Treårskrigen 1848-1850

Også betegnet 1. Slesvigske Krig. Krig udkæmpet i årene 1848-1850 mellem Danmark og slesvig-holstenerne og deres allierede. Krigen kan betragtes som en borgerkrig i det danske monarki, men var også en international krig, da fremmede statsmagter greb ind i krigens gang og udfald.

Baggrunden for krigen

Treårskrigens overordnede årsag var nationale og politiske spændinger mellem danske og tyske grupperinger i det danske monarki. Fortalere for Ejderpolitikken krævede en grænse til Ejderen og indlemmelse af Slesvig i kongeriget Danmark. Slesvig-holstenerne (se artiklen Slesvig-holstenisme) ville øge Hertugdømmernes selvstændighed i forhold til Danmark og Slesvigs optagelse i Det tyske Forbund.

I 1848 var Europa præget af revolutionære strømninger, hvilket førte til revolutioner og opstande. Disse bredte sig også til nationale og liberale kredse i Slesvig og Holsten, og den 18. marts samledes tysksindede stænderdeputerede til et møde i Rendsburg, hvor de bl.a. stillede krav om en grundlov for Hertugdømmerne. Der dannedes en provisorisk regering, og urolighederne endte i oprøret i Rendsburg den 24. marts 1848. Denne begivenhed fik Treårskrigen til at bryde ud.

Allerede den 29. marts rykkede danske tropper over Kongeåen. Der var blevet samlet en styrke på 11.000 mand under ledelse af general Hans Hedemann. Til sammenligning var den slesvig-holstenske hær på ca. 6.000 mand.

Krigshandlinger 1848-1850

Det første militære sammenstød fandt sted den 9. april 1848 i Slaget ved Bov, hvor danskerne angreb den slesvig-holstenske hær, der måtte flygte til Rendburg. Preussen og Det tyske Forbund blandede sig i krigen, og flere slag fulgte i de næste måneder: I Slaget ved Slesvig den 23. april, hvor den slesvig-hostenske styrke var blevet forstærket med hærenheder fra Preussen og de tyske forbundsfæller, måtte danskerne trække sig tilbage, og tyske tropper kunne besætte næsten hele hertugdømmet Slesvig. I Slaget ved Nybøl den 28. maj og i Slaget ved Dybbøl den 5. juni vandt danskerne imidlertid igen.

Stormagterne og Sverige mæglede i konflikten, og den 26. august blev parterne enige om en våbenhvile. Et forslag om en deling af Slesvig blev afvist af Frederik 7.

I både Danmark og Slesvig-Holsten forberedte man sig på kommende krigshandlinger ved bl.a. at indføre almindelig værnepligt. Den danske hær nåede herved op på 41.000 mand, mens den slesvig-holstenske hær var på 19.000 mand. Hertil kom 47.000 tyske forbundssoldater.

Krigen gik i gang igen i april 1849. I søslaget i Eckernförder Bucht den 5. august mistede danskerne linjeskibet Christian VIII og fregatten Gefion. Senere på måneden, den 23., led den danske hær nederlag i kampen ved Kolding. Den slesvig-holstenske hær trængte op i Nørrejylland og belejrede fæstningsbyen Fredericia. Det lykkedes dog den danske hær under udfaldet fra Fredericia den 6. juli at bryde belejringen og jage slesvig-holstenerne på flugt.

Der blev på ny indgået våbenhvile i sommeren 1849, og den 2. juli 1850 sluttede Preussen efter pres fra russisk side en fred med danskerne. Slesvig-Holsten, som hermed havde mistet deres allierede, fortsatte dog krigen.

Den 25. juli stødte den danske og den slesvig-holstenske hær sammen i Slaget på Isted Hede. Dette slag blev det største og blodigste slag i Treårskrigen. Det endte med en beskeden dansk sejr, og slesvig-holstenerne trak sig tilbage til fæstningen i Rendsburg. De efterfølgende slag ved Mysunde den 12. september og ved Friedrichstadt den 4. oktober havde ikke den store betydning.

Stormagter udefra greb igen ind i krigen. Rusland og Østrig pressede Preussen til at afsætte det slesvig-holstenske statholderskab. Slesvig-holstenerne nedlagde våbnene, og krigen sluttede kort efter nytår. Slesvig var nu igen under dansk kontrol.

Vurdering af krigen

Krigen var en militær sejr for Danmark, men sejren skyldes indgriben udefra, idet de europæiske stormagter havde tvunget især Preussen til at trække sig ud af krigen.

På det politiske plan førte krigen ikke til ændringer, og de konfliktpunkter, der havde udløst Treårskrigen, var der stadig og var medvirkende til krigen i 1864 (2. Slesvigske Krig). 

Litteratur:
Claus Bjørn: 1848: Borgerkrig og revolution. Gyldendal, 1998.