Gå til leksikonoversigt

Bogtryk i Sønderjylland

Begreber

Bogtrykkerkunsten kom til Slesvig by allerede 1486, godt 30 år efter dens opfindelse. Her trykte Steffen Arndes det berømte Slesvig-missale, der indeholdt forskrifterne for messens afholdelse i Slesvig Bispedømme. Men først i 1600- og 1700-tallet dukkede der mere permanente trykkerier op: Slesvig 1612, Husum 1672, Flensborg 1706, Tønder 1730’erne, Haderslev 1759 og Frederiksstad 1798. De færreste af disse havde dog en lang levetid.

Trykkeriet i Haderslev, oprettet af Hinrich Luckander, overlevede ved at sælge skillingstryk og kistebreve over hele Jylland. Trykkeriet blev overtaget af P.C. Kock i 1847, og her blev avisen Dannevirke trykt. De fleste trykkerier var da også tæt forbundet med en avis, og deres storhedstid er i udpræget grad sammenfaldende med avisernes, fra 1880’erne og frem til omkring 1980. I 2024 er der kun omkring 10 trykkerier tilbage i Sønderjylland med Laursen Grafisk i Tønder, oprettet i 1813, som et af de største.

Af Lennart S. Madsen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Opdateret 2024.

Bogtryk fra anden halvdel af 1700-tallet af Hinrich Luckander med fremstilling af Evas skabelse.

Bogtryk fra anden halvdel af 1700-tallet af Hinrich Luckander med fremstilling af Evas skabelse.

Det Kgl. Bibliotek.