornystrene, saa Marchen gik for saa vidt ganske let, men hvad der generede mig først paa Formiddagen var, at det af Natteregnen gennemvaade Tøj klæbede til Kroppen ved hvert Skridt, jeg tog. Først op ad Dagen tørrede Klæderne lidt efter lidt, og omtrent Kl. 12 marcherede vi i god Orden ind i Flensborg, hvor vi efter en Times Ophold gik i Kvarter. Gaderne var opfyldte med Soldater, Kanoner og Vogne af alle Slags. Mit Kvarter var hos Adjunkt S. Da Jeg havde spist til Middag, gik Jeg op paa mit Værelse og lagde mig uafklædt paa Sengen, da jeg havde anmodet om at blive vækket efter 2 Timers Forløb. Jeg havde maaske sovet en halv Time, da Adjunkten styrter ind med det Udraab: »De maa op! Preusserne er i Byen. Alle flygter!«  

Det var jo et slet Budskab, men her var intet at betænke sig paa. Med nogen Vanskelighed fik jeg de halvvaade Vandstøvler paa, Lædertøj og Tornyster spændt, tog hurtig Afsked med min Vært og ilede med Geværet i Haanden til Kompagniets Allarmplads, men der var ikke en levende Sjæl. Jeg vender tilbage til den lange Hovedgade, der er sort af flygtende. Ryttere sprænger afsted paa sadlet og usadlet Hest, Infanterister i Løb, nogle kaster Tornyster og Chakot⁶, Ambulancevogne, Bagagevogne, Artilleri, alt i den forfærdeligste Uorden, jagende mod Nord, under Skrig og Tummel og Raabet: »Preusserne er der!«. B. og Jeg træffer hinanden, og da vi ikke kender Bataillonens Allarmplads, beslutter vi at søge ud af Byen mod Nord, men vi er enige om, at det ikke kan være noget alvorligt Angreb, da vi ikke hører nogen Skydning. En Jægerofficer slutter sig til os, og da en næsten tom Vogn kommer farende, beordrer han Kusken at holde; vi stiger op alle tre og kører nu staaende, til vi naar den nordlige Udkant, hvor Officeren igen lader Vognen holde. Det var vistnok en Regnskabsfører, Vognen tilhørte, for der var en stor Pengekasse bagved Sædet, paa hvilket der foruden Kusken sad en Person, som, efter at vi var stegne af, synlig lettet sagde: »kør saa til!«  

Saavel paa Chausseen som inde paa Markerne gjorde en Mængde Officerer og frivillige sig Umage for at bringe Orden til Veje. Det af den korte Søvn saa pludseligt vækkede Mandskab var næsten helt vildt af Skræk, og der maatte overfor mange formelig anvendes Magt for at stoppe dem. Fanerne udfoldedes som Samlingsmærke, de i Førstningen smaa Kolonner øgedes efterhaanden; B. og jeg havde faaet samlet en lille Hob af 5. Bataillon, saa bemærker vi 4. Kompagnis to Løjtnanter, som ogsaa har samlet en Flok, mest Jyder, som vi nu tilfører vore nogle og tredive Mand, indtil hele Troppen tilsidst tæller omtrent 200 Mand. Efter en Tids Forløb kommer en ældre Officer ridende og giver vor Premierløjtnant Ordre til med det Mandskab, han har samlet, at besætte Passet ved Krusaa, optage alle Efternølere og forsvarer Stedet for enhver Pris. Der blev tilsidst optaget saa mange, at den hele Styrke udgjorde 300 Mand, hvoraf ikke 1/3 var af 5. Bataillon, men Resten af mange andre Batailloner, og der stod vi nu hele den lange, regnfulde Nat, trætte efter to Døgns Anstrængelser, trængende til noget at varme os paa, med tomme Brødposer, men fremfor alt trængende til Søvn. Premierløjtnanten lod 1/3 af Mandskabet ad Gangen søge Hvile i et tæt ved Broen liggende Skur.  

Ordforklaringer:

(1) underofficer

(2) soldat, der pga. sygdom ikke kan forrette tjeneste og derfor må blive i sit kvarter, men han er ikke så syg, at han må indlægges på et hospital.

(3) landsby nord for Slesvig og Mysunde

(4) Mysunde

(5) mindre og løsere organiseret frikorps, der især dannes under borgerkrig.

(6) militær hovedbeklædning

Kildehenvisning:

J.P.S.S. Clausen: 1848-49-50. En frivilligs dagbog og breve. København. Otto B. Wroblewskis Forlag 1898, s. 42-48.