Abel, 1218-1252, konge og hertug

Konge af Danmark fra 1250. Han var den næstældste søn af Valdemar Sejr og Berengaria og blev i 1237 gift med Mechtilde af Holsten. Som andre næstældste kongesønner blev Abel som 14-årig hertug af Sønderjylland i 1232. I årene 1239-1241 var Abel formynder for sin hustrus to umyndige brødre.

Abel og broderen Erik Plovpenning gerådede i direkte krig om kronen efter deres fars død i 1241. Den kamp vandt Erik, men han blev dræbt under fredsforhandlinger i 1250 af to af Abels embedsmænd. Det er stadig ikke helt afklaret, om Abel stod bag mordet.

Erik Plovpenning havde kun efterladt sig døtre, så Abel blev konge efter ham og kronet i Roskilde, hvorved Sønderjylland og kongeriget atter var forenet. Under to år senere blev han dræbt i en krig med friserne.  Han blev efterfølgende begravet i Slesvig Domkirke.  

Efter Abels død havde hans søn Valdemar et legitimt krav på kronen. Valdemar opholdt sig i Frankrig, og på hjemrejsen blev han holdt i fangenskab i Köln med det resultat, at Abels bror Christoffer 1. blev konge. En smædekampagne blev ført mod Abel og hans efterkommere, at Abel var brodermorder. 

Abels efterkommere blev ikke konger, men hertuger af Sønderjylland.