Glühender Abendhimmel, 1945.

Copyright: Nolde Stiftung Seebüll.

Det lille hus i marsken

Maleren Emil Nolde holdt af marsken, der ligger bag digerne mod Vadehavet, som et uendeligt landskab, der kun brydes af grøfter og vandløb, og hvor man kan færdes længe uden at møde andre end får og gæs.

Han var født i den lille landsby Nolde ved landegrænsen ved Bylderup-Bov og bosatte sig midt i det vindblæste grænseland i 1916. Siden byggede han sit eget hus med atelier i Seebüll. Her levede han sammen med sin hustru, Ada, der var født i Ribe, midt i naturen fra 1926 og frem til sin død for 60 år siden, i 1956.

Nolde Museum i Seebüll, der har haft til huse i Noldes hjem, i dag med tilhørende museumsbygning, lige så længe, fejrer 60 års jubilæet senere på året. En ny udstilling ”Emil Nolde – de sene værker” åbner den 1. marts efter en længere vinterpause.

Kurator Caroline Dieterich, Nolde Museum, siger, at den nye udstilling vil byde på værker, der ikke tidligere har været vist, og at man er klar til at tage imod flere end de 62.000 besøgende, der sidste år kom den lange vej forbi.

”Der bliver noget at glæde sig til, fordi udstillingen både vil vise overraskelser og klassiske værker”, siger hun.

Nolde Museum, der i løbet af vinteren er blevet renoveret med ny lyssætning, er en borglignende bygning, der hæver sig over marsklandskabet. Emil Nolde tegnede selv huset i 1927 og valgte bevidst en placering på en varf for at skabe en arkitektonisk kontrast til de lave, stråtækte frisiske bondegårde rundt omkring. Nolde associerede huset med en solsikke, der rækker ud og tager imod solens foranderlige lys. Mens Nolde levede, var der fra alle vinduer udsigt til blomsterhaven, som han og Ada anlagde, og som museumsgæsterne i dag kan besøge.

Emil Nolde hentede inspiration i lyset og marskens storslåede natur og frembragte enestående værker. Det lille hus i marsken er bestemt et besøg værd.