Hanssen, H.P., 1862-1936, redaktør, politiker

H.P. Hanssen blev født på gården Nørremølle på Sundeved. Hans fødested indgik ofte i hans navn, så han blev kaldt H.P. Hanssen Nørremølle. Han blev uddannet i både Danmark og Tyskland, bl.a. på Askov Højskole og i København, hvor han fik kontakt med historikeren A.D. Jørgensen, sprogforskeren H.V. Clausen og professor Aage Friis. 

H.P. Hanssen blev i 1888 gift med Helene Lucie Iversen fra Ullerup, og parret bosatte sig i Sønderborg, hvor han blev medarbejder på Dybbøl-Posten.

H.P. Hanssen var medstifter af Den nordslesvigske Vælgerforening, hvor han var sekretær frem til 1896, da han blev valgt ind i den preussiske landdag. Som medstifter af Vælgerforeningen havde han en væsentlig andel i grundlæggelsen af Sønderjyske Årbøger, som er udkommet siden 1889. H.P. Hanssen repræsenterede sønderjyderne i den preussiske landdag frem til 1908. I 1906, da hans politiske rival Jens Jessen døde, overtog han Jens Jessens plads i rigsdagen i Berlin, hvor han var medlem frem til 1919.

H.P. Hanssen var en glimrende organisator og medvirkede ved oprettelsen af talrige sønderjyske organisationer; han var bl.a. medstifter af Skoleforeningen i 1892.

I oktober 1893 bosatte H.P. Hanssen sig i Aabenraa og købte avisen Hejmdal. Herved skabte han grundlaget for at gøre Aabenraa til centrum for det nationale arbejde i hele Nordslesvig. Som redaktør af Hejmdal idømtes H.P. Hanssen talrige fængselsstraffe.

H.P. Hanssens linje over for de preussiske myndigheder var mere pragmatisk end Jens Jessens, der førte den såkaldte protestpolitik med henvisning til Pragfredens § 5. H.P. Hanssen var den centrale person i Aabenraa-kredsen, som gik ind for en grænselinje nord om Flensborg.

Ved årsmødet for dansksindede nordslesvigere den 14. juni 1914 i Haderslev samledes ca. 10.000 deltagere, der hørte en af H.P. Hansens mest berømte taler, hvori han udtrykte stærk tiltro til danskhedens overlevelsesmuligheder på trods af, at landsdelen var under tysk styre. 

Kort før Tysklands sammenbrud under 1. Verdenskrig holdt H.P. Hanssen den 23. oktober 1918 en tale i Rigsdagen i Berlin, hvori han med henvisning til præsident Wilsons 14 punktsprogram for folkenes selvbestemmelsesret og Pragfredens § 5 krævede, at Nordslesvig blev genforenet med Danmark. Umiddelbart efter talen fik H.P. Hanssen under hånden og uofficielt tilsagn om, at det nordslesvigske spørgsmål ville blive afgjort i henhold til præsident Wilsons 14 punkter, men ikke i henhold til Pragfredens § 5, som tyskerne anså for ophævet i 1879, hvilket den danske regering også havde accepteret allerede i 1907.

H.P. Hanssens tale i rigsdagen i Berlin blev holdt samtidig med, at den danske rigsdag holdt møde om det sønderjyske spørgsmål. Den danske rigsdag var i et dilemma. Skulle man indgå direkte underhåndsaftaler med Tyskland og dermed risikere at blive opfattet som allieret med Tyskland, eller skulle man føre sine krav frem via de allierede og dermed risikere en løsning, som på et senere tidspunkt kunne give et genrejst Tyskland mulighed for revanche. Den danske rigsdag valgte en forsigtig løsning ved at lade slesvigerne selv fremsætte deres krav. 

Fra Folkehjems balkon holdt H.P. Hanssen den 17. november 1918 efter et dramatisk to-dages møde i Den nordslesvigske Vælgerforening den afgørende tale. Vælgerforeningens bestyrelse enedes om en resolution, den såkaldte Aabenraa-resolution, der krævede folkeafstemning under ét i området nord for en linje fra Flensborg Fjord (nord for Flensborg) og vestpå langs Skelbækken og Vidå syd om Tønder, den såkaldte Clausen-linje. Videre udtalte Den nordslesvigske Vælgerforening, at distrikter syd for denne linje, altså i Mellemslesvig, skulle have ret til, hvis de rejste krav om det, ved en efterfølgende afstemning at tilkendegive, om de ønskede at komme under dansk styre. Ca. 3.000 mennesker lyttede til talen, hvori H.P. Hanssen kunne bekendtgøre, at en genforening med Danmark var inden for rækkevidde. 

Den 21. november 1918 afleverede H.P. Hanssen Aabenraa-resolutionen til den danske gesandt i Berlin, grev C. Moltke, med anmodning om, at regeringen videregav resolutionen til de allierede sejrsmagter, så de kunne foretage de nødvendige skridt for at den danske befolkning i Nordslesvig kunne få sin ret anerkendt. Henvendelsen fra H.P. Hanssen var, set med regeringens øjne, kærkommen, fordi regeringen hermed undgik at fremsætte egne krav.

Med disse begivenheder indledtes en af de største politiske konflikter i danmarkshistorien - nemlig spørgsmålet om den fremtidige grænsedragning. H.P. Hanssen stod på princippet om folkenes selvbestemmelsesret (afstemningsprincippet) og ønskede en grænsedragning i overensstemmelse hermed. 

H.P. Hanssen blev i tiden op til Genforeningen angrebet af nationalistiske kredse, fordi han argumenterede for en afstemningsgrænse nord om Flensborg. Politisk lå han i Danmark tæt på partiet Venstre og partiets grundtvigsk orienterede politikere som bl.a. I.C. Christensen, Niels Neegaard og Klaus Berntsen, men i 1919 indtrådte han som midlertidig minister for sønderjyske anliggender i ministeriet Zahle, som han var på linje med i spørgsmålet om grænsedragningen. I november 1918 udtalte H.P. Hanssen, at han ikke straks ville tilslutte sig et politisk parti, og at han forestillede sig en overgangsperiode, hvor de nyvalgte folketings- og landstingsmænd fra Sønderjylland udgjorde deres egen gruppe i den danske rigsdag. Denne tanke blev i løbet af 1919 umuliggjort af grænsestriden mellem Aabenraa-, Flensborg- og Danevirkefolk. H.P. Hanssens ministertid afsluttedes den 29. marts 1920, da Christian 10. afskedigede ministeriet Zahle (se Påskekrisen).

I forbindelse med Christian 10.s ridt over den gamle grænse ved Frederikshøj eller ved den store genforeningsfest på Dybbøl den 11. juli 1920 blev H.P. Hanssen tilsidesat som taler; på Dybbøl måtte han vige pladsen for lensgreve Otto Didrik Schack fra Schackenborg.

Ved det første folketingsvalg efter Genforeningen den 21. september 1920 blev H.P. Hanssen ikke valgt. Herefter deltog H.P. Hanssen kun i begrænset omfang i dansk politik, men han var dog medlem af Folketinget for Venstre i perioden 1924-26. Han engagerede sig istedet i kulturelle-historiske forhold, således var han formand for Sprogforeningen 1921-36 og for Historisk Samfund for Sønderjylland 1923-36.

Ud over talrige artikler og skrifter har H.P. Hanssen bl.a. skrevet Fra Kampaarene 1-2 (1917-19) og erindringsværket Et tilbageblik 1-4 (1928-34).

H.P. Hanssen betragtes som en af sønderjysk histories største skikkelser. Umiddelbart efter hans død oprettedes H.P. Hanssens Mindefond.

Et portræt af H.P. Hanssen malet af Robert Leepin er ophængt i Billedsalen på Folkehjem i Aabenraa.

Litteratur:
Troels Fink: H.P. Hanssen som minister i regeringen Zahle 1919. Institut for Grænseregionsforskning, 1977.

Hans Schultz Hansen: Genforeningens arkitekt - H.P. Hanssen 1914-1936 (2020)