Gå til leksikonoversigt

Erik Plovpenning, 1216-50, konge af Danmark

Personer

Erik Plovpenning var søn af kong Valdemar Sejr og dronning Berengaria og blev i 1216 udnævnt til hertug af Slesvig. Han blev konge efter faderens død i 1241. Hans lillebror Abel var hertug af Sønderjylland, og der opstod hurtigt strid om kronen mellem de to brødre. Fra 1246 var der tale om borgerkrig, hvorunder flere byer, bl.a. Aabenraa og Haderslev, blev afbrændt.

På grund af krigen udskrev Erik Plovpenning i 1249 en ekstraordinær skat på plove, hvoraf han fik sit tilnavn. Skatteudskrivningen blev anledning til et oprør imod ham i Skåne.

I 1250 blev Erik Plovpenning under fredsforhandlinger med Abel myrdet og kastet i Slien, formentlig af to af Abels højeste embedsmænd. Han blev først begravet i Slesvig Domkirke, men i 1258 blev Eriks lig af kong Christoffer 1. ført til Ringsted, hvor han er begravet i Sankt Bendts Kirke. Her forsøgte Christoffer 1. at fremme en helgenkult for Erik Plovpenning, men den myrdede konge blev ikke kanoniseret af kirken.