Børneforsorg

Offentlige og private institutioners forsorg rettet mod børn. I Sønderjylland blev de første børnehjem for forældreløse børn, de såkaldte vajsenhuse (tysk: waise: forældreløs), oprettet i perioden 1719-73 i Slesvig, Flensborg, Tønder, Tønning og Husum. Det skete i kølvandet på pietismen og med August Hermann Franckes anstalter i Halle som forbillede.

Trængende børn var også målet for privat velgørenhed i sidste halvdel af 1800-tallet, hvor fx Nordslesvigsk Asylforening for forsømte Børn, oprettet i 1877, skaffede plejefamilier til udsatte børn og drev et børnehjem i Erlev. Efter Genforeningen blev der af private foreninger grundlagt og drevet en del børnehjem.

De ændrede familiemønstre i 1800-tallet var baggrunden for oprettelsen af børneasyler, idet mange mødre i mindrebemidlede familier måtte arbejde uden for hjemmet. Asylerne udsprang af et pasnings- og forsorgsbehov og hvilede i modsætning til de senere frøbelske børnehaver ikke på noget pædagogisk grundlag. Børneasyler blev bl.a. oprettet i Aabenraa 1841, Tønder 1859, Haderslev 1868 og Sønderborg 1871. Initiativet kom ofte fra borgerskabet, der også stod for driften. I den henseende adskilte de sig ikke fra asylerne i Kongeriget.

Til gengæld kom det til at spille en væsentlig rolle, om forsorgen foregik på dansk eller tysk. I Aabenraa blev asylet lukket under Treårskrigen som følge af modsætningsforholdet mellem dansksindede borgere og asylets slesvig-holstenske ledelse. Et nyt dansksproget asyl åbnede i 1863, men det blev tysksproget efter det danske nederlag i 1864. Efter Genforeningen opstod mange steder både dansk- og tysksprogede asyler, og denne sproglige og nationale deling fortsatte i 1930’erne, hvor asylerne blev omdannet til børnehaver efter frøbelsk forbillede.

Af Anne Marie Overgaard  i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.