Christoffer 1., 1219-1259, dansk konge

Konge af Danmark 1252-1259, søn af kong Valdemar Sejr. og Berengaria. Han blev i 1248 gift med Margrete Sambiria og var far til bl.a. Erik Klipping.
 
Da kong Abel blev dræbt i 1252, opholdt hans ældste søn, Valdemar, sig i udlandet. Han skyndte sig hjem for at overtage kronen, men da han kom til Danmark, var Christoffer, Abels bror, blevet valgt til konge. Hermed var grunden lagt for en strid mellem Christofferlinjen, der beklædte tronen, og Abellinjen, som var hertuger af Sønderjylland. Christoffer måtte dog anerkende Abelsønnernes krav på Sønderjylland, og Abels ældste søn, Valdemar Abelsen, blev hertug i 1254. Han døde imidlertid barnløs i 1257, hvorefter Christoffer opløste hertugdømmet og lagde det ind under kongeriget.

Christoffer forsøgte at få sin broder Erik Plovpenning anerkendt som martyr. Formålet var at få brændemærket Valdemars fader Abel som brodermorder og dermed udelukke hans slægt fra tronfølgen. 

Christoffer1.s regeringstid var præget af stridigheder med kirken, og i 1259 fængslede han ærkebiskop Jacob Erlandsen, som støttede Abelslægten. Ærkebiskoppen havde nægtet at krone Christoffers søn til medkonge. Abelslægten angreb efterfølgende i Jylland, og Roskildebispen Peder Bang angreb bl.a. København og bekæmpede Christoffers hær ved Næstved. Christoffer måtte flygte til Ribe, hvor han døde. Ifølge et rygte var han blevet forgiftet af abbed Arnfast fra Ryd Kloster.