Gå til leksikonoversigt

S.S. - Sønderjysk Samfund

Begreber

Forening stiftet i Kolding i 1870'erne med det formål at støtte unge sønderjyders ophold på danske højskoler og efterskoler. Initiativtager var gårdejer Jep Fink på Bygebjerg i Hejls samt sognets præst V. Topsøe. Man kontaktede to andre sønderjyske præster, nemlig H. Svejstrup og J. L. Knudsen. Den drivende kraft i foreningen var dens sekretær, friskolemanden Morten Eskesen. Medlemmerne var højskoleinteresserede og fortrinsvis venstrefolk.

Svejstrup blev formand for Sønderjysk Samfund. Man koncentrerede sig i høj grad om at oprette en række efterskoler lige nord for Kongeåen, som således let kunne besøges af unge fra Nordslesvig. Senere formidlede man også ophold på landbrugs- og højskoler i Danmark. Forudsætning for at opnå understøttelse til at kunne gå på disse skoler var, at ansøgerne skulle forpligte sig til efter endt skoleophold at vende tilbage til hjemstavnen.

Ved Svejstrups død blev bogtrykker Konrad Jørgensen formand for Sønderjysk Samfund. Han havde i nogle år været lærer på Askov højskole og grundlagde i 1876 Højskolebladet.

Da Nordslesvigs Skoleforening blev oprettet i 1892, indledte Sønderjysk Samfund et tæt samarbejde med denne, fordi de to foreningers formål stort set var det samme.

Litteratur:
Harald Jørgensen: For de gamle som faldt. Træk af Dansk Kultursamfunds indsats 1910 - 1985. C. A. Reitzels Forlag, 1986.