I begyndelsen af februar er Grænseforeningen vært for det traditionelle ”Københavnerbesøg” for årets kommende studenter fra Duborg-Skolen og A.P. Møller Skolen, et par hundrede i alt. Årets tema er ”Medier og fordomme”, og i programmet indgår en konference i på Christiansborg med emnet ”Danmark i tyske medier – Tyskland i danske medier”.

Mødet åbnes af Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, og jeg får selv fornøjelsen af at lede debatten mellem en række prominente journalister og redaktører fra bl.a. Berlingske, Kristeligt Dagblad og Flensborg Avis. Herefter er der naturligvis debat med de unge gymnasieelever – og dagen afrundes med besøg i DR.

I debatten deltager en af mine absolutte yndlings-journalister. Der skal meget til. Han er tysk, men dansk gift, og han hedder Marc-Christoph Wagner. Jeg har fulgt ham i mange år. Han er en journalist, der ejer evnen til at se nuancer og formidle dem på en måde, så man som læser ikke mister overblikket, og han forfalder ikke til unødig fordomsfuldhed og kategorisering.

Hvor ofte er vi ikke på vej ned i grøften, hvor vi siger ”tyskerne er sådan”, ”danskerne er sådan”, ”sydslevigerne er sådan”?

Helt galt går det imidlertid, når vi forfalder til et bør: Sydslesvigerne – eller danskerne - bør være sådan eller bør gøre sådan. Når vi moraliserer.

Vi har været lige ved at komme derud i de seneste måneders ophidsede debat om dansk og tysk flygtninge- og asylpolitik. I Flensborg Avis har der udspillet sig en hidsig debat mellem blandt andre medlemmer af Dansk Folkeparti og medlemmer af SSW. Kan danskerne have særlige forventninger til de dansksindedes loyalitet over for en dansk regerings beslutninger? Og kan de dansksindede i Sydslesvig tillade sig at udtrykke generel skuffelse over Danmark?

Nu er både Danmark og Tyskland heldigvis lande med ytringsfrihed og pluralisme. Pluralisme indebærer, at vi respekterer forskellige meninger, forskellige udtryksformer og har meget vide rammer for, hvad det kan siges, så længe der ikke er tale om injurier. OG at vi respekterer, at hverken danskere eller sydslesvigere er ét stort og enigt kollektiv.

For mig efterlod debatten endnu en bekræftelse på, at det altid går galt, når vi putter hinanden i kasser. Vi har, synes jeg, til stadighed en forpligtelse til at se det enkelte menneske. Men der er en tendens til, at jo mere pressede, jo mere bekymrede eller angste, vi bliver – jo voldsommere kategoriseringer, foretager vi.

Historisk har vi rædselsfulde eksempler på kategoriseringer. Tænk blot på forfølgelser af jøder, sorte eller andre med en bestemt tro eller hudfarve. De ældre borgere i grænselandet husker også den åbenlyse diskrimination af mindretallene på begge sider af grænsen. Regler og almindelige omgangsformer afspejlede sig i en anspændt dagligdag.

Lige nu oplever vi det på anden vis. Muslimer er sådan. Arabere er sådan.

I et grænseland, der om noget sted på jord er præget af Luthersk arvegods, skal vi altid huske at se det enkelte menneske. Det ligger heldigvis allerede i lovgivningen, at vi ikke må diskriminere på grund af tro, etnicitet, national orientering eller andre kategorier.

Det er fint med lovens ord. Men uden bevidsthed om lovens ånd kan vi hurtigt komme galt afsted. Uanset om det er i mediernes dækning af hinandens lande eller om det er i den almindelige, af og til højrøstede og følelsesladede, debat mellem engagerede mennesker.

Vi har alle et ansvar.

Mette Bock var formand for Grænseforeningen fra 2014-2016.