Lorenzen, Peter Hiort, 1791–1845, politiker

Peter Hiort Lorenzen, der var født i Haderslev, drev i begyndelsen af 1800-tallet en stor købmandsforretning i sin fødeby og havde samtidig en betydelig politisk interesse. I 1834 valgtes han til den slesvigske stænderforsamling, hvor han blev leder af den liberale fløj. Hans synspunkt var, at Slesvig ikke kunne få en fri forfatning sammen med Danmark, og at den derfor måtte søges sammen med Holsten, og at hertugdømmerne Slesvig og Holsten med en fri forfatning skulle stå i personalunion med kongeriget Danmark. Dette fremførte han sammen med andre liberale slesvig-holstenere ved stænderforsamlingerne i 1836 og 1838, men uden succes. 

I 1839 brød Hiort Lorenzen med de slesvig-holstenske liberale, fordi den liberale redaktør Theodor Olshausen i Kiel udviklede den såkaldte nyholstenisme, som byggede på, at Holsten hurtigere ville få en fri forfatning, hvis det frigjorde sig fra Slesvig, hvor de nationale forhold var for uafklarede. Denne udvikling tolkede Hiort Lorenzen som udtryk for, at det liberale slesvig-holstenske parti var i opløsning.

Efter at have fået kontakt til Christian Flor og den nationalliberale Orla Lehmann kædede Hiort Lorenzen sine liberale synspunkter sammen med den danske bevægelse. Hiort Lorenzen fik nu den opfattelse, at den liberale bevægelse i Danmark var i stærk udvikling, og at den danske kongelov ikke var den store hindring for en fri forfatning. Hans mål blev at få Slesvig knyttet til Danmark, så snart kongeriget havde fået en fri forfatning. Hiort Lorenzen nedlagde derfor i 1839 sit mandat som stænderforsamlingsmedlem og begrundede dette med, at han ikke længere kunne gå ind for en slesvig-holstensk forfatning, som ikke kunne opnås på grund af Holstens medlemskab af Det tyske Forbund.

Ved stændervalgene i 1841 blev Hiort Lorenzen valgt af en kreds af dansksindede i Sønderborg. Christian Flor havde gennem længere tid ønsket, at de nordslesvigske medlemmer af stænderforsamlingen skulle tale dansk i stændersalen, men Hiort Lorenzen havde hidtil været tilbageholdende over for planen, men nu gik han ind for den. Han forberedte derefter i nært samarbejde med Christian Flor en tale, som skulle holdes på dansk i stænderforsamlingen, hvor alle indlæg ellers blev holdt på tysk. 

Kongen bestemte herefter, i Sprogpatentet af 29. marts 1844, at kun de, der ikke kunne tale tysk, måtte tale dansk på stænderforsamlingen. Hiort Lorenzen talte faktisk bedre tysk end dansk og måtte ikke bruge dansk. Han udeblev derefter fra stænderforsamlingens møder i protest.

Peter Hiort Lorenzen blev danskhedens fører i Sønderjylland frem til sin død i 1845. Han blev i sommeren 1843 hyldet på det første folkemøde på Skamlingsbanken, men samtidig vendte tysksindede slesvig-holstenere sig imod ham, hvilket skadede hans købmandsforretning.