Gå til leksikonoversigt

Sønderjyske Fond, Den

Personer

Fond oprettet 1918/19 for at yde økonomisk og humanitær støtte til sønderjyder, som var mærket af virkningerne af 1. Verdenskrig, især krigsdeltagere, krigsinvalider og faldnes efterladte. Den formåede at samle folk på tværs af de grænsepolitiske skel. Der blev givet støtte til dansk kultur i grænselandet med nye kirkeklokker, oprettelse og støtte til børnehjem, bl.a. Ehlershjemmet ved Vilstrup, oprettelse af kollegieværelser, økonomisk støtte til sønderjyske studerende samt uddeling af konfirmationsure til børn af faldne krigsdeltagere. I alt blev uddelt omkring 13 mio. kr., heraf ca. 20 % syd for grænsen. Fonden blev officielt nedlagt i 1937, men et ”Afløsningsudvalg” bestod indtil 1947 og et ”Afviklingsudvalg” indtil 1957.

Af Inge Adriansen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur: Knud Kretzschmer: Den sønderjydske Fond 1918-1960. 1960. 

Sønderjyske Fond

Den Sønderjyske Fond uddeler fødevarer i Flensborg under ledelse af politimester Waldemar Sørensen. Foto fra 1920.

Det Kgl. Bibliotek.