Kornmål og flademål
Sønderjyske kornmål i ældre tid er et uhyre kompliceret emne og ikke udforsket af mange. Der var flere forskellige målsystemer i brug og oven i købet adskillige lokale varianter. I middelalderen måltes korn i skæpper (tysk: Schipp), som var et rummål, og omregnedes i ørtug, som var et værdimål. En ørtug bestod af 10 skæpper rug, 12 skæpper byg eller 20 skæpper havre. Antallet af skæpper pr. ørtug var det samme i næsten hele Kongeriget og det meste af Sønderjylland, men da skæppen havde forskellig størrelse, havde ørtugen det også. 24 ørtug udgjorde en læst. Ørtugmål bruges i de fleste landgildeberegninger i Nordslesvig.
I senmiddelalderen vandt tønden frem som kornmål og afløste gradvist ørtugen. De sønderjyske tøndemål varierede en del. I næsten hele Østslesvig benyttedes en tønde på omkring 140 liter. I Nordslesvig blev den delt i 8 skæpper á 17-18 liter, og målsystemet her svarede til det, der brugtes fra Kolding til Randers og fra 1683 i hele Danmark (Åbomål). I Sydslesvig synes systemet at variere. I dele af Vestslesvig benyttedes en noget større tønde på omkring 153 liter. Endelig benyttedes længst mod syd den såkaldte Rendsborgtønde på ca. 127 liter, som kunne underinddeles dels i tre scheffel, dels i mindre enheder som schipp, himt, og spint. I Angel regnede man længe mest i byskæpper (tysk: Heitscheffel) a 6 skæpper. En byskæppe var på ca. 110 liter, og i Gottorp amt omregnedes en byskæppe normalt til 3/4 tønde.
Arealmålene tog længe udgangspunkt i kornmålene, så én tønde eller byskæppe land var det areal, der normalt blev tilsået med en tønde eller byskæppe rug. Da man sidst i 1700-tallet opmålte jorden i forbindelse med udskiftning og nyvurdering, benyttede man stadig en lang række forskellige tøndemål, men definerede dem nu geometrisk ud fra den såkaldte hamborgske kvadratrode på 21, 03 m2. Der brugtes tøndemål helt fra 180 til 320 kvadratroder. Myndighederne søgte forgæves at gøre den såkaldte skattetønde på ca. 0,55 m2, som svarer til den danske tønde land, til norm. Den må i øvrigt ikke forveksles med den boniterede skattetønde, som ikke er et arealmål, men en jordvurdering, der fra slutningen af 1700-tallet delvist afløste plovtallet som skattegrundlag. Endelig havde marsken sit helt eget system. Her var hovedenheden demat a ca. 0,5 ha, som er det areal, en karl kunne slå hø på i løbet af en dag (undertiden oversat til dagslet på dansk). Til disse korn- og arealmål kommer talrige andre mål for f.eks. øl, smør og honning.
De meget komplicerede målsystemer blev ikke standardiseret i 1680’erne som i Kongeriget. En virkelig standardisering kom først, da man i preussisk tid delvist gik over til metersystemet, som til gengæld slog hurtigere igennem i Slesvig end i Kongeriget.
Af Carsten Porskrog Rasmussen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.
Litteratur:
Klaus-Joachim Lorenzen-Schmidt: Kleines Lexikon alter schleswig-holsteinischer Gewichte, Masse und Währungseinheiten, Neumünster 1990.
F. Böttger og E. Waschinski: Alte schleswig-holsteinische Masse und Gewichte, Neumünster 1952.