Valdemar Sejr, 1170-1241, dansk konge

Konge af Danmark fra 1202, søn af Valdemar den Store og Sophie. Han blev i 1205 gift med Dagmar af Bøhmen og efter hendes død i 1212 med Berengaria, som stammede fra Portugal.

Den storpolitiske strid gik i Valdemar Sejrs leveår på, hvem der skulle have kontrollen over Østersøområdet, hvor der, efter at venderne var blevet slået i 1185, opstod et magtpolitisk tomrum. 

Valdemar blev i 1187 udnævnt til hertug i Sønderjylland. Her kom han i strid med biskop Valdemar af Slesvig, som også stod for det verdslige styre i Sønderjylland og som modarbejdede den danske konges interesser ved et oprør i 1192. Valdemar satte biskoppen i fængsel på Søborg Slot i Nordsjælland og løslod ham først 14 år senere efter pavens indgriben og på betingelse af, at biskoppen drog til Rom for aldrig at vende tilbage, hvilket han dog gjorde. Striden mellem hertug Valdemar (Sejr) og biskop Valdemar af Slesvig blev indledningen til et opgør med den holstenske grev Adolf 3. som igen førte til at Valdemar i 1201 erobrede Holsten og Lauenburg.

I de følgende år fortsatte Valdemar Sejr ekspansionen mod øst og lagde Mecklenburg og Lübeck og området frem til floden Oder under den danske krone. Det var muligt, dels fordi fyrstehusene i området lå i konstant indbyrdes strid, dels fordi landene var små og endnu ikke tilstrækkelig organiserede.

I 1219 erobrede Valdemar Sejr i Slaget ved Lyndanise Estland. Det var i forbindelse med dette slag, at sagnet om Dannebrog opstod. Valdemar Sejr stod hermed på sin magts tinde. Samtidig bestræbte han sig på at sikre arvefølgen, dels ved i 1218 i Slesvig under overværelse af 15 biskopper og seks hertuger og grever at krone sin søn Valdemar den Unge til medkonge, dels ved at gøre sine øvrige sønner til lensherrer. Samtidig sikrede Valdemar sig både pavens og den tyske kejsers anerkendelse af sine erobringer.

Men i 1223 faldt det hele sammen. Under en jagt på øen Lyø i Det Sydfynske Øhav blev Valdemar Sejr og hans søn Valdemar den Unge taget til fange af hans vasal grev Henrik af Schwerin og ført til en borg i Schwerin. Herefter fulgte måneders resultatløse forhandlinger om frigivelse og løsesum.

Kun kongens slægtning grev Albert af Orlamünde og grev Otto af Lüneburg forsøgte at tage kampen op mod de nordtyske fyrster og biskop Valdemar af Slesvig, der igen forsøgte at gøre sine krav gældende. Det kom til et slag i januar 1225 ved Mölln i Lauenborg, som den danske hær tabte.

I 1225 blev betingelserne for de to kongers frigivelse endelig aftalt. Ud over en stor løsesum skulle Valdemar Sejr aflevere alle områder mellem Ejderen og Elben samt alle vendernes lande mod øst, bortset fra Rügen. Dette betød det danske østersøvældes tilintetgørelse. Ejderen var igen blevet Danmarks sydgrænse. Valdemar måtte love ikke at føre hævntogt mod grev Henrik af Schwerin og som garanti stille ti gidsler til rådighed. Endvidere skulle Valdemar sværge ikke at yde Albert af Orlamünde støtte til at tilbageerobre de borge og lande, han havde mistet. Endelig skulle kongen garantere, at købmændene i Lübeck og Hamborg skulle nyde samme ret og frihed som før kongens tilfangetagelse. Valdemar Sejr vende tilbage ved juletid 1225, mens Valdemar den Unge blev frigivet i påsken 1226.

Efter sin frigivelse fritog paven Valdemar for at betale løsesummen og overholde de garantier, han havde stillet. Herefter forberedte Valdemar et hævntogt, men der var ikke mange, der støttede ham, og i det afgørende slag i 1227 ved Bornhöved tabte Valdemar mod de nordtyske fyrster. Herefter var al diskussion om genetablering af Østersøherredømmet afsluttet.

Valdemar døde i 1241, få måneder efter at han havde givet Jyske Lov. Valdemar blev begravet i Sankt Bendts Kirke i Ringsted. Tilnavnet Sejr fik han først i 1500-tallet.