Hertug

Titel for en fyrste, der normalt er underordnet en konge. Fra 1100-tallet betegnes en del yngre danske kongesønner som hertug (Latin: dux), og fra omkring år 1200 knyttes titlen for nogles vedkommende særligt til det sydlige Jylland, der først blev betegnet som Sønderjylland og senere Slesvig. Abelslægten udgjorde 1232-1375 et særligt sønderjysk fyrstehus med titel af hertug. Greverne af Holsten var 1375-1459 reelle herskere over Sønderjylland og fik i 1386 hertugtitel af dronning Margrete. De danske konger var fra 1460 hertuger af Slesvig og fra 1474 også af Holsten.

Ud over kongerne selv fik også deres yngre sønner og deres sidelinjer efter 1460 titel som hertuger af Slesvig og Holsten. Det gjaldt Frederik (1.), Hans den Ældre og fra 1544 linjen Slesvig-Holsten-Gottorp. De havde ved delingerne 1490, 1544 og 1580 dels fået visse amter, landskaber mv., som de herskede direkte over, dels udgjorde de sammen med kongerne den såkaldte fællesregering. De kan betegnes som regerende hertuger. I perioden 1658-1713 var gottorperne oven i købet suveræne hertuger for deres del af Slesvig, hvilket i princippet indebar fuldstændig statslig uafhængighed.

Christian 3.s søn, Hans den Yngre, fik i 1564 og i 1582 overladt nogle amter, men da han ikke fik andel i fællesregeringen, og dermed i udenrigs- og forsvarspolitikken, betegnes han som afdelt hertug, og det samme gælder linjerne Sønderborg, Nordborg, Glücksborg, Pløn og Ærø, som opstod ved delingen af hans områder i 1622.

Fra linjen Sønderborg udgik yderligere nogle sidegrene, bl.a. Augustenborg, Beck og Wiesenburg, som nok fik hertugtitel, men ingen andel i hertugmagten over nogen del af Slesvig eller Holsten. De kan betegnes som titulære hertuger.

Af Carsten Porskrog Rasmussen Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur: Carsten Porskrog Rasmussen m.fl. (red.): De slesvigske hertuger. 2008.