Stjernedrenge
Begreber
Sønderjysk juleskik, hvor stjernedrenge eller stjernefolk udklædt som de hellige tre konger gik rundt og sang ved dørene ved nytår og helligtrekonger. Som belønning for sangen fik de småpenge eller fødevarer i form af mel, gryn eller flæsk. Oprindeligt var stjernedrenge latinskoleelever, men senere blev det almindeligt, at det var samfundets dårligst stillede, der gik som stjernedrenge. I dag er den oprindelig skik ophørt, men flere steder i Sønderjylland går børnene fortsat rundt nytårsaftensdag og skyder nytår ind hos folk og får en pose med slik og frugt til gengæld.
Litteratur:
Inge Adriansen: Skikke og traditioner i årets løb i Nord- og Sydslesvig i Grænseforeningens Årbog 1990