Jeg kommer for at hilse på Grænseforeningens nye formand”, lyder en mandsstemme ude fra entréen hjemme hos Karen og Jens Andresen i parcelhuset i Løgumkloster. Det er en almindelig onsdag formiddag, og manden er ikke inviteret. Men derfor kan man jo godt lige ringe på og sige mojn, når man alligevel er på de kanter.

Selv om 69-årige Jens Andresen ikke har samme kendtheds-faktor på landsplan som sin forgænger, Mette Bock (LA), der gik af som formand for Grænseforeningen i november 2016, da hun blev ny kirke- og kulturminister, er Jens Andresen kendt i grænselandet. Hernede er sønderjyderne stolte af, at det blev netop ham, en af deres egne, der blev formand for Grænseforeningen, der har sit sekretariat i København og har haft det i næsten 100 år. Men Jens Andresen lægger vægt på at understrege, at Grænseforeningen og Sydslesvig ikke kun er et anliggende for sønderjyder.

”Det danske mindretal i Sydslesvig er vigtig for hele Danmark. De ca. 50.000 dansksindede syd for grænsen er med til at bygge bro mellem dansk og tysk sprog og kultur. Mange unge sydslesvigere kommer til Danmark og tager en uddannelse og bliver her som en uvurderlig arbejdskraft, fordi de kender begge kulturer. En undersøgelse har netop vist, at sydslesvigerne bidrager med mere til den danske statskasse, end det driftstilskud på knap 500 millioner kroner, som den danske stat hvert år betaler til danske skoler og kulturinstitutioner i Sydslesvig. Men økonomi er én ting. Det væsentligste er de historiske bånd, der binder os sammen, og som vi aldrig må glemme”, siger Jens Andresen.

Kun ca. 40 kilometer fra parcelhuset i Løgumkloster – mod syd og på den anden side af grænsen – ligger hans fødeby Agtrup, eller Achtrup på tysk, hvorfra Jens Andresens familie gennem generationer har udgjort en fast bastion i det danske mindretal, der opstod efter folkeafstemning og den efterfølgende grænsedragning i 1920.

Jens Andresens far, Hans Detlef Andresen, der døde i december sidste år, blev 99 år og cyklede til det sidste gennem Agtrup by to gange om dagen for at handle ved købmanden og lige se, om der skulle være nogen at få en snak med. Hans Detlef Andresen kunne huske mangt og meget fra tiden efter Genforeningen og har skrevet det ned i sine erindringer (kan læses i Grænseforeningens digitale leksikon under hans navn, red.).

Mødet mellem mennesker

Jens Andresen, der er uddannet cand.agro., har virket som økonomikonsulent og har drevet en gård i Branderup uden for Løgumkloster indtil for nylig sammen med Karen.

Det er hans personlige og erfarede erindring om, hvordan man i grænseregionen er gået fra fjendskab til venskab, når det gælder det dansk-tyske forhold, kombineret med et ønske om at bringe historien videre, der har gjort, at han har sagt ja til at blive formand for Grænseforeningen.

Han ser sit engagement i Grænseforeningen, som han har været næstformand for siden 2005, i direkte forlængelse af sin politiske karriere: Jens Andresen har siddet i Sønderjyllands Amtsråd siden 1994 og blev sidenhen valgt i Region Syddanmark og var samtidig kommunalbestyrelsesmedlem i Tønder Kommune. Gennem en årrække var han også formand for Region Sønderjylland-Schleswig.

”Jeg har gennem de mange år med grænseoverskridende samarbejde erfaret, at der er en stor interesse syd for grænsen for dansk og nordisk kultur. Jeg vil arbejde for, at vi kommer endnu videre med grænseoverskridende aktiviteter af enhver art. Det er i mødet mellem mennesker, at der opstår noget godt. Derfor er det også så positivt, at Grænseforeningen i et samarbejde med de sydslesvigske foreninger har så mange gode initiativer i gang. Det gælder alt lige fra feriebørn og elevudveksling til Grænseforeningens korps af elevambassadører og kulturmødeambassadører, der kommer rundt i hele Danmark og fortæller om identitet og grænser med udgangspunkt i erfaringerne fra grænselandet. Det er alt sammen med til at fremme det møde mellem mennesker, der er så vigtigt. Også Grænseforeningens lokalforeninger gør et stort og væsentligt arbejde, når de arrangerer ture til Sydslesvig og inviterer venner fra Sydslesvig til Danmark.”

Også forholdet til Tyskland, ligger Jens Andresen på sinde.  

”Tyskland er Danmarks store nabo mod syd, og det er vigtigt at have det godt med sine naboer. Det drejer sig om, at vi lærer hinanden at kende. Når vi kender hinanden, går brodden af næsten al slags fjendskab”, siger Jens Andresen.

Det begyndte i Agtrup

Når man læser Hans Detlef Andresens erindringer Dansk bonde i tysk hjemstavn kunne man ellers godt have troet, at Jens Andresen og hans familie havde opbygget et solidt had til alt, hvad der var tysk. Men Hans Detlef Andresens kamp for at få lov at beholde den fædrene gård i 1930’erne, da arvelovgivningen efter Hitlers magtovertagelse blev ændret, beskrives lavmælt og nøgternt. Ændringen skete som et resultat af den nationalsocialistiske Blut und Boden-grundtanke om, at al tysk jord skulle tilhøre det tyske folk. Også Hans Detlef Andresens i alt syv år i tysk krigstjeneste og efterfølgende fransk krigsfangenskab omtales kun kort.

Jens Andresen tror, at hans bedstefar, far og han selv har delt den samme indstilling.

”Man skal passe vældig meget på med at fare hårdt frem, og man skal især være forsigtig med at udlægge de historiske begivenheder i dag. Det var den tid, og det prøvede den tids mennesker at løse så godt de kunne ud fra de betingelser, der var dem givet. Det bliver vi også nødt til i dag”, siger Jens Andresen.

I hans fars erindringer beskrives det, hvordan familien Andresen, der kunne være en hvilken som helst sydslesvigsk familie, har boet på gården i Kalleshave ved Agtrup gennem flere generationer.

Jens Andresens bedstefar, Jens Andresen, var født i 1892, 28 år efter 1864, da hertugdømmet Slesvig overgik fra at være en del af den danske helstat og kom under preussisk styre. Bedstefaderen var matros på krigsskibet ”Preussen” under Første Verdenskrig og blev i 1916 gift med Frieda, der var fra et tysk hjem. Hendes hjemmesprog var plattysk.

”Mine bedsteforældres hjem var en blanding af dansk og tysk. Det er ikke noget nyt i Sydslesvig. Sådan har det altid været. Mine bedsteforældre besluttede dog fra midten af 1930’erne, at fra det tidspunkt var de danske og kun danske. Fra den dag blev der talt sønderjysk i hjemmet og kun sønderjysk”, fortæller Jens Andresen.

Hans bedstefar var en del af de 25 procent, der stemte dansk ved folkeafstemningen i 1920. Men Agtrup og Sydslesvig forblev tysk, og Jens Andresens familie blev gradvist en del af opbygningen af det danske mindretal i Agtrup. Også det foregik i god ro og orden.

”Jeg har fået fortalt, at op til folkeafstemningen i 1920 var døre og porte på vores hvidkalkede gård derhjemme malet røde. Efter folkeafstemningen blev de malet gule. Min bedstefar ville ikke provokere. Man skulle leve i fordragelighed med de mennesker, man levede iblandt. Det princip synes jeg godt om. Man kommer længst ved at bøje sig ind mod hinanden”, siger Jens Andresen.

Fronterne var trukket op

Da Anden Verdenskrig kom, måtte Jens Andresens far, Hans Detlef, og hans tre brødre, Karl, Peter og Sigfred, alle kæmpe på tysk side på Østfronten. Peter blev hårdt såret, Karl nægtede at aflægge faneed, blev tortureret og endte i en straffebataljon. Da han kom hjem, blev han ramt af en efterkrigspsykose. Han blev senere forstander for Jaruplund Højskole, hvor han underviste i billedkunst og blev selv udøvende kunstner. Karen og Jens Andresen har i dag hans malerier hængende rundt omkring i stuen. Hans Detlef Andresen vendte først hjem fra fransk fangenskab i 1946.

TV-journalisten Søren Ryge Petersen, hvis far, Gunnar Ryge Petersen, kom til Agtrup som lærer i 1946, kendte familien Andresen meget godt. Søren Ryge Petersen har skrevet om de fire brødre i Kalleshave under overskriften Krigsbrødrene i bogen Bette Anna og andre historier fra 1987.

Jens Andresen kan ikke huske, at hans far eller andre familiemedlemmer talte meget om begivenhederne under Anden Verdenskrig, da han var barn. Det begyndte de først så småt med senere.

”Da jeg voksede op i 1950erne, var der mange, der stadig levede, som havde gjort sig gældende i det nazistiske parti på lokalt plan i Agtrup. Jeg kan huske, at især min bedstefar sagde til mig, at de havde opført sig på en måde, som man ikke burde, og at jeg ikke skulle lytte til, hvad de sagde. Der blev aldrig sagt, at de var dårlige mennesker. Jeg fik bare at vide, at de havde opført sig forkert”, husker Jens Andresen. Han husker andre episoder fra sin opvækst, hvor han blev gjort mærkbart opmærksom på, at han som dansksindet måtte indordne sig.

I Agtrup talte alle, der havde været bosiddende i landsbyen før Anden Verdenskrig, sønderjysk. Men efter krigen blev indbyggertallet fordoblet, fordi der kom mange flygtninge østfra. Det betød, at sønderjysk blev trængt til fordel for tysk.

”Jeg husker, at jeg af og til blev sendt af sted i byen med et brev fra min bedstefar. Hvis jeg talte dansk, det vil sige sønderjysk, når jeg afleverede brevet, kunne jeg næsten være sikker på, at jeg fik svar på tysk. Jeg har også leget med børn, der kom fra tyske hjem, men hvor legen foregik på dansk, fordi de fleste talte begge sprog. Når vi så sad ved kaffebordet bagefter, gjorde de voksne en dyd ud af at tale tysk til mig. Sådan var situationen dengang i 1950erne. Fronterne var trukket meget skarpere op, og fra både tysk og dansk side var man optaget af at hævde sin egen kultur. Man skal passe på med at udlægge den slags i dag”, siger Jens Andresen.

En fælles platform

Jens Andresen er af den opfattelse, at mennesker til alle tider er de samme. Mennesker var ikke onde engang og gode i dag. Mennesker har også til alle tider været udfordret af at ville definere sig i modsætning til andre. Det har været gældende i det dansk-tyske forhold, og det gælder i forholdet mellem etniske danskere og indvandrere og flygtninge i dag. Det er derfor mødet mellem mennesker bliver så afgørende, mener Jens Andresen, så vi ikke isolerer os i ”dem” og ”os”, men hele tiden prøver at finde en fælles platform.

I en tid med grænsekontrol og mange flygtninge i Europa, finder Jens Andresen det vigtigt at understrege, at Grænseforeningens motto ”For en åben danskhed” ikke er en åben invitation til alle mennesker om at komme til Danmark.

”Grænseforeningens motto: ”For en åben danskhed” er mere en sindets indstilling, som jeg synes, alle danskere bør bakke op om. Nemlig at vi som danskere er åbne og imødekommende over for dem, der vil det danske fællesskab. Danmark er et lille land, så vi er helt afhængige af mennesker og impulser udefra. Vi må aldrig lukke os om os selv. Men samtidig er vi i kraft af vores lidenhed også mere sårbare, for eksempel når det gælder vores sprog og kultur”, siger Jens Andresen, der mener, at alle mindretal i Europa har meget at lære af den dansk-tyske mindretalsordning, der blev en realitet med København-Bonn Erklæringerne i 1955. Det gode eksempel fra grænselandet, hvor man i dag lever i fredelig sameksistens, kan også bruges i integrationen af flygtninge og indvandrere, mener Jens Andresen, der dog samtidig advarer imod at sidestille de to grupper.

”Det danske og det tyske mindretal har altid boet, hvor de gør. Vore nye medborgere, der kommer hertil som flygtninge og indvandrere, kommer fra andre egne af verden og har en anden kultur og religion. Men det overordnede princip er det samme: Hvis mennesker vil, kan de lære at leve i fred og fordragelighed med hinanden. Det er viljen, det kommer an på. Og jeg tror på, at der er noget godt i alle mennesker, så projektet skal nok lykkes”, siger Jens Andresen, der også ser lyst på fremtiden, når det gælder Grænseforeningen.

”Vi skal fejre Genforeningen i 2020 om få år og samtidig fylder Grænseforeningen 100 år. I Grænseforeningen har vi oplevet det positive, at en gruppe unge i 2016 tog initiativ til at danne Grænseforeningen Ungdom (GFU). Der er allerede 300 medlemmer og flere kommer til. De unge vil helt sikkert gøre tingene på deres egen måde, og det er, som det skal være. Hovedsagen er, at vi står sammen om at skabe en folkelig forståelse for, at der skal værnes om det danske mindretal i Sydslesvig, og at det danske mindretal véd, at de har venner i Danmark. Det har de brug for, hvis det danske i Sydslesvig skal bevares”, siger han.